Amerikaneren Charles Portis’ mesterlige lille roman, ’True Grit’, som sådan set blot betyder ægte mod, blev på 50 år en moderne klassiker.

Den indskrev sig i et hug i to ærkeamerikanske genrer, dels cowboyromanen a la Zane Greys ædle sagaer om det vilde vest, dels om som ungt menneske at møde Amerika a la Mark Twains romaner om Tom Sawyer og Huck Finn.

Endelig kom romanen ud i 1968, et skæbneår både indenrigspolitisk med ungdomsoprør og udenrigspolitisk med den kolde krig og krigen i Vietnam.

LÆS OGSÅ Filmbrødre genopliver westerngenren på brillant vis

Thi ’True Grit’ var på mange måder en hyldest til amerikanske mandfolk, som muligvis opførte sig beskidt, primitivt og ubehøvlet, men i sidste ende var modige mænd af ære, klar til at trække fra hoften, dø, om så det gælder.

Romanen blev allerede året efter filmatiseret og gav koldkrigeren og ’høgen’ John Wayne en velfortjent oscar for sin fandenivoldske udgave af romanens mandlige hovedperson, revolvermanden Rooster Cogburn. Sidst har brødrene Coen filmatiseret bogen med Jeff Bridges som den store gavtyv med anløben moral og et hjerte af guld.

Manisk ærkekapitalist
Coens udgave er klart den, som kommer romanen nærmest. Den fastholder trofast, at Matties jagt på faderens morder koster hende en arm. Den lader ligesom bogen den retskafne, men lidt kedelige Texas Ranger LaBoeuf overleve. Men bogen er dog noget ganske anderledes i hele sit anslag.

Teenagerpigen fremstår som en manisk ærkekapitalist med sans for tal og så en drengepige, hvis faderlige hævn giver hende et eksistentielt banesår som kvinde.

Hun anfanger og afslutter sin beretning med egen fundering over sin fortid, al kødets gang med sit voksne liv som pebermø, mere blandt de døde end de levende hjemme på gården.

Overlevelsestrang
Portis har ramt en falsk arkaisk, simpel og snusfornuftig almanakstil, hvor den jegfortællende Mattie netop træder os i møde som et produkt af pionertiden.

Dens menneskelige overlevelsestrang accentueret af lige dele Det Gamle Testamente med øje for øje-retfærdighed og den særegne amerikanske form for socialdarwinisme, hvor enhver må klare sig selv.

LÆS OGSÅ Anmelderne: Coen-brødrene har skabt sublim western

Den er spændende fortalt, men også besk og bitter i sin latente svanesang over en stolt epoke, der sørgeligt ender som cirkus og andet gøgl.

Nogle vil endog sige som hesteopera, for nu at bruge den sidste ægte cowboy, William S. Harts, egne ord om sine og andres westernfilm.