I sin anden roman, ’Begravet i stilheden’ , tager Tove Alsterdal godt for sig af krimigenrens rekvisitter, skemaer og konventioner.

Til de sidste hører hovedpersonen, en energisk karrierekvinde i et vadested uden særligt talent for omsorg eller nærhed; en attraktiv, men ikke særlig elsket partner; et eller to mere eller mindre eksotiske miljøer; en pensioneret politimand; en eller to gådefulde, tragiske skæbner i fortiden; en stor og frygtindgydende organisation, virksomhed, stat eller mafia - og evt. som her noget politisk ukorrekt sex.

Personlig opklaring
’Begravet i stilheden’ foregår i det nordøstligste Sverige, hvorfra hovedpersonen Katrines mor stammer. Faderen hører vi intet om, og da moderen indlægges for siden at komme på plejehjem med demens, ankommer Katrine fra London, hvor hun har efterladt en terapeutkæreste, der ikke forstår, hvorfor hun kaster sig ud i opklaringen af noget, der naturligvis viser sig at berøre hende selv og hendes fortid/slægt dybt.

Katrine finder ud af, at moderen er arving til et lille hus på sin hjemegn, og vil op og se huset. I landsbyen møder hun de obligatoriske tavse naboer, der alle er skjult eller åbenlyst forbundne.

LÆS OGSÅ Overbevisende politikrimi har snuden nede i miljøet

Og så er der to russiske forbindelser, en i fortiden til nogle fattige unge mænd, der forlod en perspektivløs fremtid og drog til den unge sovjetstat i håb om en mere lysende - men blev grueligt skuffet og kujoneret.

Historisk og international luft under vingerne
Her viser Alsterdal samvittighedsfuld research i de psykologiske mekanismer og den terror, naive kommunister blev udsat for, også når de flygtede hjem.

Der var jo også lokale partifolk i Sverige, der kunne rapportere, hvis de hjemvendte sagde noget ufordelagtigt om det afsporede kommunistiske eksperiment - og gøre livet til et helvede for dem, de havde efterladt i det.

Den anden russiske forbindelse er såre nutidig og handler om organiseret og meget brutal kriminalitet.

LÆS OGSÅSkandinavisk krimitapas er lækker blanding af gys og gotik

Katrine tager til Sankt Petersborg og Petrozavodsk for at finde sin morfars spor.

Det hele er noget usandsynligt, men der kommer historisk og international luft under vingerne. Den nyligt arbejdsløse journalist behøver åbenbart ikke spare på pengene. Tilbage i landsbyen i hendes mormors hus får hun en rig russer til nabo ...

Leverer varen inden for rammerne
Der er naturligvis mord på spektakulære, herunder særligt russiske, måder, men den politimæssige opklaring står ikke i centrum. Det gør derimod en selvcentreret, moderne og rodløs kvindes søgen efter sig selv i det ydre.

Selvindsigt, refleksioner og banal empati er det småt med. Men det er jo også en krimi, og som sådan leverer den varen.

Haltende oversættelse
Sproget er ikke dårligt, faktisk relativt litterært, men oversætterens danske lader en del tilbage at ønske.

Man skal således være forberedt på, at Finland startede på den anden side af elven, at hovedpersonen vil redde sin mors seng, at hun hang nøglen på plads og en mand ledte en sikkerhedsstyrke.

Det slår mig nu, at selv om det kun er en uge siden, jeg læste den, har jeg glemt, hvordan ’Begravet i stilheden’ ender ... Det siger måske mere om mig end om Alsterdal; men faktum er hermed lagt frem til andres dom.