Som Karl Ove Knausgård og hans stærkt omtalte selvbiografiske føljetonroman 'Min kamp' er også Tomas Espedal med bøger som 'Gå' og 'Mod kunsten' en norsk forfatter, der skriver jeg-litteratur under eget navn.

Men ikke kun fordi han selv allerede for tyve år siden med romanen 'Jeg vil bo i mit navn' begyndte at skrive med lighedstegn mellem forfatter og hovedperson, ser Espedal en helt afgørende forskel på sit eget destillerede skriveprojekt og Knausgårds berømmede vildmandslitteratur.

»I Norge bliver Knausgård betragtet som en del af en tendens. Det er jeg uenig i. Han er begyndelsen på noget helt nyt«, mener den 49-årige norske forfatter.

Selv blev han i sin tid inspireret til at tage skridtet ind i jeg-formen og den stedbundne litteratur af to danske forfattere. Nemlig Thorkild Hansens dagbøger og Klaus Høecks digtmonument ' Hjem'.

»Vi kan tage hævn«
»Jeg tog mig også friheden til at bruge mit navn og rigtige adresse. Men det var ikke noget, der slog igennem. I Norge er det meget belagt med skam at skrive »jeg«. Jeg tilhører i udgangspunktet lyrikken, hvor »jeg« er mere brugt, men det har taget lang tid, før det er blevet anerkendt og etableret i norsk prosa«, siger Tomas Espedal.

»Knausgård har fået friheden til at skrive akkurat, hvad han vil. I akkurat den kvalitet, han foretrækker. Uden nogen form for redigering fra forlagets side. Han bliver en kronikør og det er en fantastisk frihed! Det er aldrig nogen sinde set før. Der er jo overhovedet ingen redigering«, siger Tomas Espedal.

LÆS MERE Balladen om Karl Ove

»Mange af passagerne er jo virkelig dårlige. Steder, hvor en redaktør normalt ville gå ind og sige, at her strammer vi lige eller skærer væk. Men gjorde man det, ville hele projektet kollapse. Det er en triumferende frihed. Nu kan alle slags bøger lade sig gøre. Vi kan flytte grænser. Vi kan tage hævn. Forlagene i Norge har lige nu travlt med at ansætte advokater! Mange af de problemer, han rejser, er jo juridiske. Dem kan litteraturen ikke løse«, siger Espedal om konsekvensen af at skrive løs med virkelighedens navn og nævnelse.

Du er for god
»I mit projekt har jeg hidtil været forholdsvis forsigtig. Jeg har ændret på kronologi og navne, men NU er det vist på tide at gå nogle skridt videre«, udbryder Espedal og griner, så han næsten hikker.

»I bogen ' Dagbog' er der en diskussion mellem mig og Knausgård, hvor han kritiserer mig for at skrive for godt. Det er den eneste kritik, jeg nogensinde har taget til mig for alvor. For det, han siger, er jo, at mit projekt er spændende, men er for meget litteratur«, beretter Tomas Espedal.

ANMELDELSE Karl Ove Knausgård holder et formidabelt niveau (seks hjerter)

»Jeg har prøvet at skrive dårligt. Jeg har prøvet at skrive hurtigere. Jeg har prøvet at skrive lige frem og baglæns. Jeg har prøvet at skrive beruset, i kældre og på lofter«.

»Men jeg har aldrig kunnet lære at skrive dårligt! Det må være et instinkt. Hvis jeg skriver en sætning, der bryder med en tankens eller kroppens forestilling om, hvad der er godt, så får jeg det fysisk dårligt«.

Foto:  Martin Slottemo Lyngstad At kunne ramme en falsk tone rent uden bare at blive plat. Er det her, litteraturens mulighed for at finde nye energier ligger?

Tomas Espedal tror, det måske er et spor, der er værd at forfølge i en tid, hvor krimier, genrefortællinger og charmerende eksperimenter ellers præger litteraturen de fleste steder.

Men i Norge har man både en fornuftig regering, en kulturminister, der læser bøger, og en rimelig økonomi. Alt sammen jordnære faktorer, som betyder meget.

»Lige nu har vi en unik mulighed for at gøre, hvad fanden vi vil!«, udbryder Tomas Espedal.

ANMELDELSE Snurrig vagabond tøjler rastløsheden (fem hjerter)

»Vi må sige farvel til læserne. Vi må væk fra alle kontrakter med læserne. De må væk, hvis vi skal flytte grænser i litteraturen. Vi må i en vis forstand være hensynsløse«.

Spændende uklarhed
Selvbiografi eller roman?

Herhjemme har debatten været mest hidsig i forbindelse med Knud Romers roman 'Den der blinker er bange for døden' og Jørgen Leths selvbiografi' Det uperfekte menneske'.

Hvad kan man tillade sig, og hvad kan man blive stillet til regnskab for, alt efter hvilken genre man bekender sig til?

»Det er dén uklarhed, der er spændende«, mener Espedal.

LÆS MERE Norden findes uden for Norden

»Både menneskeligt og litterært. Hvis du etablerer en form for autenticitet og troværdighed i din skrivning over længere tid, vil folk sige »nå ja, han skriver om sit eget liv«. I mit tilfælde har jeg forsøgt at være så nøjagtig, at det ikke er digtning. På et tidspunkt sagde jeg til mig selv: »Det er slut med at digte! Jeg er træt af det! Nu vil jeg være så nøjagtig som muligt! Og så se, hvor langt du kan gå««.

Ubehagelig kraft
»Når man så igennem måske ti år har etableret sådan en troværdighed, så har man en mulighed for at gå videre til det næste og mere ubehagelige skridt. Man kan begynde at lyve inden for troværdighedens rammer. På den måde kan litteraturen få en kraft ind. Men en kraft, som er ubehagelig. Man kan sige noget om mennesker, som slet ikke passer. Hvis man synes, man sådan skal være sød og venlig og tage hensyn til sine læsere, så er man FÆRDIG som forfatter!«, lyder salutten fra Espedal.

LÆS MERE Mennesket er en gangart

»Så kan man bare sætte sig ned og skrive disse her historiske romaner og kapitalistiske udgivelser, der strømmer ud hele tiden«.

»Uklarheden mellem selvbiografiog prosa åbner nogle nye ubehagelige muligheder for litteraturen. Det er den usikkerhed, vi må udnytte, og som vi, hvis vi går over grænserne, må betale for i form af skyldfølelse, dårlig samvittighed og ensomhed. Man kan jo til og med blive dømt«, gnægger han.

Vi må væk fra at lege litteratur
»Vi må væk fra iscenesættelse og væk fra at lege litteratur. Vi må bevæge os dybere ind. Vi må ind i et næsten dokumentarisk rum. Jeg tror, det er helt afgørende, man tør være hård og streng nok til at etablere en ny form for dokumentarisk realisme«.

Titlen på din nye bog er ' Mod kunsten'. Hvad mener du egentlig med det?

»Det begyndte med, at jeg-personen, som har mit navn, slet ikke havde noget uproblematisk forhold til begrebet kunst. Jo ældre jeg bliver, desto mindre kunst kan jeg holde ud. Ideen var faktisk at prøve på at skære igennem kunstlaget og komme ned til arbejdet«, siger han.

»Min familie var en arbejderfamilie. Jeg ville fortælle oldefars, farfars og fars historie, og det var en arbejderhistorie, som ikke rummede nogen som helst form for kunst. Så opstod paradokset, at det at fortælle om det i sig selv blev til kunst. Og han, som skal fortælle om det, bliver forfatter. At fortælle om arbejdet skubber ham i retning af kunsten. Det er den ambivalens, jeg ville have frem«.

Forfatteriet »er virkelig et arbejde«
Faderen er en arbejdsmand. Men forfatteren bliver jo på sin egen måde også en arbejdsmand?

»I hele min forfattervirksomhed har det været vigtigt for mig at demonstrere, hvor meget arbejde det egentlig kræver at være forfatter. At det virkelig er et arbejde. Jeg skriver om at skrive. Her er mine arbejdstimer. Her er min produktion. Her er min maskine. Det står sort på hvidt. At det faktisk ligner et arbejde. Det har været vigtigt for mig at markere denne udvikling fra mit tidlige forfatterskab, der var mere mytisk«, fortæller Tomas Espedal.

LÆS OGSÅ Norsk narcissisme giver den fuld skrue

Han slog som ung sine folder i det københavnske punkmiljø og fik sin del af dansk litterær mytedannelse i Michael Strungeepoken.

Den sociale arv går i tunge sikkerhedssko
Men en rigtig arbejdsmand ville jo nok tage fat i din bogs 158 sider og konstatere, at det da vist næppe kunne tage så lang tid at lave sådan en lille fyr?

»Nej«, smågriner Tomas Espedal og må for en gangs skyld fiske lidt efter ordene.

Nej, man vil jo nødig falde igennem som arbejdsmand. Selv om spørgsmålet selvfølgelig er stillet halvvejs i spøg. Den sociale arv går i tunge sikkerhedssko igennem litteraturen.

Måske sidder vi begge to i dette øjeblik og tænker på landsmanden Per Petterson og hans beskrivelse af moderens raseri, da sønnen frivilligt opgiver at undslippe arbejderklassen og vrager en akademisk fremtid til fordel for et liv som ægte marxistisk fabriksarbejder.

LÆS ARTIKEL Petterson giver lyst til at genlæse Hemingway

»Min far læser jo ikke bøger eller aviser. Så de vil slet ikke kommentere, hvad jeg skriver«.

Synes de, det er et problem, at du skriver i jeg-form med de rigtige navne?

»Det ved de ikke«, kommer svaret prompte.

Men så trækker Espedal lidt i land med eftertanken som krog.

»Jo, de har nok hørt om det. Men jeg tror, min far lukker øjnene for det hele. Det har givet mig en frihed til at blive ved med at gøre det. For dem er det jo på en måde en verden, som ikke eksisterer. Jeg har engang skrevet, at han var uddannet kemiker, men at det eneste, han har brugt sin uddannelse til, er at brænde sprit. Det fik han refereret. Og så syntes han jo, det var lidt morsomt. Når man skriver, som jeg gør, er der mange ting, man må have et afklaret og reflekteret forhold til. Man må være beredt på at kunne tackle situationen i forhold til sine nære. Sin datter, sin kæreste, sin mor, sine venner, naboerne og alle dem, der faktisk er kommet ind i dit liv, fordi du har inviteret dem«.

Destillationsprocession
Trods sin beskedne størrelse er ' Mod kunsten' en roman, der har mange af de store temaer i spil.

Familien som begreb, forhistorie og ramme. Hele spørgsmålet om, hvordan kunstneren bliver til.

Der er stof til en diger slægtsroman, men Tomas Espedal er mere optaget af at koge ind end af at folde ud i bindstærke slægtskrøniker.

»Hvis jeg lykkes, er det nok på grund af min erfaring som lyriker. I de år, jeg har skrevet romaner, har jeg forsøgt at tage kvaliteterne fra lyrikken og føre det over på prosaen. Jeg vil gerne skrive meget komprimeret. Jeg skriver i hånden, og jeg skriver om mange gange. Så alt fyld forsvinder. Alt det dårlige smider man ud. For det gider man ikke se på«, siger Tomas Espedal.

Han giver således på en måde indirekte Knausgård ret i hans kritik.

LÆS MERE Norsk wonder boy er en våd anmelderdrøm

Tomas Espedal er en stakkel, der bare ikke kan finde ud af at skrive dårligt. Selv om han synes, det bliver sværere og sværere at skrive.

»Det er ikke svært at skrive bøger. Men det er svært at skrive gode bøger, og det bliver sværere, jo flere du skriver. Du skriver en god bog. Så kommer der forventninger fra læserne, og det hele flader bare ud for de fleste«.

Ekstrem sproglig raffinering
Espedal har på mange måder en særlig tilgang til skrivekunsten, som deler vandene.

I ' Mod kunsten' bliver sprogets raffinering nogle steder så ekstrem, at prosaen helt konkret muterer til lyrik.

Da bogen skulle igennem møllen på forlaget, mente én, at han burde droppe historien og lade digtene stå, mens en anden mente det stik modsatte.

Nu skar redaktøren igennem, så det litterære ' blandingsmisbrug' blev stående. Men Espedal var faktisk ikke selv helt sikker i sin sag.

Det er han nu.

»Jeg har lyst til at gå endnu mere radikalt til værks, når jeg skriver romaner. I min næste bog ' Mod naturen' kommer jeg nok til at reducere historien endnu mere og i højere grad nærme mig notatet«.

Den skotske poetprofessor Kenneth White har i mange år plæderet for en ny litteratur, hvor prosa, lyrik og rejsebeskrivelse smelter sammen i en slags stedets litteratur, hvor det selvbiografiske og det historiske smelter sammen.

ROY JACOBSEN 60’erne er opreklameret

En vision, som Tomas Espedal med romanerne ' Gå' og ' Mod kunsten' uafvidende bevæger sig i retning af at realisere.

»Det er sådan en prosa, jeg drømmer om. En prosa, som ikke nødvendigvis opfylder romankriterierne. I mine seneste bøger har jeg jo rent faktisk prøvet at undersøge, hvor meget romanen som form kan holde til. Jeg har brugt autentiske breve, dagbøger, digte og notater og så prøvet at se, om det stadigvæk kunne være en roman. Det er romanens muligheder, vi skal udforske yderligere«.

»Der skal være noget på spil«
I modsætning til f. eks. Virginia Woolfs romaner oplever man i høj grad i dag, at eksperimenterne foregår langt ude i et hjørne, mens mainstream buldrer derudad. Et eksperiment, som rækker ud, er en mangelvare?

»Lige præcis! Jeg læser mest eksperimenter. Jeg læser mange og med stor interesse, bl. a. fordi jeg underviser på forfatterskolen i Göteborg. Men jeg tænker, at sådan kan jeg ikke gøre. Og så læser jeg populære romaner og tænker, at sådan kan jeg heller ikke gøre«.

»Der må være en mulighed for at skrive en roman, hvor man både tager vare på det eksperimenterende og får fortalt en historie. Og hvor noget står på spil. At komme ud over romanens konventioner er udfordringen. Der er tusindvis af konventioner. Men der skal være noget på spil, og her ser jeg den selvbiografiske fortælling som en mulighed lige nu. Det er det felt, hvor de bedste skal arbejde lige nu. Der er faktisk noget, vi skal finde ud af. Der er faktisk opdagelser, der skal gøres. Ellers er litteraturen slut, tømt - bare en konvention«.