Fantasi kan være ubelejlig. Forfatter Dorthe Nors var halvvejs igennem sin roman, da hun en mørk aften mødte sin hovedperson Ann Lie i et Arrivatog fra Århus. Pigen var rasende: »Jeg kunne lige så tydeligt se hende sidde over for mig«. »Hun lignede en almindelige forslæbt teenager med lidt sorte rande under øjnene, som du ser ved busstopstedet foran et hvilket som helst gymnasium: lidt firskåren, lidt lurvet i tøjet og lidt nævenyttig«. »Med armene over kors sagde hun vredt: »Du render fandeme til Århus hele tiden, hvad er det for noget! Kommer du snart hjem og skriver færdig!?««. En teenagers savn Dorte Nors valgte at lystre sin figur. Og for kort tid siden udkom den 35-årige forfatters tredje roman, der deler titel med hovedpersonens navn, 'Ann Lie'. Romanen tager os med til provinsen. Til et pigeværelse. Suede lyder fra højttalerne, drengene lider af spontanerektioner, og den britiske forsanger Brett Anderson er en god fantasiven. Helt normalt og så alligevel ikke. For tandlægefaderen er fraværende, han lugter af sin egen lattergas. Og moderen er lige død. Folk skal græde For 'Ann Lie' er også et portræt af den sorteste sorg. Den, som sætter urene i stå. Den, som rammer, når et barn mister en forælder. Som i Reidar Jönssons roman 'Mit liv som hund' eller i Thomas Vinterbergs kortfilm 'Drengen der gik baglæns'. Mandag bliver til tirsdag, tøjet bliver kogevasket, men livet står stille som brakvand. Flere af anmelderne mener, at Nors' sorgfortælling gør romanen til noget særligt. Selv understreger hun, at den ikke er selvbiografisk - Dorthe Nors' mor er i live - og hun foreslår, at man læser den som en eksistensroman: »Jeg ser det som fuldstændigt normalt. Når vi bliver ramt af sorg, så reagerer mennesket sådan dér. Jeg ville skrive noget, som fik folk til at græde«, siger hun uden omsvøb og forklarer, at hendes plan ser ud til at være lykkedes«. »Folk græder. Både en ung pige på 17, en børnebogsforfatter og en magister i psykologi har netop ringet og fortalt, at de har grædt. Også en anmelder skriver, at »den går lige i hjertet««. Opgør med akademismenHvorfor er det en litterær kvalitet i sig selv?

»I Danmark siger vi ikke: 'Jeg er ked af det'. Vi siger: 'Hold kæft, jeg trænger til et billigt grin'. Men jeg vil have folk til at flæbe, fordi det har vi godt af«. »Jeg har grædt over tre bøger i mit liv, og dem glemmer jeg aldrig. Det er 'Pelle Erobreren', Kerstin Ekmans 'Skrabelodder' og Tarjei Vesaas 'Fuglene' - en norsk roman, der fik mig til at megaflæbe«. Men efter vrælet kommer eftertanken. Romanen er for Dorthe Nors også et forsøg på at lægge afstand til det, hun kalder akademismen i dansk skønlitteratur. Og på sin vis er den også et selvopgør: »Dansk litteratur er blevet forfærdeligt intellektualiseret. Vi har næsten alle sammen i min generation af forfattere gået på forfatterskolen eller universitetet, hvor vi har gemt os, til vi er blevet modne nok til at skrive vores eget. Det har jeg også. I ni år!«. »Men den dag, jeg blev færdig på universitetet, svor jeg, at jeg ikke ville skrive litteratur, der befandt sig på et akademisk niveau, og som blev bakket op af teorier og helgarderinger. Litteraturen skal turde beskrive livet, så man bliver ramt i maven«, siger forfatteren, som ikke mener, at der er forskel på at møde et andet menneske og møde en god bog: »Hvis du møder mennesker, der kun appellerer til din pandebrask, bliver relationen også derefter«, siger hun. At tøjle klicheen Men hvordan undgår man det patetiske, når man målrettet går efter at skrive en tåreperser om et pigesind i sorg? Hvordan undgå man som forfatter, at læseren føler sig befamlet og manipuleret med? Dorthe Nors svarer direkte: »Det er sgu også svært! For sorg er patetisk. Hvis du møder et menneske, der sørger, sidder de jo og siger de mest kvalmende ting, fordi det giver mening i deres situation. Hvis romanen brækkede sorg ud over det hele, ville det genere læseren«. »Man er simpelt hen nødt til at tøjle historien, og jeg har gjort det ved at holde den i meget stram snor og ved at slette, hvis det skred for mig. Nogle gange har det været nødvendigt at skrive sig helt ud i det patetiske og så fjerne det igen«, siger Dorthe Nors og forklarer, at især en passage, hvor moderen ligger for døden, var svær at dosere: »En mor på et dødsleje - det er jo en kliché! Og det var ekstremt svært at skrive. Jeg måtte bøje af, inden det krængede over i det vulgære. For så lukker folk ned«, siger Dorthe Nors, der forklarer, at 'Ann Lie' har været hendes sværeste roman at skrive, og at hun ligefrem følte lettelse, da hun satte det sidste punktum og slap sin teenager. Men den følelse blev hurtigt afløst af en tilstand, som hun kalder 'ppd'. »Ja, det står for post production depression. Det er en følelse af voldsom tomhed. Man tænker: 'Nu har jeg brugt så mange kræfter på den her figur, og nu skal jeg til at lave en hel ny figur, åhhh, jeg orker ikke'«, forklarer hun. Men figurerne melder sig. Tomheden bliver afløst. Og for tiden leger forfatteren med ideen om at skrive en roman om kvinder i flere aldre. Inden længe sidder du i toget med fire vrede kvinder foran dig?

»Ja, det ville være sjovt, ikke? På et tidspunkt kunne det også være lidt interessant at smide et barn ind. Men der er lidt konen med æggene over det, er der ikke? Pludselig siger det crash«, griner hun.