Der bliver skramlet og skrumlet energisk med rumsterstang og svabergast i Klaus Rifbjergs nye digtsamling.

’Stederne’ er Rifbjergs fødselsdagsgave til sig selv og os andre, og i mine øjne kunne den ikke være meget skønnere. Køn og nydeligt indpakket, sådan sprogligt set, er den ikke! Tværtimod er den spruttende og spjættende, knarvorn og munter i sin uforlignelige klejnevridning af det danske sprog.

Rifbjerg er den store erindringskunstner. Intet vil have være lettere end at diske op med erindringsbilleder fra 1940’erne, som man kunne have suget til sig, som hugorme suger solvarme.

LÆS OGSÅFire store danske forfattere skriver hyldest til Rifbjerg

Jo, Rifbjergs gamle hugorm i solen er her skam, og mange andre fine erindringsbilleder med den, men de er ikke efterladt alene tilbage. Erindringens sprog bliver hele tiden konfronteret med sansningens apparat.

De gamle navne på mænner og fordums produkter sættes sammen med håbløst-heroiske forsøg på at gribe nuet i kravetøjet. Det eneste sted, hvor livet kan leves, kan ikke fanges. Men stederne kan indrammes. Tiderne skifter. ’Stederne’ findes.

Vitaliteten springer fra sproget
’Stederne’ er en af de mest rifbjergske af alle hans digtsamlinger. Struttende af R-vitaminer og saftsuseme stik modsat af magelig. Her er ingen illusioner eller noble sværmerier for formstøbte konklusioner, »fordi det er så skide banalt med lysten &/ liderligheden og den underliggende rædsel / der bliver tilbage / når alt andet er sagt«.

Kun livet og døden, sansningen og rumsterstangen, som må ruske op i det spæge kød og træge sprog.

De 22 stykker i suiten ’Stederne’ kommer vidt omkring. Det starter med landskab med sårskorpe, og via forårsstemning med løv og pop og pis og papir er det på trods af smutture til sydlandske himmelstrøg og Ummanaq mod nord mestendels i Danmark, vi befinder os. Det velkendte ukendte. På Amager Fælled, i gårdsangernes baggårde, ved Vesterhav og Limfjord.

LÆS ANMELDELSERifbjerg fortsætter surmuleriet

Et landskab med bundgarnspæle, hvor vi kan sidde og bilde os ind at være så civiliserede, mens vi skåler over hvide duge og intetanende slubrer ursuppe i os. Vitaliteten i digtene springer fra sproget, mens Rifbjerg dissekerer endnu »en mærkelig almindelig dag / forklaringsløs som de fleste«.

Han fyrer op med gode, gamle ord, som »spygatter« og »valke«, der med tidens hastigt skrumpende aktive ordforråd er på vej ud. Man må bare hænge på og nyde rutsjebaneturen, som også tager et skummelt dyk i Tivolis sø undervejs.

At rur er små krebsdyr, som Rifbjerg ærer med vittigheden »rurdistrikt«, måtte jeg til ordbogen for at finde ud af og måtte også dykke ned i digtenes muntre sammenrodning af brokkasse og lir for at regne ud, hvad der sker, når ’Darduse staven’ rører på sig. Staven hidrører fra Johannes V. Jensens ’Darduse. Bryllup i Peking’ og linjerne »på valsen går Darduse / og griber til sin stav«. Darduse, ja, det smager jo godt!

Alvor i båthornskakofonien
Samtidig fletter Rifbjerg med drilsk husflid faste talemåder og gamle citater ind i digtene, så de som faste holdepunkter i kursiv må kæmpe for at holde balancen i skiftende tider mellem stående vending og vaklende kliche. Og oven i alt dette leger han med sprogets fonetiske byggeklodser, så det kommer til at lyde som børneremser benyttet i en alder, hvor man risikerer at gå i barndom.

Netop det at binde sløjfe mellem det første og det sidste og hænge det op som en guirlande af »psykoinfantile indfald« er en vigtig del af suitens rustikke charme. Der er »tag / den pant og lad den vandre«, og salig Rilke & co. ville nok være dånet ved synet og lyden af al den dunk dunk, bank bank, fut fut, gok gok, dyttelytdytdytdyt og tippetippetin tippetan.

Men på trods af dyt og »båthornskakofoni« er det skam alvorligt nok, dette liv med og uden hoved og hale. ’Stederne’ er digte lænet op imod en allestedsnærværende død i en alt andet end melankolsk accept af »mødet rundt om hjørnet«.

Døden hænger ud som en bølle, men hvad kan man sige om det hjørne, man ikke har rundet? Så hellere lade landskaber åbne sig, så de kan slå bro over tiden.

Oplevelsen af landskabet, af stederne, »som egentlig finder ekstra styrke i gentagelsen / i den mere eller mindre tilfældige / tilbagevenden / til netop det sted hvor landskabet åbner sig / i al sin magt og vælde«.

Hvilket selvfølgelig må give anledning til en lussing i forbifarten til Højskolesangbogen med »dens kanoniserede og statsanerkendte krav / på ubesmittet national poesi / som påstås at rumme al sand oplevelse / men kun leverer ca. halvdelen mens resten er / nakkeskud«.

Kun et enkelt digt falder udenfor i den tematisk og melodisk flot stemte samling. ’15’ er kortere og lugter af lejlighedsdigt. Altså sådan et digt, man sidder i sin lejlighed og skriver i en raptus, fordi man har set for meget fjernsyn eller hørt for meget radio.

Obdeldonk!
Man kan ikke gribe øjeblikket, men man kan tage imod det med åbne arme og gi’ det et los i røven, mens det farer forbi.

Det er vel nogenlunde konklusionen på denne herligt vitale digtsamling af dansk lyriks nestor, der pure nægter at sætte sig hen og acceptere rollen som ærværdig og vis.

Så hellere stævne med fuld skrue ud i sprogets mudrede vande med en klukkende latter, som får tandkridtet til at stå i en sky om hovedet på gamle Vitalius med det fintunede sanseapparat kørende til det sidste mere fjollede end fisefornemme ord i 80-års digtsamlingen:

»det kan jeg mærke / fordi jeg er en gammel lærke / hæ hæ hæ / og obdeldonk«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken