I begyndelsen af denne smukke og også litterært lødige bog, som er en værdig pendant til ’Anne Franks dagbog’ (med den forskel, at forfatteren overlever), får læseren for alvor følelsen af, hvor let et normalt liv med en ubekymret hverdag kan smuldre. Kafka er ikke langt væk.

Det er ikke nødvendigvis noget, der kun sker for ’de andre’, at du pludselig kan skydes ned på gaden uden videre som en herreløs hund, at dine kammerater kan hente dine ting som en selvfølge, at det bliver dig forbudt at færdes uden for dit hjem, og at dette hjem til sidst tages fra dig, så du sluttelig må søge beskyttelse hos din egen rengøringsdames tvivlsomme, fordrukne mand.

Det er, hvad der sker for en velhavende jødisk familie og deres venner i en lille polsk by i 1939. Vi har hørt det så mange gange, men i Clara Kramers dagbog, skrevet under 18 måneders ophold i en krybekælder med sytten andre som sild i en tønde, bliver det meget konkret.

De er omgivet af mennesker, der belønnes for – og ville nyde – at slå dem ihjel. Bander af børn leder efter mistænkelige sprækker i huse, hvor skjulte jøder kan tænkes at få luft og melder dem til politiet.

Kælderens minisamfund består af den 14-15-årige Clara, hendes forældre og lillesøster, deres forældreløse fætter og kusine, nogle naboer plus et mærkeligt, følelseskoldt apotekerpar, der kun tænker på sig selv.

Disse to, der gennemfører de 18 måneders mareridt uden på nogen måde at hjælpe eller dele med de udmagrede børn, de deler skæbne, sparsom luft og endnu sparsommere vand, lus, latriner, sult , sved og angst med, forsvinder uden et ord til afsked, da de befries.

De er en gåde for Clara og for læseren; men man tror på, at de fandtes – og findes som type.

Usandsynlig helt
En anden gåde og bogens mest fascinerende figur – havde dette været fiktion, hvad det desværre ikke er, havde man dømt ham usandsynlig – er Valentin Beck, en etnisk tysk polsk patriot og antisemit(!), som skjuler sin kones ’herskab’ med fare for eget liv i samfulde atten måneder.

Som om hans egen position som ’Volksdeutscher’ mellem nazister, polakker, ukrainere og de fremrykkende sovjetrussere ikke var håbløs nok.

Han redder sig som en anden fatter Courage ved at arbejde for tyskerne og holde sig gode venner med alle parter; sågar sidde og skråle med på indkvarterede nazisters pralerier om, hvordan man mindst humant kan aflive jøder.

Alt imens der sidder 18 af dem lige ned under gulvbrædderne, hvilket vil få ham skudt omgående, skulle de blive opdage.

At Beck så grundet systematisk utroskab med flere kvinder – herunder en af de jødiske i kælderen – også er i ægteskabelige storme med sin helgen af en kone og dertil er fordrukken, gør ham til en mildt sagt usandsynlig helt.

Frastødende og hjerteskærende
En helt er han ikke desto mindre – og hans figur, ufuldstændigt og undrende skildret, som den er af den dybt taknemlige, nærmest forgudende Clara, vil sidde i læserens baghoved længe, måske altid.

Her en lille streg til hædersmandens, drukkenboltens og anarkistens portræt, en replik til en tysk politimand, der i embeds medfør kan skyde ham hvert øjeblik:

»Jeg er den eneste skide ven, du har i denne her lorteby. Jeg elsker dig, og du elsker mig. Du er den eneste Kraut (tysker, red.) der har den fjerneste sans for humor. Jeg fatter sgu ikke, hvordan du kan holde de andre svinehunde ud, eller hvorfor du ikke blæser hjernen ud på dem bare for at være så helvedes kedelige«.

De frastødende og hjerteskærende praktiske detaljer i den fysiske og mentale overlevelsestaktik i kælderen er en væsentlig del af denne bogs næsten lammende troværdighed, men der er for mange at citere.

Af den lille bys 5.000 jøder er der efter krigen 50 tilbage. Men tal siger ikke så meget i sig selv. Giv denne (også) spændende bog til en kær og forkælet teenager; vedkommende vil få et tankefuldt udtryk i ansigtet, der vil klæde hende eller ham resten af livet.