Hvis man kan lide bøger som den mexicanske Laura Esquivels ’Hjerter i chili’ eller ’Chokolade’ af Joanne Harris, eller hvis man synes, Roberto Benignis oscarvinder ’Livet er smukt’ var en dejlig film, vil man måske sluge Natasha Solomons debutroman, ’Mr. Rosenblums liste’.

For den forsøger at gøre grimt til smukt og sjovt. Heri indgår mad, der heler, mad, der gør ked af det, mad, som bringer fortiden frem. Hele bogen er som konstrueret af en konditor i samarbejde med en ejer af en gavebutik, sådan en fuld af små overflødige ting og sager med flæser og blomster, som man ikke aner, hvad man skal stille op med, når man er kommet hjem, og som ender som hadegaver.

LÆS OGSÅ Gumpetung dameroman er mainstream så det hviner i tænderne

Jeg siger ligeud, at jeg ikke kan fordrage ’Mr. Rosenblums liste’. Men jeg kunne heller ikke lide ovennævnte værker, fordi jeg er ganske allergisk over for konstruktioner, der giver sig ud for at være fantasifulde og romantiske fortolkninger af en barsk virkelighed, men som fremstår – for mig! – som uærlige og spekulative.

Men andre har tydeligvis anderledes indrettede følehorn, og Natasha Solomons fabelversion af sine bedsteforældres immigrantliv har modtaget smukke anmeldelser i Storbritannien. Dybest set handler den om englændernes antisemitismen før, under og efter Anden Verdenskrig. Men på en sød og underfundig måde (påstår den).

Godt af at være bedrøvet
Om Jack Rosenblum hedder det: »Jack var enig med sine naboer om, at jødens rolle var at undgå at blive bemærket. Hvis ingen bemærkede én, blev man ligesom en parkbænk, nyttig, hvis man tænkte over det, men man skilte sig ikke ud«.

Rosenblum, der ender med at kalde sig Rose, gør sit bedste for ikke at skille sig ud, men tværtimod tage de råd om assimilering dybt alvorligt, som familien fik udleveret ved landgangen i Harwich i august 1937. Han gør alt det rigtige, klarer sig godt, men forbliver dog fremmed og driver sin iver for at blive sand brite så langt ud, at han flytter til Dorset for at anlægge en golfbane, som han, jøden, kan blive medlem af.

Hans kone, Sadie, vil ikke opgive sit tyske og slet ikke sin længsel efter de familiemedlemmer, der omkom i krigen. Hun laver sin mors mad og giver Jack retter, han ikke kan lide, for at han ikke skal være så glad (!). Han har godt af at være bedrøvet, ligesom hende, mener Sadie.

Oversød
Der er også en datter, der bliver meget engelsk, men hende kan det ærlig talt være lige meget med. Det hele er så overvældende villet excentrisk, Jack er bundirriterende i sin naive og egoistiske drømme og Sadie patetisk i sin sorg, og ikke tusinde gode landskabsbeskrivelser fra Dorset (og dem er der nogle stykker af) kan få denne læser frelst igennem. Foto:  Bogens omslag

Det føles som at spise en hel sportslagkage fra La Glace, ganske alene.

Det er muligt at beskrive jødehad, fremmedhad, alle former for had og fordomme, og de modtræk, mennesket gør sig for at undgå at rammes, på en intelligent måde. Sågar ironisk og sjov, satirisk, satanisk. Men med kager og golf og halvskøre eksistenser bliver det for eventyrligt trist. Som at sidde klistret alt for længe til en parkbænk.