Det handler om at kunne pisse. Uden at bekymre sig.

Bare stille sig op mellem træerne på Christianshavns vold eller mase sig ind mellem mennesker på offentlige toiletter og tømme blæren. Så enkelt er regnestykket for Andreas ’Les’ Stein, hovedpersonen i ’Skurvogn 537 Christiania’.

Bare 27 år gammel får han kramper i mellemgulvet, hver gang han skal slå en streg på et offentligt toilet.

Men ikke så snart har han krænget det borgerlige Danmarks spændetrøje af sig og er flyttet ind på Christiania i starten af 1980’erne, før det fosser ubesværet ud af ham.

Kværnende fortælleform
Og så banalt er billedet på den frigørelse, Per Šmidl hylder i sin syvende roman: Før var Les et skyggemenneske på Østerbro med en blokeret blære, efter sin flytning til Christiania kan han pisse, hvor han vil.

Per Šmidl går til staden med den menneskelige synsvinkel og fortæller i øjenhøjde om de folk, der boede i skurvognsparken på fristaden, som han selv har gjort.

I grunden sympatisk nok, hvis ikke det var for den kværnende fortælleform og de mange små sandheder, der lige skal hældes af på slingrekursen mellem romanens to fortællespor.

Mindst 200 sider for lang
I sit ene spor følger romanen Les’ simple liv, kampe og tanker mellem godtfolk som Jakob Skurvogn og Gamle Knud samt alle kvinderne, med den trofaste Lili i midten af de krøllede lagener og mange hurtige smutture under vattæpperne.

Det er et liv med turister, demonstrationer og ikke mindst en tiltagende spirituel søgning, der starter med diskussioner af urtemedicin og ender med zenbuddhistiske visdomsord efter 400 sider. Hvilket er mindst 200 sider for langt.

Šmidl er nemlig ikke nærig med sine ord. Han pøser dem på siderne med stor energi og talelyst, men uden klare fortællegreb.

En sludrevorn skrivestil, der satser det hele på energien i sproget, lukker øjnene for redigeringen og ellers håber på det bedste.

Og det falder ikke heldigt ud, når det ikke ligefrem er erkendelsesudvidede sandheder, der falder ned over siderne, når Christiania karakteriseres »som stedet, hvor alt kunne ske og skete«, eller det omkransende danske samfund kategoriseres som et sted, hvor man korsfæster sig »på de falske formåls kors«.

I romanens andet spor møder vi Les i nutiden, hvor han bor på en ø med sin lille dreng og skriver med den amerikanske penneven Melanie.

Afsondret og på tankevandringer tilbage til det, Christiania var engang. I disse passager er noget knækket inde i Les, og her har romanen faktisk nogle fine glimt af erindringsmelankoli.

Det får dog aldrig lov til at fæstne romanen et andet sted end i den sprogbralrende situationskomik eller forhindre den selvgode røgelse i at brede sig mellem linjerne. Og den er i sidste ende det værste.

Pisser territoriet af
Misforstå mig ret. Jeg kan godt lide Christiania og har intet problem med, at nogle mennesker søger alternative veje gennem tilværelsen. Men det er sjældent, at trafikken går den anden vej.

At de frie fugle med Østens visdom i næbbet, rastafletninger i den hvide hårpragt og et afvæbnende forhold til fast arbejde også rummer de mennesker, der faktiske nyder den borgerlige tilværelse.

Nej, de er alle sammen fjolser i gang med at æde sig gennem dødens pølse.

Og netop denne underliggende selvtilfredshed bliver ikke mindre irriterende af at være sminket til med indianervisdom og reduceret til et billede af en mand, der står og pisser på en brændenælde. Men territoriet bliver da pisset af.

FACEBOOKBliv ven med Politiken