I de dage, jeg tyggede mig igennem tyske Helene Hegemanns danske romandebut ’Axolotl Roadkill’, døde min far.

Jeg nævner det, fordi det betød noget for min læsning.

Totalt utrænet i at slingre på kanten af livet med så stor en sorg faldt samtlige kontrolparader, jeg har – og kender til. Mit sanseapparat tunede sig på ’fuld modtagelse’ med det resultat, at Helene Hegemanns syretrip gennem Berlins stræder i første omgang satte sig som en prikken i min venstre hånd, men endte med decideret angstanfald.

LÆS OGSÅ17-årig succesforfatter taget i at skrive af

Den tomhed, romanen skildrer, fandt resonansbund i min, spejlede den og skabte en intens læseoplevelse af de sjældne. En usædvanlig effekt udvirket af en ung debutants bemærkelsesværdige sproglige bersærkgang.

Selvdefineret univers
Man kan næppe tale om en egentlig handling eller et fortællemæssigt forløb. Snarere tager Hegemann os på en stemningsrejse frem og tilbage mellem dystre afkroge af sindet og punkter, der minder om normalitet.

I ’Axolotl Roadkill’ bor den 16-årige Mifti sammen med sine ældre halvsøskende efter en alkoholiseret mors død. Deres biologiske far cirkulerer i randområdet af deres tilværelse, primært optaget af sig selv.

Overladt til at skabe og definere sin egen verden, sine egne værdier, pjækker Mifti fra skole for at fylde sig med samtlige tilgængelige euforiserende stoffer, hverdagen i Berlins kunstneriske undergrund byder på.

Et univers, hvor tilfældig sex med fremmede udveksles uden engagement eller med den umodnes simulerede liderlighed.

Uden pejlemærker
Som Miftis deroute lines op, har den karakter af mareridtsagtig rejse uden startpunkt eller slutning, hovedsagelig styret af behovet for at erstatte ét trip med et andet.

Med Berlin som centrum for skildringen har vi geografien på plads. Men det fysiske rum omkring hendes selvdestruktion og tiden som konkret fæste i døgnet optræder kun undtagelsesvis. Har dagtimerne betydning, er det som lysgener gennem nedrullede persienner.

Denne begrænsning af orienteringsmæssige pejlemærker forstærker læseoplevelsens undergangsstemning med læserens oppiskede hjerterytme som resultat.

Man famler sig frem på usikre ben. Ikke mindst fordi det ukendte terræn repeteres i formen, der flyder fra klare, handlings- og dialogbårne passager til lange associationsflow, hvor refleksion og argumenter blandes til et mylder og opløser sig som sammenhængende tekst.

Lovende og foruroligende talent
Hegemanns roman er langtfra let tilgængelig. Løser man billet, får man en tur til helvedes forgård. Et skrækindjagende kig ned i dybet, hvorfra alle evakueringsmuligheder synes udtømt.

Hvis karakteren Mifti er et sindbillede på en helt ung generations håndtering af tidens værdisammenbrud og mangel på brugbare pejlemærker, er det dybt foruroligende læsning. Lægger man imidlertid al pædagogisk bekymring til side en stund og lader sig overvælde af den unge forfatters sproglige overskud, møder man et ualmindelig lovende talent.

Om føje år helt i vægtklasse med svenskerne Daniel Sjölin og Sara Stridsberg, to af forlaget C&K’s andre modige udgivelser, som de senere år har afprøvet skønlitteraturens konventionelle grænser. Som de dækker Helene Hegemann præcis den intellektuelle udfordring, man kan ønske sig noget mere af i dagens litterære landskab.

LÆS INTERVIEWStridsberg: Jeg følte mig beskidt, ækel og grotesk

Godt gået af en 18-årig!