Kejserens nye tidsskrift er gennemsyret af studentikost pladder

At dømme efter den debut går de målrettet efter ikke at få nogen læsere.

Faglitteratur
FOR ABONNENTER

Om Gyldendals hæderkronede tidsskrift Kritik kan man på skriftets hjemmeside læse, at det »bygger bro mellem den akademiske verden og den øvrige offentlighed«.

Det er falsk varebetegnelse.

Allerede i det spritnye nummers forord går det galt. Heri forsøger de nytiltrådte redaktører, Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsen, at forklare, hvorfor de lægger ud med et tema om gentrificering, som sagt på dansk er betegnelsen for den proces, som skubber fattige(re) mennesker ud og rige(re) ind i byer og bydele.

LÆS OGSÅ

Det lykkes ikke, men man forstår, at de to vistnok finder det problematisk, at middelklassen flytter ind i storbyerne, fordi det gør byrummet mere ensartet og dermed kedeligt. Det forbliver uklart, fordi »man også kunne forestille sig, at det måske slet ikke er de opsigtsvækkende, men de små forskelle, der skærper sanserne for de uendelige variationsmuligheder«.

I de egentlige temaartikler er der ingen slinger i valsen: Skribenterne synes alle stærkt nødlidende på grund af den æstetiske forulempelse, de oplever, når de opholder sig i byer eller bydele, som er blevet »homogeniseret« af tilflyttere.

Det fremgår, at »middelklassen«, som i flere artikler gøres til handlende subjekt, pr. definition befolkes af røvkedelige konformister.
Akademisk volapyk

Amerikanske Sarah Schulman, der krediteres som forfatter, dramatiker samt aids- og homoaktivist, indleder konspiratorisk med en selvoplevet beretning om Manhattans forvandling.

Man forstår, at 'nogen' har villet »skifte en slags mennesker ud med en anden«, ligesom det ifølge Schulman er en kendsgerning, at »livet i det offentlige rum undertrykkes, når kvarterer gentrificeres«. Miseren skyldes, at nutidens hvide tilflyttere er helt forskellige fra tidligere tiders.

Tidligere blev de hvide tilflyttere »bygjorte«, de »tilpassede sig de forskelle og dynamikker, som de tragtede efter«, men sådan er det åbenbart ikke med »det nye hold, forstædernes veluddannede børn«. »De kom for at homogenisere, ikke for at være med eller blive en del af eller for at lære eller udvikle«.

Samme tankefigur dominerer hos danske Nanna Gro Henningsen, som også synes ligeglad med de sociologiske kendsgerninger.



Henningsen, som minsandten hævder, at middelklassen i Frankrig allerede havde sejret som klasse i tiden umiddelbart efter Pariserkommunen i 1871, diverterer med den særlige læserfjendske lingo, som akademikere, der har forlæst sig på postmoderne franske filosoffer, har for uvane at hengive sig til:

»Forbrugets de-territorialiserende kraft baseret på det individuelle begær, bliver i stigende grad en kraft, der erstatter reel frihed med det frie valg mellem forproducerede valgmuligheder rettet mod at udtrykke en særlig individualitet. Re-territorialiseringen har sat sig igennem helt ind i den perciperede friheds domæne«.

Så er vi vist alle med, ikke sandt? Det handler vist om, at vi alle er fremmedgjort, at vores oplevede frihed er hul. Sprogbrugen taler for sig selv. Det er, hvad jeg vil kalde ren akapyk. Akademisk volapyk af værste skuffe.

Middelklasse-identitet
Lad os, selvom det er pinefuldt, lige nappe endnu en omgang af Henningsens nonsens: »Realiteten af det heterogenes eksistens og de andres liv - lavtlønsklassen, de socialt marginaliserede, etniske minoriteter, homoseksuelle, autonome med flere - fortrænges ikke blot, de objektificeres, gøres til tegn, strippes for virkelighed«.

Akapyk igen, og grotesk i sit postulat om, at de nævnte befolkningsgruppers livsstil har en særlig heterogen kvalitet i modsætning til den famøse 'middelklasse'. Hvis jeg var lavtlønnet, socialt marginaliseret, i etnisk mindretal, homoseksuel, autonom - eller det hele på en gang - ville jeg være fornærmet over at blive typecastet på den måde.

LÆS OGSÅ

Det tragikomiske er jo, at det er skribenten, altså Henningsen, som gør faktisk eksisterende individer til tegn, ja, objektificerer dem, ud i det absurde, som det også sker her: »Når middelklassen køber et eksemplar af Hus Forbi af en hjemløs, producerer det egenidentitet«.

Nu er det jo ikke sådan, at en 'middelklasse' kan købe et blad af en hjemløs.

Det er faktisk rigtige mennesker (bibliotekarer, sygeplejersker, lockoutede skolelærere m.fl.), som fra tid til anden og måske oven i købet af ægte medfølelse eller i solidaritet giver en skærv til en hjemløs. Gad i øvrigt vide, om Henningsen, der med stor sandsynlighed tilhører den store danske middelklasse, opfatter akapyk som produktion af egenidentitet?
Klassisk interviewteknik

Det eneste egentligt litterære bidrag til gentrificerings-temaet er 4 - fire - (lange) spørgsmål til den svenske digter Katarina Frostenson med udgangspunkt i et af digtene i hendes fremragende digtsamling 'Flodtid'.

'Flodtid', som blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og netop er oversat fremragende til dansk, kunne kalde på et langt og dybtgående interview, men Elisabeth Friis, den ene af Kritiks redaktører, spiser Frostenson og Kritiks læsere af med spørgsmål af akapyk-typen.

Hun spørger: »Digtet nævner en amerikansk butikskæde som i særlig grad er eksponent for overdimensioneringen af menneskets behov for føde. I Danmark vokser denne butikskæde eksponentielt, hvilket betyder, at alle handler i, hvad der i princippet er præcis den samme butik. Hvad betyder denne ensliggørelse for vores daglige liv?«.

LÆS OGSÅ

Sådan formulerer man sig, hvis man 1) vil være sikker på at opfylde det akademiske sprogspils ekskluderende koder, hvis man 2) ikke har tillid til den, man spørger, og derfor 3) med djævelens vold og magt skal have styret svaret i en bestemt retning. Af digtet fremgår det tydeligt, at butikskæden, Frostenson skriver om, er 7-Eleven.

Tænk, hvis Friis blot havde spurgt: »Du nævner 7-Eleven i dit digt. Hvordan påvirker den slags døgnåbne kæder vores dagligliv?«.

Gentrificering har åbenbart (heller) intet at gøre med den virkelighed, som dem, der saneres ud af byerne, havner i, men sådan må det jo blive, når Kritiks nye redaktion prioriterer den æstetiske indignation over den sociale.

Hvem er dog målgruppen for alt dette selvavlende studentikose pladder?

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce