»Hypnotisøren’ var da for meget. Det var, som om man havde taget alt det onde og proppet det i en og samme bog«.

Således lød dommen fra en svensk ven i sommer, da vi drøftede årets udvalg af hængekøjelekture og jeg i den forbindelse nævnte, at jeg var opslugt af pseudonymet Lars Keplers anden roman om den finsk-svenske kriminalkommissær Joona Linna og hans genvordigheder med såvel forbrydere som kvinderne i sit liv.

LÆS OGSÅAnmeldelse: Morderisk fart og tempo i 'Hypnotisøren'

Jeg replicerede, at hvis han havde det sådan, skulle han nok gå i en lang bue uden om ’Paganinikontraktet’ og måske overveje at gå om bord i Gösta Ekmans nyligt udkomne erindringer i stedet (som parentetisk bemærket er ganske interessante trods deres ublodighed).

Faust og Fandens pagt
For den dykker endnu en gang ned i menneskesindets mørkere dybder; ja, titlen henviser til en kontrakt, der er tanden mere forpligtende at skrive under på end den, Faust og Fanden indgik, fordi den også har implikationer, selv om kontrakttageren dør.

Og den har sit navn efter den naturstridigt teknisk virtuose, italienske 1700-tals violinist Niccolo Paganini, som ifølge mytologien solgte noget for at få sit talent.

Hvordan det mere specifikt hænger sammen i denne romans sammenhæng, skal ikke afsløres; det må eventuelle læsere af romanen selv erfare på frydefuld vis. ’Paganinikontraktet’ er nemlig en virkelig god spændingsroman, der spiller i en anden toneart end forgængerens ekstremt blodige.

To døde mennesker
Udgangspunktet er to døde mennesker. Det ene er fundet på en sejlbåd i den stockholmske skærgård. Det andet hænger fra loftet i en herskabslejlighed i et af den svenske hovedstads celebre kvarterer. En ganske ung pige og en midaldrende (embeds)mand.

Joona Linde aner med det samme, at ingen af de to har mistet livet på reglementeret vis. For pigen har lungerne fulde af brakvand, hvilket er dybt besynderligt, fordi der intet spor er af dette andre steder på hendes krop og på båden.

Hun er druknet, men ligger på en seng i sit lukaf. Og muligvis har manden begået selvmord, men heller ikke dette virker sandsynligt; det forekommer, at han har fået en hånd.

Opbygning som en spændingsfilm
Med dette setup som indledning går handlingen fra 0 til 200 kilometer i timen på få sider. Stilen er som forgængeren skridsikkert fortalt med en høj detaljeringsgrad, og opbygningen er som en spændingsfilm med sikkert afviklede scener.

Vi er både inden i karaktererne og ser dem på afstand, igen et træk, som hiver oplevelsen i retning af det filmiske.

Først og fremmest er det for så vidt angår intrige infamt effektivt og mere end almindeligt spændende. For modstanderen, der viser sig at være nærmest larger than life, er djævelsk som få, hvilket medvirker til at gøre et jagtforløb nærmest ulideligt.

Ægte krukker
I samme åndedrag lykkes det faktisk også for den at være noget for en kriminalroman så sjældent som barokt morsom og en lille smule satirisk.

Thi der tages lige en smule knald på den svenske kendiskultur, som er noget anderledes end vores, blandt andet er tabloidmediernes loyalitet af en væsentligt større kaliber end de danskes, og af en eller anden grund er Sverige også rigere på ægte krukker; måske fordi landet også har vildt levende elge og rigtige bjerge samt en markant bedre skolebespisning.

Personskildringen er stadig Keplers svage punkt; vi kommer ikke ret meget tættere på seriens hovedperson, og der tegnes psykologisk set med lav opløsning. Det er et minus.

Vi får heller ikke Satans meget at vide om – de med stor sandsynlighed skandaløst forringede – forhold inden for sundhedssektoren i et Folkhem med borgerligt styre. Men for Satan hvor bliver vi underholdt. Derfor: Nap en sidste weekend i sommerhus og tag Kepler med i tasken. Og glem alt om svampeplukning; det bliver der ikke tid til.