Tænk, hvis man altid var i selskab med et andet væsen, et dyr, der ved sit blotte udseende og opførsel viste ens sande følelser.

Var man sur, ville der stå én og knurre i baggrunden, var man hemmeligt tiltrukket af en anden, ville dyret vise det, mens man tilsyneladende uinteresseret kiggede den anden vej.

Philip Pullman leger med tanken om en ydre mental følgesvend, kaldet en daimon, i den fabelagtige fantasytrilogi 'His Dark Materials'.

På dansk har værket fået den noget mere harmløse serietitel 'Det gyldne kompas' og er blevet sat til vægs som børnelitteratur, men det skal nu ikke forhindre voksne læsere i at kaste sig over det.

'Eksperimental teologi'
Scenen er sat i Oxford, i et universitetsmiljø, der dog er lidt anderledes end det, vi kender. I dette Oxford er den fineste forskningsgren 'eksperimental teologi'.

Man undrer sig over tilstedeværelsen af 'Støv', en slags lysende partikler, der lægger sig om børn, når de kommer i puberteten, og som måske også udgør et grundstof i universet.

Kættere, der fortolker støvet i andre retninger end den officielle kirke, bekæmpes ihærdigt. Samtidig forsvinder børn fra byen på mystisk vis.

Vil ikke være voksen
Pigen Lyra træder ind i historien, da hun ved et tilfælde forhindrer et giftmord på en berømt forsker, og hun kommer på en rigtig røverrejse til det sagnomspundne Nord, hvor panserbjørne kriges og hekse flyver - og hvor de forsvundne børn bruges i frygtindgydende eksperimenter.

Lyra er det for fantasylitteratur så typiske udvalgte barn, som besidder særlige evner, og hvis komme der er blevet spået om. Hun er den, som uden selv at vide det vil komme til at begå forræderi mod den etablerede orden og dermed bane vejen for en ny opfattelse af verden.

Lyras daimon, Pantalaimon, er et livligt væsen, der kan antage alle skikkelser lige fra et svirrende møl til en flot hermelin. Lyra kan lide denne foranderlighed og bliver rystet, da det går op for hende, at det kun er, så længe man er barn, at daimonen hele tiden skifter skikkelse. Når man bliver voksen, får den en fast karakter, og selv om man føler sig som en løve, kan ens sande væsen godt vise sig at være en puddel.

Reaktionen er klar: Lyra vil ikke være voksen. Men mon ikke hun bliver det alligevel?

Tangerer de højeste metafysiske nagler
Værre end tanken om, at ens daimon får en fast karakter, er dog tanken om slet ikke at have en daimon. Det gør én fuldstændig zombieagtig, ved Lyra. Så da hun i andet bind møder drengen Will, der ikke har nogen daimon og alligevel er et menneske, regner hun ud, at hans daimon må være inden i ham.

Will stammer fra et Oxford, der minder om det, vi kender. Men efter at have slået en mand ihjel må han flygte og befinder sig pludselig i en fremmed, spøgelsesagtig by sammen med Lyra. De to børn er nu fælles om en viden, som ikke ret mange andre har, nemlig at universet består af mange parallelle verdener, der eksisterer samtidigt og usynligt for hinanden.

Med 'Skyggernes kniv' bliver Will i stand til at skære vinduer i universet, og så kan børnene rejse frit - i hvert fald indtil de opdager, hvad det koster at bruge kniven.

Med afsløringen af knivens pris tangerer Philip Pullman de højeste metafysiske nagler og skaber dermed det spændingsfelt, som gør værket interessant også for voksne læsere.

Hjernen krøller fornøjet
På den ene side er 'His Dark Materials' en almindelig god historie med pubertetsbørn i hovedrollerne og eksotiske verdener og væsener som kolorit. Men det er også en meditation over godt og ondt, uskyld og arvesynd, materie og intethed.

Philip Pullman forsvarer livet, som det er skabt, over for de restriktioner, som opfindes af religion. Men er samtidig åben over for, at både verden og psyken kan være meget større, end vi normalt går rundt og tror.

Og det er vel dybest set, hvad god fantasy kan: Sige 'hvad nu hvis ...' og så ellers fabulere og filosofere derudad, så hjernen krøller fornøjet.