Her midt i krimiromanens meget lange nordiske højsommer glemmes det ofte, at novellen langt mere end romanen er genrens vugge og litterære genesis.

En håndfuld kortprosa af den geniale Edgar Allan Poe fra midten af 1800-tallet med den aristokratiske detektiv Chevalier Auguste C. Dupin, der opklarer mysterier i det postrevolutionære og restaurerede Paris, er og bliver krimiens skelsættende kravlegård.

Poe anlagde endog en særegen poetik for krimihistorien, der ikke må være længere, end at den kan læses i et stræk og gerne skal munde ud i det, som gamle Aristoteles kaldte for den forløsende katarsis og frankofile Poe med et fransk ord kaldte dénouement: de sidste ord på siden, der artikulerede knudens (op)løsning og plottets blotlæggelse.

Siden kom krimiromanen og andre måder at skrive kriminel kortprosa på end den klassiske, grundlagt af den store amerikaner.

LÆS OGSÅDanske krimier er bedst med mælkeskæg og whiskyånde

På det sæt er alle novelleskriverne i samlingen ’Liv for liv’, hvorfra overskuddet går til Dansk Flygtningehjælp, sunde og sene børnebørn af Poe, både hans mageløse kriminoveller og hans mere groteske fortællinger.

Socialrealistisk accent
Christian Mørks historie om terrorhandling i en lufthavn udstikker modernitetens tragisk-ironiske uhygge midt i det trivielle, det at rejse per fly.

Anna Grue lader sin danske efterkommer af ridder Dupin, trussetyven, reklamemanden og lejlighedsdetektiven Dan Sommerdahl, opdage, at Nice ikke er så nice, hvis du flanerer uden for mange franske forkundskaber.

Ægteparret Tornbjerg & Øbro leverer en gotisk romantisk fabel om, at Guds straf kan komme fra skoven, hvor en ærkeengel nu og da er forklædt som en vagabond.

Jussi Adler-Olsen serverer en elegant lejemorder med sin egen mordets melodi, denne fløjter i eget sorgløse tempo.

LÆS OGSÅDanmark får bestsellerliste for e-bøger

Jens Henrik Jensen skildrer efterlønsdanskerens hævn over liberalismens lykkeriddere, og hvad der af følger af skidt og charterrejser.

Forhåbentlig uden at fornærme nogen synes jeg, at Elsebeth Egholms lille gangstervignet med socialrealistisk accent og aura af skæbne, en voldtægtssag samt mord, er samlingens bedste.

Ja, desuden, uden at fornærme Egholm, klæder det hende at skrive mindre politisk korrekt om den bekymrede middelklasses moderne meninger og mere fatalt, indlevet, strengt og plotmæssigt om ære blandt tyve, gentlemen på tværs af lovens grænser, om ophøjet moral blandt oplagte mordere.

Læsning med god samvittighed
Men alt i alt: Disse diverse underholdende onde historier går til et godt formål.

Velfærdsdanskeren kan ligge på sofaen og læse om litteraturens kriminelle konstruktioner og via denne antologi sende gode overskudspenge til virkelighedens tabere, flygtninge uden fremtid.

Fint nok og hermed anbefalet varmt.