»Og når man så kommer ind til byen igen og ser Nyboders smudsiggule, fugtplettede gamle huse stå der for enden af St. Kongensgade, kan man sgu godt miste humøret. Det er meget godt, at der dufter af rug og høst på landet, og at Rørvig kan avertere med blå gopler, men hvad fornøjelse har man vel af det herinde på brostenene«.

Og så et punktum, ikke et spørgsmålstegn. Det var ikke et spørgsmål for Mogens Klitgaard, om København var Nordens Paris, som man sagde dengang, for det var København ikke.

Han havde ellers sammenligningsgrundlag. Født af velhavende forældre, så forældreløs i tidlig alder og afleveret på Det Kongelige Opfostringshus i Randersgade på Østerbro. Han faldt ikke til og gik og blev ensom.

Efter skoletiden gik han til hånde hos en købmand i Trekronersgade, så blev han sendt i gartnerlære, og han brød sig ikke et hak om roer, agurker og stokroser. Men omstændighederne krævede, at han kom i lære et sted, hvor han kunne få kost og logi.

Tallerkenvasker i Marseille
En dag smed han skovlen og tog til København og derfra i en stjålen båd til Sverige. Så blev han vandringsmand i ti år i de europæiske byer. Han har været gadesælger i Stockholm, tallerkenvasker i Marseille og cigaretsmugler i Kiruna.

Han skulle holde næsen oven vande – hvor som helst, og han fik tuberkulose af at sove i grøfterne. Et ophold på Boserup Sanatorium satte ham i gang med at læse – Hemingway, Dos Passos, Scott Fitzgerald og de danske socialrealister Hans Kirk og Andersen Nexø. Måske kunne han selv?

Ja, det kunne han. Som billardmarkør i en beværtning på en vinstue i København udsendte han i 1937 debutromanen ’Der sidder en Mand i en Sporvogn’, og den blev en enorm succes – så stor, at han stadig har et litterært navn i Danmark, måske også fordi en senere roman, ’Elly Petersen’, blev filmatiseret med Bodil Kjer.

Efter få år var det slut, tuberkulosen havde sat sig grundigt fast, og han døde som 39-årig, da han var vendt hjem til Danmark efter et ophold i Sverige under besættelsen.

Manufakturhandlerens nedtur
Manden i sporvognen er manufakturhandler August Lundegaard. Han er fra første sætning i bogen ’forhenværende’. Der kommer en lastbil og fragter nogle møbler og potteplanter ud, og der bliver sat et skilt på forretningens rude: ’Til leje’.

Hele den korte beretning handler om Lundegaards nedtur herfra. Det er ikke, fordi den halvtredsårige mand på nogen måde er kriminelt anlagt, han er en pæn bedsteborger, som det længe er gået almindeligt. Men bedsteborgertilværelsen betyder også, at de sociale netværk, som holdt proletarerne oppe i 30’erne med protester og demonstrationer, er en lukket verden for ham.

Han var jo ’selvstændig’ erhvervsdrivende. Historien om Lundegaard er ikke en socialrealistisk historie om arbejdsløsheden. Hadet må disse arbejdere om. Lundegaard skal opad.

Kærlighed
Men hele samtiden, 30’erne i Danmark, skal nedad. I den konflikt er Lundegaard stedt, og det gør bogen original både i samtiden og i nutiden, hvor det er særlig slemt, men også særlig glemt, når de honnette ambitioner svigter.

LÆS OGSÅMammutbog tager 30'ernes depression under behandling

Hvem kan man stole på? Der er ingen fagforening for en forhenværende forretningsdrivende.

Han har jo lært alt det, man konventionelt skal vide. Han har en kone, som sygner hen i passivitet og et trællearbejde som hjemmesyerske. Han har to halvvoksne børn – Anna, den ældste, er blevet hård i filten og har allerede som ung ekspeditrice kommercielle ægteskabsplaner, ikke nogensinde planer om kærlighed.

Kærlighed er overklassens beskæftigelse. Sønnen bliver en overgang fængslet for lidt småkriminalitet og får senere et job hos B&W.

Pengegriske københavnere
August Lundegaard selv får da også et arbejde som inkassator. Men han ryger også ud i noget dokumentfalsk og skaber voksende gæld til ågerkarlen, den flinke, påholdende hr. Salomonsen. Alle københavnerne er flinke folk, indtil det kommer til pengene.

De skal falde. Det er, ligesom der er sket et mentalt skred i København under krisen – man taler og tænker på penge. Det er, fordi de er en mangelvare, og fordi det går fedt, når man har dem.

Lundegaard begynder at drikke en smule på beværtningerne, og en dame i lilla frakke har han også. Han cykler rundt i byen og ud til Sundby for at inkassere, men hver optimistisk fantasi om opstigning bliver fulgt af en nedstigning.

Han skaffer sig et dyrt stykke stof fra sin gamle leverandør, og han har en tid lang en hundredekroneseddel, som ikke er hans. Han går i gabardinefrakke og hæklet halstørklæde, og han har, som mange pæne folk på den tid, lorgnetter.

Inspireret af tegning
Inspirationen til romanen hentede Mogens Klitgaard fra Arne Ungermanns kendte tegning af en mand i en sporvogn fra 1936. Klitgaard har kigget på tegningen – og så har han zoomet ind. Skildringen er fotografisk, et helt ligefremt, uprætentiøst vue ud over byen, først totalbillede, så går han pludselig i nærbillede og fortæller, hvad der bor bag passagerens lukkede ansigt.

Man er ikke spor forbavset over, at Mogens Klitgaard fik en søn, som er blevet en kendt dansk filmfotograf, Peter Klitgaard. De har den præcise linse til fælles.

Når jeg møder Peter Klitgaard og ser ham gå rundt oppe i Tisvildeleje, helt (håber jeg!) fri for økonomiske bekymringer, tænker jeg på hans far som billardmarkør og tallerkenvasker i en by ... som nu er forandret?

Årstidernes skiften
Kun delvis. Årstiderne følger Lundegaards færden gennem byen. Hvad betyder sommerens varme i København? Jo, i baggårdslejlighederne betyder den, at man helst ikke skal lukke vinduerne op, fordi stanken fra skarnkasserne er stram.

Rejsebureauerne reklamerer med rejser til de Kanariske Øer, i Tivoli regner det i stride strømme, og der er kommet nye grøntsager, kartofler, asparges, jordbær, som bare er så dyre, at de ikke er til at købe. ’For almindelige mennesker altså’, tilføjer Mogens Klitgaard.

Så er der Assistenshuset, nu ’Ministeriet for kulturelle anliggender’. Lundegaard står der med sin pakke stof og prøver at samle mod til at pantsætte det. Men udenfor er der pænt ligesom i dag, gamle huse med karnapper, Thorvaldsens Museum, Christiansborg, Stormbroen – den eneste forskel er, at fiskekonerne endelig forsvandt, og dermed, måske, fiskelugten omkring Absalon.

Byen som kulisse
Men København er på en måde ikke August Lundegaards by. Den eksisterer for fuldt udtræk, men den er ... nogen andres. Den er levende kulisse. Forhenværende manufakturhandler Lundegaard har ikke muligheder for selv at se den og slet ikke muligheder for at nyde den, byen er til benefice for læseren, våren såvel som vinteren.

Hvad er den? Kold. Og efteråret i København betyder ikke gule træer, men grå, skidne gader med slud. Skildringen er ’objektiv’, klinisk. København er ’byen’.

LÆS OGSÅByarkitekt vil sætte verden i øjenhøjde

Der er et udtryk, som jeg husker fra min egen beskyttede barndom: er der nu kommet ’varme i rørene’?

Det betyder, om radiatorerne er begyndt at fungere. De kommer ikke til at fungere for hovedpersonen, han er fortabt af politiske årsager, der er formummede i det fjerne.

Hvad er det, der har kuet ham? Tilfældigheder, en økonomisk krise, krakket i New York? Hvem er August Lundegaard? Anbragt i byen, men ganske uden håb.