'Den norske lakaj’ er efterfølgeren til Henrik Bruns krimidebut, ’Den danske lokkedue’, som fulgte den fallerede og fandenivoldske reporter Ketil Brandt på en rejse ned gennem de eksjugoslaviske lande og tilbage i Brandts erindringer fra sin tid som krigsreporter i særdeleshed og områdets betændte fortid i almindelighed.

I ’Den norske lakaj’ er Ketil Brandt blevet taget til nåde igen på Dagbladet, og det er en hovedperson i højt humør og med masser af professionel og personlig selvtillid, der indtager siderne.

Brandt er på vej til Haag for at dække en retssag ved Jugo-tribunalet, men samme dag bliver en ung dansk kvinde dræbt i en af byens parker.

Hun har rødder i Eksjugoslavien, og man finder hurtigt morderen, som er af samme etniske afstamning, og de lokale myndigheder får derfor hurtigt opklaret sagen som en intern stridighed.

Men en mistanke er vakt hos Brandt, der lider af »kronisk og uhelbredelig Balkan i blodet«, og da han først begynder at stille de rigtige spørgsmål, tegner der sig en langt større sammenhæng med tråde til Eksjugoslavien, Silkeborg, Oslo og Haag.

Selv om romanen mestendels foregår i netop Silkeborg, Oslo og Haag, er vi altså tilbage i det Balkan, Henrik Brun så indgående beskrev i ’Den danske lokkedue’.

Brun, der i dag fungerer som udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad, har selv boet i Slovenien i en årrække, og han beskrev især Ljubljana med en sådan kærlig detaljerigdom, at det løftede den danskforfattede krimioplevelse op i en helt anden international liga.

Det samme gør sig gældende her i ’Den norske lakaj’, hvor det er Haag og i mindre grad Oslo og Silkeborg, der bliver tegnet op med masser af stednavne og genkendelige detaljer, der vidner om indgående viden og research. Det er dyder, man ofte savner i de mange mellemgode danske krimier.

Henrik Brun bruger af sine erfaringer – både i byskildringerne og i de mange beskrivelser af det journalistiske arbejde, forholdet mellem den skrivende reporter og redaktøren på hjemmefronten osv. Alt sammen gjort med stor troværdighed og i en saglig, faktuel tone uden for mange sproglige krumspring.

Skal man indvende noget, er Bruns sans for karaktertegninger ikke helt så veludviklet som hans sans for det stedlige.

Hvilket ikke behøver være noget problem, når man kan skrive gode sætninger, og det kan Brun, for eksempel da han skal udstille kejtetheden mellem Ketil Brandt og den gæve jyske politikvinde Lone: »Ingen af dem sagde noget. Måske på grund af støjen fra festpladsen«. Men ofte tyr Brun til de lidt nemmere løsninger og lader (over)pædagogisk personerne tale lidt for tydeligt om tingene i stedet for at fortælle det indirekte.

Men det er en lille indvending mod en stor (også i betydningen lang!) roman. For bag al den ydre underholdning ligger der i Henrik Bruns stædige valg af emne en insisteren på, at vi ikke må glemme krigen i Eksjugoslavien.

Samtidig med, at de underholder, udgør hans romaner en påmindelse om de grusomheder, der foregik, og ikke mindst om de indvirkninger, krigen stadig har på de mange flygtninge, der er drysset ud over Europa lige siden.

Det er blot endnu en god grund til at give sig i kast med ’Den norske lakaj’.

FACEBOOKBliv ven med Politiken