Man behøver bare at sige navnet: Erwin Neutzsky-Wulff. For når den nu 55-årige forfatters navn kommer på bordet, bliver samtalen måske ikke ligefrem hyggeligere, men til gengæld bliver diskussionen ophedet. Ofte også uforsonlig. For han deler i den grad vandene, og sådan har det reelt været, siden han som ung filosofistuderende debuterede med romanen 'Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer' på forlaget Multivers i 1971. Elsa Gress anmeldte bogen i avisen Aktuelt og kaldte den for 'Fimsefin og halvlækker dødssyg nazimentalitet', og i den efterfølgende debat, der udspandt sig mellem bl.a. forlæggeren Henrik Borberg, bogens forfatter og Gress blev fronterne trukket skarpt op: Erwin Neutzsky-Wulffs roman var udtryk for en farlig tendens, som hyldede den stærke ener på demokratiets bekostning, mente Gress fra en kulturradikal position, mens Wulff selv så sig som udtryk for en tankegang, der kunne frigøre det moderne menneske fra sin - delvis selvforskyldte - ideologiske, religiøse og seksuelle trældom. Har egen kult Og siden er det gået slag i slag. Hver ny bog af Erwin Neutzsky-Wulff har delt anmelderne i to lejre, men er til gengæld blevet modtaget med kyshånd af den forholdsvis store gruppe af tilhængere, forfatteren i årenes løb af skabt sig på grund af sit ambitiøse, egenartede og konsekvente forfatterskab, som omfatter såvel de fleste skønlitterære genrer som blandformer og regulær, hård faglitteratur, herunder lærebøger i computerprogrammering og religionshistoriske værker. For nu at gentage et hyppigt udsagn om Neutzsky-Wulff, så er han den eneste danske forfatter, der har en reel kult omkring sig. Ja, faktisk har han ikke alene disciple, han har også frafaldne disciple, der tidligere så ham som den store besidder af den eneste sande indsigt, men som nu mener, han er løbet af sporet og kun tænker på sig selv. Hvilket er enestående i dansk litteratur. Og lad det være sagt igen: Erwin Neutzsky-Wulff er en enestående forfatter i såvel dansk som international sammenhæng; men lad det i samme åndedrag blive ført til protokols, at det ikke skal opfattes som en vurdering af hverken hans litterære kvalitet eller filosofiske indsigts holdbarhed. Skriver om de store spørgsmål Nu er han aktuel igen. Dels med den ekstremt omfattende grimoire (en betegnelse, man tidligere benyttede om okkulte tryllebøger, der gav anvisninger på blandt andet djævlepåkaldelse og deslignende) 'Det overnaturlige', dels med en (ikke længere helt dugfrisk) genudgivelse af den tidlige romanette (eller novellecyklus, om man vil) 'Adam Harts opdagelser' fra 1972. Sidstnævnte skulle siden vise sig at blive første bind i en tetralogi om titelpersonen og hans oplevelser som detektiv udi det mystiske. Wulff har aldrig været bange for at tage livtag med de store entiteter. Titlerne taler deres eget sprog fra den tidligere nævnte debut 'Dialog om det enogtyvende århundredes to vigtigste verdenssystemer' over 'Gud', 'Menneske', 'Kærlighed', 'Anno Domini', 'Verden', 'Døden' og 'Rum' for nu bare at nævne nogle. Her er ikke meget hverken 'Connie og bolighajen' eller 'Dansen med Regitze' over noget som helst. Men det skyldes også, at Wulffs ambition med sit forfatterskab ikke er at give et realistisk bud på, hvordan det moderne middelklassemenneske har problemer med at forene et krævende job med rollen som forælder og seksualpartner. Han vil meget, meget mere. Og det fremgår også umiddelbart af titlen på den 708 sider lange bog 'Det overnaturlige'. Den er ifølge forlaget intet mindre end »dels en gennemgang af den vestlige mystiske tradition og dels en indføring i moderne mysterieindvielse« (heraf betegnelsen grimoire). Vejen til indsigt Forfatterens ambition har tydeligt været den dobbelte at skrive et standardværk om 'det overnaturlige', der samtidig kan fungere som grundlag for et indvielsesforløb til 'det overnaturlige', som altså er den virkelighed, der åbenbarer sig, hvis man er i stand til at sætte sig ud over den almindelige, som vi (de fleste af os, forstås) af diverse religionshistoriske, filosofiske og samfundsmæssige årsager er låst fast i. Vejen til indsigt, indvielse og transcendens - som er slutmålet - er lang. Og for alle, der ønsker det - bortset fra Politikens anmelder, der et forholdsvis tidligt sted i teksten direkte og ligeud opgives som håbløs. Men for at nå dertil skal man gøre op med en betydelig række af forestillinger og antagelser, som normalt tages for aldeles givne og til og med er (eller i alle fald var) standardpensum i det danske uddannelsessystem. Det er nemlig ifølge forfatteren sådan, at den vestlige selvforståelse hviler på et fejlagtigt grundlag. Det, vi kalder videnskab, er slet ikke videnskab. Det, vi kalder for filosofi, ikke filosofi, men meningsløse spekulationer. Og vores religiøse fundament, kristendommen, en lang forfaldshistorie, der ikke har ført andet med sig end undertrykkelse. Hvilket Neutzsky-Wulff skriver sig frem til i en hyperlærd, men også voldsomt kompleks fremstilling af filosofihistorien og religionshistorien, hvor han også inddrager jødisk kabbala og talmystik, moderne kognitionsforskning, kvantemekanik og neurologi. Sideløbende med den stringente og for så vidt også pædagogiske fremstilling, deler han øretæver ud til alt og alle, lige fra klassiske filosoffer og til moderne socialdemokrater. Hvilket gør den forholdsvis tunge tekst ekstremt underholdende. Transcendensen findes i sex Nu tillader vi os så at kalde fremstillingen for tung. Det vil forfatteren sikkert være uenig i. Han mener nemlig selv, at bogen er for alle, som er i stand til at læse opmærksomt indenad. Og det skal nok være rigtigt, al den stund at enhver, der sætter sig ned for at forsøge at læse og forstå 'Det overnaturlige', er så motiveret, at vedkommende nok skal komme igennem den med et vist udbytte. Men om en sådan person - eller nogen i det hele taget - også til fulde forstår indebyrden af den enorme syntese af viden fra vidt forskellige områder, Neutzsky-Wulff konstruerer, skal vi lade være usagt. Spørgsmålet er også, om der er ret mange, som overhovedet er villige til konsekvent at følge den vej, Neutzsky-Wulff viser. For ud over de rent filosofiske opgør kræves der andre. Vejen til sand indsigt og religiøsitet går nemlig også over den seksuelle praksis. Det i er spillet mellem manden og kvinden, at transcendensen indfinder sig. Og det er ikke for artige drenge og piger, skulle vi hilse og sige. Men det er jo netop også i opgøret med det artige i kulturen og kristendommen, at selve humlen ligger. Genudgivne noveller Ønsker man at starte i den lidt blidere ende, kan vi anbefale genudgivelsen af 'Adam Harts opdagelser', som var denne anmelders indgang til Neutzsky-Wulff for mange, mange år siden. Det er en serie af fem noveller om de to venner Adam Hart og Victor Janis' mystiske oplevelser, som trods deres krukkede stil (som forfatteren endnu ikke har lagt af sig) er fascinerende og svært underholdende. Men for de hårdkogte er der ingen vej uden om 'Det overnaturlige', som altså er stimulerende læsning, hvis man kan leve med forfatterens krukkede sprog, de alenlange citater på alle mulige fremmedsprog og fra alle mulige kilder - og den til tider temmelig arrogante Besserwissen, der lægges for dagen. Uspændende er det imidlertid på intet tidspunkt. Dette moderne magiske manifest fra en kompromisløs mystiker.