Til start et lille citat – en ordveksling – fra romanen: »Jeg har forelsket mig i en anden mand. Jeg er ulykkelig!«.

»Du gode Gud! Hvordan er det dog muligt ... Santiago forguder dig og du ... ja, jeg troede du var forelsket i din mand.«

Hvis en smagsprøve som ovenstående giver Dem lyst til mere, så er der 960 sider at forlyste sig med i den spanske journalist Julia Navarros ’Sig mig hvem jeg er’.

LÆS OGSÅLigklædet fra Golgata

Og De er ikke alene; romanen, der er hendes fjerde, har solgt 200.000 eksemplarer i Spanien. De tre foregående, hvoraf ’Det stumme broderskab’ er udkommet på dansk, er oversat til 25 sprog og har solgt over 3 millioner bøger.

Tabuiseret moster
’Sig mig hvem jer er’ handler om en falleret mandlig journalist i trediverne, hvis moster er rige Marta.

Hun (der her kaldes tante, da oversætteren åbenbart har glemt, at vi har ordet ’moster’ vi på dansk), vil betale nevøen generøst for at opspore og skrive historien om hans oldemor, hendes egen farmor Amelia.

Hun var født i 1917 og forlod som tyveårig (altså i 1937, Spanien, er De med?) sin mand og spæde søn med en revolutionær franskmand og har været total tabu i den velhavende familie siden.

Gamle mænd med god hukommelse
Den nødtørftige rammehistorie er, at Guillermo på grund af pengemangel modstræbende påtager sig efterforskningsopgaven, som grundet mulige pinligheder skal blive i familien.

Han finder lynhurtigt nogle ældgamle kvindelige slægtninge og tjenestefolk, der ved en masse og henviser ham til nogle gamle mænd, der ved endnu mere og dertil har »en fremragende hukommelse«. Mildt sagt.

Hvert et minespil og hver en replik og såmænd også andres tanker er husket og formfuldendt refereret.

Mærkeligt nok taler alle Guillermos kilder nøjagtigt samme sprog.

Kun de mest elementære fortælletekniske regler er nødtørftigt overholdt, herunder kronologien, på hvis alter alt andet ofres.

For dog at skabe lidt modstand i den fremadskridende afdækning af den smukke, lyse, slanke, stærke, intelligente, beslutsomme og elegante Amelias klichéoverdyngede skæbne, synes Guillermos mor og moster efterhånden, at han overdriver i sin iver og lukker for pengekassen, men så får han en anden sponsor og rejser både til Moskva og diverse europæiske hovedstæder, Buenos Aires, Mexico, Kairo, Tel Aviv og Washington – »og langsomt oprulles en beretning om en modig kvinde, der i den grad var forud for sin tid og gang på gang satte livet på spil i retfærdighedens og kærlighedens navn«, som der står på bogens bagside.

Det er nemlig kun i små bidder, vi følger Guillermo; historien drejer sig om Amelia, verdenshistorien og mændene i hendes liv.

Grimme nazister
Da vi jo er i tredivernes og fyrrenes Europa, handler det naturligvis om kampe mellem fascister og kommunister, og den ligner påfaldende det nyligt udkomne og afsluttende bind i Regine Deforges’ serie om pigen med den blå cykel.

Amelias konspirationer og politiske aktiviteter er hele tiden bundet op på hendes skiftende og samtidige, men ædle og velbårne elskere af forskellig nationalitet; for manges vedkommende hemmelige agenter, ligesom hun selv, og med betydelig indflydelse på krig og fred.

Amelia kommer både i fængsel og i kvindelejren Ravensbrück og efterstræbes og voldtages naturligvis af grimme nazister; folks udseende er nok der, hvor forfatteren mindst har keret sig om nogen form for originalitet.

Men hvad pokker, hvis man kan sælge millioner på at gentage noget, der var klicheer for hundrede år siden, hvorfor så gøre sig mere umage?

Man kunne jo komme til at vække læserne af deres litterære slummer.

FACEBOOKBliv ven med Politiken