Uhadada. Bange anelser melder sig, når man konfronteres med omslaget til Christel Wiinblads nye digtsamling, den fjerde i rækken.

Titlen lyder: ’Det ligner en sorg’, og undertitlen forkynder tjenstivrigt, at det drejer sig om ’Sorgdigte’. Som om dette ikke var forhåndsinformation nok, svæver der en sommerfugl, en sørgekåbe, selvfølgelig.

LÆS OGSÅ Ung digter opfinder et nyt sprog i voldsom debut

Rungende redundans kan forventes.

Og overlæssethederne buldrer da også frem, så snart man tager fat på de 23 digte, af hvilke forlaget såre uprofessionelt har glemt ét bag i bogen.

Redundansen
Teksterne skal tilsammen tegne et forløb, hvor jeget kastes ud i en uegentlig tilstand efter tabet af et nært, kært familiemedlem. Et motiv, som Christel Wiinblad åbenbart mener kræver de vældigste af alle ord: ’verden’, ’menneske’, ’virkelighed’. Men når disse abstrakter ikke kvalificeres og konkretiseres, bliver de mærkeligt nok private.

Ganske vist har digteren valgt en tilsyneladende ’åben’ form med høje, smalle søjler af ord forsynet med urolige indrykninger og hyppige dobbelte linjebrud, tit hen over sætningens grænse; men kigger man først nærmere efter, viser det sig at være så som så med det sproglige kaos. Det visuelle virvar dækker over rapporterende banaliteter og ikke sjældent nok så fæle klicheer: »jeg er tilbage// i det tunge kød/ i kroppens/ fortærende fængsel«.Foto:  bogens omslag.

Udtrykket »kroppens fortærende fængsel« fortæller os, at jeget er spændt ud imellem det egentlige, det indre, og det uegentlige, det ydre. Overfladen associeres da videre med succes, makeup, karriere: »en kridtstreg/ rundt om mig –// en kridtstreg/ af indkøb/ og tyngde og/ dagens billedblads// glitrende/ lag af violer –// glitrende prinsesser/ en glitrende fernis/ jeg hektisk smører på/ så den dækker/ den værste bagage«.

Gentagelse fremmer forståelsen, siger man, jovist. Men her ender vi altså med redundansen om den varme grød.

Ensomheden
Indimellem bliver det decideret slemt, som hvor digtenes overspændte, forladte ’jeg’ er viklet ind i sit »hypotetiske selv// af hypotetiske/ dårlige nerver/ af dårlige nerver/ bare ved tanken om// lyset/ i rædslens/ ekstase// lyset i mørkets/ kommende gave af/ hemmelighedens/ afklædte// mysterium«.

Spændingen mellem lyset og mørket danner nu ellers en motor i samlingens proces. Vi skal forstå, at jeget kun langsomt vender tilbage til lyset, overvinder Ensomheden (det eneste ord, der er skrevet med stort!), vender tilbage til verden. Forløbet ses blot ikke poetisk forløst.

LÆS OGSÅ Wiinblad skriver poesi der bevæger verden

Pga. forfatterens tilknytning til Politiken har man indforskrevet en gæsteanmelder, som ikke er vant til at uddele kokkehuer, flueben og hjerter, ja, som faktisk slet ikke mener, at litterær kvalitet kan kvantificeres. En bog er jo ikke en middag på avisens regning eller en kartoffelskrællekniv.

En bog er et forlæg for oplevelse, en maskine beregnet til at tænke med, et rum at bevæge sig spørgende ind i. Christel Wiinblads digteriske rum forlader jeg med det håb, at hun en anden gang må veje ordene mere kritisk.