PRUNKLØS. Peder Frederik Jensen evner at skildre den nøgterne tilstand, som det vedholdende arbejde kan sætte et menneske i. - Foto: Robin Skjoldborg

Det er lidt besynderligt med udtrykket ’social mobilitet’. I Danmark betegner det en bevægelighed, der kun kan gå i én retning - at børn af forældre uden boglig uddannelse skal se at få sig sådan en.

At det også kan gå den anden vej - og at den form for mobilitet også giver øget frihed - er for mange en fjerntliggende tanke. Men for den unge mand, som er hovedperson i Peder Frederik Jensens nye roman, ’Læretid’, er det en nærværende realitet.

Han er søn af to teologer og danderer den med lidt for mange øller på Vesterbro indtil den skønne dag, hvor han bryder op og tager sig sammen og går i lære som bådebygger i Kalundborg.

Titlen på Jensens nye roman, som følger efter debuten ’Her står du’ fra 2007, skal således forstås ganske bogstaveligt - i modsætning til titlen på den store roman, som den genlyder af, Goethes ’Wilhelm Meisters læreår’.

Hovedpersonen går i lære og benævnes 'læredrengen'. Og til forskel fra den psykologiske dannelsesproces, som Goethes klassiske dannelsesroman folder ud, er udviklingshistorien hos Jensen først og fremmest håndværksmæssig og kropslig.

Hovedpersonen tilegner sig et fag og et fagsprog, nemlig de vidunderlige udtryk, der hører til skibe og skibsbygning - samt værkstedsjargonen, der også hører til. Romanen slutter med, at han modtager sit svendebrev.

Arbejdets nøgterne tilstand
Arbejdslivet er prunkløst skildret i små snapshots - i ultrakorte kapitler med knappe, konstaterende, abrupte, ofte impressionistiske udsagn. Sætningerne er som isflager, som læseren hopper fra og til, hen over tekstens tomrum.

Vi hører om Mester og Svenden, om arbejdsulykker og deformerede kroppe, men også om den obligatoriske kalender med afklædte kvinder med idealkroppe og bryster, der er »på vej ud gennem papiret«, som Svenden siger.

I værkstedet handler det om at lære at holde sig til regler - i modsætning til det lidt formløse liv, læredrengen lever i hovedstaden uden for arbejdstid.

»Man gør, hvad der forventes«, som han siger tidligt til en ven. Her realiserer man ikke sig selv eller efterstræber en eller anden spontan og afslappet identitet - man arbejder.

Peder Frederik Jensen er eminent til at skildre denne nøgterne tilstand - og til at leve sig ind i arbejdets stabiliserende selvforglemmelse. Det er der, hovedpersonen føler sig hjemme, i arbejdet og i arbejdsfællesskabet.

Det er ved at kunne noget - og ikke ved at være noget eller ved at være på en bestemt måde - at han finder ro og tilfredsstillelse.

Denne oversete følelse skildrer Jensen så godt som andre fremragende arbejdsforfattere (ikke at forveksle med arbejderforfattere) fra den nyere danske litteratur, eksempelvis Hans Otto Jørgensen og Jakob Ejersbo. Som forfatter har han for længst fået sit svendebrev.

FACEBOOKBliv ven med Politiken