Det er en elementært god idé, han har fået, litteraten Neal Ashley Conrad Thing, nemlig at bese digteren Gunnar Ekelöf (1907-68) gennem en bredspektret krystal af samtaler og gennem essayets levende og glimtende brilleglas.

Dermed får vi ikke én Ekelöf, men seksten forskellige ekelöfer, og det er nok meget fint i pagt med den sære og interessante digtersnegl, som efterhånden toner frem som en af Sveriges mest betydelige digtere, overhovedet, i det forrige århundrede.

LÆS ANMELDELSEFremragende essays fra svensk Rasmus Modsat

Og det på trods af at han f.eks. i digtet ’Non serviam’ (1945) kunne skrive om sine særdeles blandede følelser over for det socialdemokratiske Folkhemmet: »Så har jag blivit en främling i dette landet/ men detta landet har gjort sig bekvämt i mig!/ Jag kan inte leva i detta landet/ men detta landet lever som gift i mig!« – en hidsig og skøn fremstilling af det paradoksale forhold, de fleste jo nok har til det forbandede hjemland, vi er rundet af, og dog elsker at hade med regelmæssige mellemrum.

Ekstremisternes tabersag
Men paradokset stod skarpere og mere levende for Ekelöf (der på det punkt er en ægte ætling af Strindberg) end for de fleste andre.

Og med det er han også, kom jeg uvilkårligt til at tænke på under læsningen, en diametral modsætning til og modstander af en norsk Breivik.

Som Neal Ashley Conrad Thing beskriver Ekelöf, er han på paradoksets, på de multikulturelle møder mellem Østen og Vesten, på blandingernes og på mystikkens side. Hvor Breivik og hans ligesindede dyrker identiteten, det rene, det ublandede, geopolitisk og kulturelt.

At Breivik og co. har en tabersag, behøver vi ikke argumentere for.

Men det interessante og udfordrende ved mødet med Ekelöf er, at hans eget program (for så vidt han overhovedet har et sådant), hans lyriks fordring, ikke af den grund er let at indfri – det lader sig ikke gøre med at shoppe lidt på Ydre Nørrebro, handle hos den etniske grønthandler og ryge en smule vandpibe.

Det besværlige menneske
Som Elisabeth Rynell, der er en af de seksten interviewede, gør opmærksom på, var Ekelöf en fortaler for »det besværlige menneske«, og han var nok også selv sådan et – i modsætning til det glatte, omstillingsparate og opportunistiske menneske, der flyder med strømmen og fermt efterplaprer tidsånden.

Ekelöf var mærkelig, lidt sær – f.eks. i og med han til slut i livet i sin digtning tænkte sig som en kurdisk grænsefyrste, betitlet fyrsten af Emgión; og hans digte yder modstand mod let fordøjelse, de er fulde af drilske og dunkle modhager, f.eks. som her i digtet ’En natt i Otocac’: »Til det omöjligas konst/ bekännar jag mig,/ är därav en troende/men av en tro som kallas vantro«.

Hvad betyder det, at troen på det umuliges kunst ’kaldes for’ vantro? Er vi fri til at kalde det for noget andet?

Og hvis politik er det muliges kunst, er Ekelöfs poesi da antipolitisk, og i givet fald i hvilken forstand? Og hvad er egentlig ’det umuliges kunst’, det er vel ikke givet, det kun omfatter lyrikken?

Sådan åbner Ekelöfs lyrik op for en Pandoras æske af spørgsmål, selv i mødet med det mindste og tilsyneladende enkleste digt.

Digteren som modstandsmand
Men han er samtidig meget andet og meget mere end bare en legesyg poet på sidelinjen.

Som Conrad fint gør opmærksom på, må vi anerkende hans vilje og evne til at tænke digteren som en modstandsmand, et engageret menneske, der med liv og sjæl og ord kaster sig ind i kampen for et mindre dumt, forløjet og brutalt samfund.

Digteren som en, der blander sig, som en, der vil tale med – og imod.

Men som vel at mærke ikke gør det med afsæt i en dogmatisk ideologi eller et fuldt færdigt politisk program, men tværtimod i Ekelöfs tilfælde ud fra en righoldig, blandet og broget samling af kilder, som han tapper af: Conrad nævner orientalsk mystik (især middelaldermystikeren Ib al-Arabi), sufismen, Lao-Tses taoisme, Dante, Spinoza, byzantinsk ikonografi, moderne digtning hos særlig Rimbaud, T.S. Eliot, Ezra Pound, men i tilgift en række skikkelser fra antikken også, og fra det svenske og europæiske 1700-tal.

Med Neal Ashley Conrad Things ’Nordens fyrste’ er der taget et stort, mangefacetteret spadestik, så vi danskere ikke fremover skal snyde os selv for fyrsten af Emgións gådefulde og engagerede ord.

FACEBOOKBliv ven med Politiken