En sen udligning på straffespark sørgede for, at AGF’s regerende fodboldmestre fik et enkelt point, da holdet lørdag aften indledte jagten på et titelforsvar i Superligaen.
Hjemme på Ceres Park Vejlby spillede AGF 1-1 mod Brøndby, hvis nye cheftræner, Thomas Nørgaard, således fik en udmærket begyndelse.
AGF-Brøndby 1-1 (0-0).
Mål: 0-1 Bartosz Slisz (53. minut). 1-1 Kristian Arnstad (84. minut/str.).
Gult kort: Mats Köhlert, Brøndby (19.)Bartosz Slisz, Brøndby (26.)Filip Bundgaard Kristensen, Brøndby (56.)Marko Divkovic, Brøndby (67.)Luis Binks, Brøndby (83.)Eric Kahl, AGF (86.)
En kæmpe brøler af Brøndby-anfører Luis Binks var stærkt medvirkende til AGF’s comeback, da han begik et helt unødvendigt straffespark mod slutningen af kampen.
Kampen formede sig som en underholdende og afvekslende affære, der indeholdt større og mindre chancer til begge hold.
AGF har før denne sæson sagt farvel til profiler som Felix Beijmo, Henrik Dalsgaard og Patrick Mortensen.
Den 37-årige angriber er skiftet til netop Brøndby, hvor han også optrådte i begyndelsen af sin karriere.
Patrick Mortensen startede inde og fik sammen med Dalsgaard overrakt blomster inden opgøret.
Men selv om veteranangriberen kom frem til et par muligheder i løbet af kampen, var han dog ikke i centrum for kampens afgørende sekvenser.
Første halvleg bød på flere halve chancer til begge hold. Blandt andre AGF’s hjemvendte Mikael Anderson, men islændingen skovlede bolden over mål.
Brøndbys sædvanlige førstevalg i målet, Patrick Pentz, var taget til Østrig for at følge fødslen af sit første barn, så 19-årige William Sonne-Schmidt fik chancen fra start.
Efter en halv times spil leverede teenageren en god parade på en afslutning fra AGF-profilen Gift Links, og han gjorde det generelt fornuftigt.
William Sonne-Schmidt måtte dog undskylde til holdkammeraterne, da han senere i halvlegen sendte bolden lige ud i fødderne på samme Gift Links, men sydafrikaneren sendte bolden uden for målrammen.
Anden halvleg blev indledt med en halvstor afbrænder af Brøndbys Mads Frøkjær, og cirka fem minutter senere fik gæsterne scoret.
Efter et hjørnespark dirigerede Luis Binks med hovedet bolden frem til Bartosz Slisz. Polakken drejede rundt og trykkede af til 1-0 forbi 41-årige Jesper Hansen i AGF’s mål.
Efter en times spil kom midtbanespilleren Jens Jønsson på banen til sit AGF-comeback efter ti år i udlandet, og fem minutter senere blev Patrick Mortensen skiftet ud for Brøndby.
Luis Binks beklager dumhed
Brøndby så ud til at være på vej mod sejren, men med knap ti minutter tilbage gik klappen ned for Luis Binks.
Brøndby-anføreren havde egentlig fået clearet bolden i en duel med AGF’s Tobias Bech i straffesparksfeltet, men i samme sekvens - mens bolden nærmede sig sidelinjen - sparkede Luis Binks til AGF-spilleren med løftet ben.
Dommer Morten Krogh kunne, efter at have set sekvensen på en tv-skærm, ikke gøre andet end at dømme straffespark til AGF og give gult kort til Luis Binks.
AGF-anfører Kristian Arnstad scorede sikkert på straffesparket og efter kampen beklagede Luis Binks, at han tabte hovedet og begik et helt unødvendigt straffespark.
»Jeg har selvfølgelig ladt holdet i stikken. Det er svært at komme her og få tre point. Og når man er så tæt på... dumt«, siger han til TV3+ om det straffespark, han begik mod slutningen af kampen.
»Jeg lavede en god tackling, det skulle have været tre point. Og det er min skyld, at det ikke bliver sådan«, siger Luis Binks.
fortsæt med at læse