Man tager sig uvilkårligt til hovedet under læsningen af Valentine Gobys roman ’Den der rører ved min krop dræber jeg’.

Dels for at sikre sig, at det stadig sidder der, dels i en afgrundsdyb, forsinket forargelse over, at guillotinering vitterlig var praksis i Frankrig frem til noget, der ligner vor tid.

Dødsstraffen blev afskaffet i 1981, men før da var ’bøddel’ et håndværk med traditioner og viden, som gik i arv, eksempelvis i den livskraftige Desfourneaux-slægt, hvoraf Jules-Henri blev den sidste, der lod hovederne rulle i al usømmelig offentlighed.

Og hvorfor så rippe op i den slibrighed? Fordi den mere end velskrivende franske forfatter Valentine Goby (f.1974) digter sig ind bag den faktuelle viden om bødlen Desfourneaux og en kvindelige klient fra 1943, englemagersken Marie.

Bizar stafet om liv og død
Som tredje hjul i det fortættede drama om en dødsdømts sidste døgn indflettes kvinden Lucie, hvis underliv lækker og drypper under en dramatisk abort. Så er den bizarre stafet om liv, død og forbrydelsens element da også godt i gang.

Bortset fra at Goby ikke leger dommer i juraens kølige skala, men skriver på en frådende indignation af mere biologisk og siden politisk karakter, hvor alt i første omgang synes at føre tilbage til den varme moderkrop, der i sin tid gav og tog: »Du trætter mig, Jules-Henri, du tager livet af mig«, siger moderen til sin larmende søn.

Kort tid – og en blodig hosten – efter dør moderen virkelig. Og Jules-Henri har ligesom skyld og savn nok til resten af sit liv.

Næsen i sporet
Også Marie bærer en byrde, idet moren har »beordret« hende til at leve, fordi så mange pigebørn i familien før hende døde.

Alligevel nærmest forsvinder Marie i arbejderklassens slidsomme hverdag, indtil hun som voksen tager affære på det sorte abortmarked – så hendes egne børn kan få tøj på kroppen. Derfor rettes hendes bitterhed i dødscellen også ene og alene mod den i hendes optik urimelige, uudtalte dom: »Jeg er en dårlig mor«.

Som en understøttelse af den kønspolitiske og historiekritiske tone, der synes at vokse frem med fortællingen, lyder det om den aborterende Lucie: »Resten af verden vil sige, at hun har myrdet en fremtidig soldat, eller en fremtidig soldats mor ... (...) ... at årsagen til alle nederlag er at finde i kvindernes døde livmoder«.

»Men mit kød tilhører mig«, replicerer Lucie som en anden agitator for fri abort og håndsret over egen krop.

Og hvis det lyder agitatorisk, er det ikke helt skævt. Men samtidig med at det politiske luftrum over ordene invaderes, holder forfatteren hele tiden næsen i sporet, kroppens lugtende spor, vel at mærke.

Valentine Goby kratter i bøddelens følsomme ar, er med, når han pisser i bukserne af skræk og drukner sin lede i hvidvin ved tanken om den syv kilo tunge kniv, der venter på næste hals. Hun er inde under kravetøjet på den dødsdømte Marie, når fængselskjolens gnaven minder hende om en større smerte.

Og hun graver i Lucies forrevne underliv, stoppet med sonder og klude og klumper af blod. Det hele i en fransk parfumeret vekslen med blide barndomsminder fra stunder på moders skød: »duften af risrand« og »optrævling af garn om aftenen ved ilden«.

En poetisk udskrabning
Valentine Goby udfører med kyndig hånd en poetisk udskrabning på de tre forsømte liv, ja, måske endda på hele det Frankrig, der dødeligt såret af Anden Verdenskrig og alvorligt forvirret af modernitetens trodsige støvletramp henfalder til råhed og kort proces på begge sider af vidneskranken.

Men dødsdommen – hvem kan i sidste instans gøre sig til herre eller frue over den?

Lad for Guds skyld svaret blafre frit i vinden, og læs Valentine Gobys første roman på dansk som en sproglig viljesakt frem for en politisk.

Kønnet drypper overalt i litteraturen i disse år – ikke mindste den unge danske – så også af den grund er det interessant at se, hvad en fransk forfatter i 2008 fik ud af at grave i historien og det kød, den nu engang sætter sig i.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken