I Europa hersker der ligevægt – uden for Europa hersker England.

Sådan ser verdensbilledet nogenlunde ud, da vi rammer år 1900, og 50 millioner glade mennesker fra hele kloden tager til Paris for at gå på verdensudstilling.

Men mange drømmer om at ændre ligevægten, især de usikre, utilfredse, rastløse tyskere, som sammen med den unge kejser Wilhelm har været ved magten i Tyskland, siden de forskød Bismarck i 1890.

Kejseren og konsorter ser helst et nyt århundrede med ligevægt ude i verden, mens Tyskland hersker i Europa.

LÆS OGSÅ Aviskorrespondent fortæller forrygende om Europa

Og det 20. århundrede bliver i en vis forstand Tysklands, ligesom det 18. århundrede har været Frankrigs og det 19. århundrede Englands.

Et katastrofalt århundrede, hvis ulykker ikke er slut, da Berlinmuren falder i 1989.

I dag, 11. november 2010, er det 92 år siden, våbenstilstanden efter Første Verdenskrig blev underskrevet. Le jour de l’armistice er en god dag at anmelde Geert Maks monumentale bog om Europa.

Bogen samler i store mesterlige greb, i små sigende detaljer, i suveræne rejsereportager og i en overdådighed af litterære referencer hele kontinentet og hele århundredet.

Geert Mak (født 1946) er den hollandske forfatter, hvis verdensberømmelse nåede Danmark, da hans værk om ’Min fars århundrede’ blev oversat i 2009.

Geert  Mak. Nu kommer så bogen, der først vandt ham berømmelsen. En bog, der vidner om, at han også er journalist.

Gennem hele året 1999 rejste Geert Mak Europa tyndt og skrev hver dag en opsats til nederste højre hjørne på forsiden af sin avis, NRC Handelsblad:

»Det var en slags afsluttende inspektionsrunde: Hvordan stod det til på kontinentet her ved slutningen af det 20. århundrede?«

»Der findes ikke noget europæisk folk«
Bogen ’Europa’ bygger på denne rejse fra Lissabon i vest til Istanbul i øst, Fra Rom i syd til Stockholm i nord.

Kapitlerne hedder januar, februar, marts osv., og hver måned bringer os et årti frem, i takt med at månedens/årtiets rejser går til de steder, hvor det har brændt på, om det så er verdenskrigenes Berlin, Wien, Verdun og Versailles, om det er revolutionens Sankt Petersborg, den spanske borgerkrigs Guernica , Margaret Thatchers London – eller Balkan-krigenes Sarajevo i 1990’erne, som så sørgeligt sluttede ringen til det Sarajevo, hvor et skud i 1914 udløste Første Verdenskrig.

LÆS OGSÅ Amerikas fantastiske historie fortælles fabelagtigt

Da våbenstilstanden efter denne Den Store Krig blev underskrevet 11. november 1818, havde 70 millioner soldater været ved fronten, 9,4 millioner havde mistet livet og 15,4 millioner var blevet såret.

Gadebilledet i enhver fransk landsby var i årtier præget af »ituslåede ansigter«.

Og selv om Geert Maks ’Europa’ er en kærlighedserklæring til vores verdensdel og dens rigdomme, så er der i selve hans metode, rejserne til de mindeværdige steder, noget, som særligt fremhæver Europas ituslåede ansigt.

I Versailles, foråret 1919, underskrev man en fredsaftale, som førte lige lukt til den næste verdenskrig.

Her kunne Europa føje holocaust til det 20. århundredes rædsler, og med udryddelsen af den europæiske jødedom var det vel allerede i 1945 et spørgsmål, om Europa fandtes længere.

Hvis man i dag søger en europæisk kultur, så kan man i dag til en start konstatere, at »der findes ikke noget europæisk folk«, skriver Geert Mak på side 870.

Man søger forgæves »én altomfattende fælles kultur og tradition mellem Jorwerd, Vásárosbéc og Kefallonia«, siger han og opregner, at der er mindst fire forskellige kulturer: den nordlig-protestantiske, den latinsk-katolske, den græsk-ortodokse og den muslimsk-osmanniske.

LÆS OGSÅ Geert Mak fortæller vedkommende familiehistorie

Firdelingen er måske rigtig nok, men der fandtes jo en gang et kulturfolk i Europa, der favnede det hele, hvad Geert Mak selvfølgelig er på sporet af overalt, men ikke tager med lige på dette sted i bogen: det jødiske folk.

Flertallet af disse altfavnende europæere blev dræbt i Hitlers gaskamre, og dermed mistede Europa uigenkaldeligt sig selv og blev til en verden af i går.

Hver dag bringer et nyt direktiv fra Bruxelles
At en organisation ved navn EU i dag er under opbygning, betyder først og fremmest det umådelig positive, at sandsynligheden for endnu et ’tysk’ 20. århundrede er ringe.

Men det betyder ikke, at en europæisk kultur eller identitet er under genopbygning, snarere tværtimod.

Mens hver dag bringer et nyt direktiv fra Bruxelles, aner vi stadig mindre om, hvad der foregår i de enkelte lande, og vi har slet ingen europæisk offentlighed befolket med mennesker af kød og blod og holdninger.

Men det råder Geert Maks bog en lille smule bod på.

Han møder de klogeste, sjoveste og mærkeligste mennesker overalt på kontinentet og giver dem stemme.

For eksempel sidder der en gammel mand på et værtshus i den allerede nævnte lille landsby Vásárosbéc i det sydlige Ungarn.

»Ikke mere slagte? Ikke brænde grene af?«
Da Geert Mak besøger værtshuset i 1999, mens ungarerne drømmer om rigdom og EU-medlemskab, forklarer den gamle de andre ved bordene, at de nok skal få det alt sammen, men at de også kommer til at »miste ting af stor værdi: venskab, evnen til at kunne klare sig selv for få penge, til at kunne reparere ting der går i stykker, muligheden for selv at holde svin og slagte dem hjemme, friheden til at afbrænde så mange grene, I har lyst til, og det er bare noget af det«.

De gode folk i Vásárosbéc ser vantro på den kloge gamle: »Ikke mere slagte? Ikke brænde grene af?«.

Og Mak tilføjer: »Dengang vidste de endnu ikke, at det ikke ville vare længe, før de heller ikke måtte ryge i cafeen«.

Intet under, at vi europæere er nostalgiske.

Små tusind sider længere fremme i bogen går Geert Mak en tur på markedet i den franske by Dieppe:

»... en eneste stor fest med mængder af frugt, grøntsager, oste fra gårdmejerierne, hjemmelavede pølser og andre herligheder fra lokalområdet. Og dog var – og er – en betydelig del af dette marked illegalt. Strengt taget var det ifølge EU-reglerne ikke tilladt at sælge mange af disse bondeprodukter«.

EU’s regelsæt fylder ca. 80.000 sider.

Nostalgiens monstre
Et sted i Spanien, eller rettere i Baskerlandet, møder Geert Mak den baskiske nationalistbevægelse, som i sit væsen er en bondebevægelse.

Han tænker, at netop det bondske måske er »en af grundene til denne bevægelses popularitet i det alternative ungdomsmiljø, også i resten af Europa.

Nostalgi var – og er – et vigtigt signal:

Den er essentielt en anklage mod en moderne tid, der kun er opfyldt af materialisme og en blind tro på alt, hvad der er nyt.

Men nostalgien kan også frembringe monstre.

Fra Kosovo til Ruthenien til Baskerlandet, overalt er europæere drevet til vanvid af længsel efter et fædreland, som ingen nogensinde har kendt; som i mange henseender aldrig har eksisteret«.

LÆS ARTIKEL Norden findes uden for Norden

Den europæiske nostalgi har også at gøre med den virkelighed, der så at sige blev skrevet under på i en jernbanevogn i en kedelig fransk skov ved navn Compiègne 11. november 1918:

»Der var for altid sat en stopper for oplysningstidens optimisme, det stille håb om at alting langsomt, men sikkert ville blive bedre«.

»Den gamle verden er i hælene på dig«
Kun tretten år efter le jour de l’armistice var pessimismen blevet så grundfæstet, at en hovedperson i Erich Kästners roman ’Fabian’ fra 1931 kunne sukke:

»Den nære fremtid har bestemt, at jeg skal ende som blodpølse«.

Geert Mak citerer både sukket og fortsættelsen:

»Hvad skal jeg lave i mellemtiden? Læse bøger? File på min karakter? Tjene penge? Jeg sad i et stort venteværelse, der hed Europa«.

Og vi andre, hvad mon vi venter på her i 2010? Og hvad skal vi få tiden til at gå med? Måske kan vi lade os inspirere af det kendte kampråb, som Geert Mak erindrer om fra Paris i maj 1968:

»Løb, kammerat, den gamle verden er i hælene på dig«.