Hvis nu en eller anden tåbelig terapeut eller coach skulle holde foredrag om Friedrich Nietzsches ’Afgudernes tusmørke’(1889), så kunne titlen på foredraget meget vel lande på: ’Sig ja til livet’. I al sin idiotiske fortegning kommer denne fladpandede sætning nemlig ganske tæt på kernen af Nietzsches fremstød i ’Afgudernes tusmørke’, som var den sidste lille bog, Nietzsche nåede selv at redigere og udgive, inden det mentale tusmørke i 1889 sænkede sig over ham, og han – tragisk – de sidste elleve år af sit liv af sin forhadte og nedrige mor og søster blev fremvist som en lodden, umælende orangutang for gæster.
LÆS OGSÅ Nietzsche var i havsnød i Salzburg
Hvorefter moderen og særlig søsteren senere rundede fornedrelsen af ved at fuske med Nietzsches skrifter og fedte ham ind i den nationalsocialistiske bevægelse. Trist, at det skulle ende sådan for Nietzsche. Men det er også sigende, at vanviddet og fascismen er to af de ekstremer, der kan melde sig for læseren af ham. Nietzsche er virkelig ikke for svage sjæle, og i ’Afgudernes tusmørke’ er der både risiko for at fare vild i storhedsvanviddet og i totalitarismen. Det lænkede menneske Komisk storhedsvanvid, hvis man som ung eller naiv sjæl overtager Nietzsches smittende, grandiose selvforståelse og begynder at se sig som et nyt, fremstormende geni; og totalitarisme, hvis man fejllæser visse af Nietzsches krasse sætninger om det blonde, ariske besties overlegenhed.
