Det er en forpustet opfølger, den amerikanske Shakespeare-forsker Jennifer Lee Carrell har skrevet til sin debutbestseller.

’Shakespeares hemmelighed’ var jeg virkelig begejstret for. Blandingen af spændingsroman og ikke almindeligt kendte oplysninger om den legendariske barde og dennes værker var i god balance, syntes jeg. Det var en både lærd og livlig bog, herlig lystlæsning.

LÆS ANMELDELSE Carrell kan sin Shakespeare

Mine forventninger til ’Shakespeare forbandelsen’ var derfor høje. Måske for høje, for skuffelsen indtraf ret hurtigt. Bogen er simpelthen for hektisk, never a dull moment, som man siger.

Forsvundet Shakespeare-stykke
Jennifer Lee Carrell, der er ph.d. i engelsk og amerikansk litteratur fra Harvard, har Shakespeare som sit speciale, hun har instrueret Shakespeare-stykker for universitetets Hyperion Theatre Company og er uden tvivl meget vidende.

I første krimi var udgangspunktet et mord og hurtigt derefter jagten på et forsvundet Shakespeare-stykke, rundt omkring i Storbritannien og i USA. Handlingen bevægede sig også frem og tilbage i tiden, Shakespeares tid, ’guldgravertiden’ i USA og vor tid. Hun bruger nogenlunde samme teknik i bog nummer to.

Her handler det om ’Macbeth’ i skikkelse af en forsvunden og måske ægte magisk originaludgave af det i forvejen mystikomhyllede ’skotske stykke’ – som det jo kaldes af overtroiske teaterfolk, der ikke ønsker at påkalde sig det onde.

Carells alter ego, Kate Stanley, amerikansk Shakespeare-forsker og -instruktør, inviteres til Skotland af Lady Nairn, som bebor den rigtige Macbeths slot, og som nedstammer fra en af de slægter, som var involveret i det oprindelige skotske drama.

The lady is a witch
Den gamle lady er en tidligere berømt skuespillerinde, og efter sin mands mystiske død har hun et stærkt ønske om spille teater en sidste gang. Men det skal være ’Macbeth’. Vel at mærke i den forsvundne originaludgave, thi ladyen er en heks, en af de gode, muligvis.

Kate skal altså instruere en mystikindhyllet og bortkommen version af stykket, som hun først lige skal finde. Samtidig skal hun også passe på lady Nairns trodsige 15-årige forældreløse barnebarn Lily, som er kommet i kløerne på nogle skumle tilbedere af sort wicca, en nyhedensk mysteriereligion.

Selvfølgelig er andre på jagt efter stykket, som siges at indeholde nøglen til ægte trolddom.

I løbet af de første få sider vrimler det med lig, som forsvinder, lig, som ikke forsvinder, tarokkort, magiske spejle og hæsblæsende jagt gennem landskaberne. Kate Stanley er næsten hele tiden i løb, når hun da ikke overraskes bagfra af en kniv mod sin strube.

Trættende i længden
Det bliver ærlig talt meget trættende i længden, også forvirrende, fordi forfatteren hele tiden afbryder med historiske og intrigemættede tilbageblik på den tid, da Shakespeare (måske!) var i Skotland.

Måske siger det mere om mig end om bogen, at jeg snarere end al den hæsblæsende action i højere grad nød Carrells epilog om grundlaget for romanen. Her er oplysninger om den historiske baggrund for de personer, lokaliteter og ingredienser, hun har ladet sig inspirere af.

Heri indgår Gundestrupkarret fra Nationalmuseet, et fantastisk sølvfund fra jernalderens keltiske Europa, nu i rollen som heksekedel. Gid hun havde droppet forfølgelserne indimellem og givet sig tid til at give sine personer større dybde.

Hun kan skabe intense stemninger, men hun dynger på denne gang. Carrell er uomtvistelig god til at få interessante historier, bygget på historisk forskning, frem i lyset til glæde for andre end specialisterne. Det ene af de fire hjerter skyldes så decideret epilogen.