'En episode i en landskabsmalers liv’ lyder som et tilforladeligt motiv, men er det langtfra i den argentinske forfatter César Airas brillante fortælling.

Episoden indtræffer i 1837, hvor den tyske landskabsmaler Johann Moritz Rugendas på det mest farefulde krydser Andesbjergene fra Chile og ind i Argentina ved Mendoza.

Rugendas var pioner som rejsemaler i det sydamerikanske.

Den tyske opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt kaldte ham beundrende for »grundlæggeren af den naturfysiognomiske malerkunst«. Beundringen grundede ikke mindst i, at Rugendas realiserede Humboldts ideal om en kunstnerisk geografi, hvor målet var at indfange og afbilde landskabets essens snarere end dyrke en videnskabeligt korrekt ophobning af detaljer.

Landskabsmaleren, som var datidens fotograf, måtte hellere end gerne omarrangere landskabet, hvis det på den måde kom tættere på at udtrykke dets kunstnerisk-geografiske sandhed. Race, flora, fauna, økonomi og meget andet måtte gerne komme til udtryk i »den sum af systematiseret information«, som udgjorde et landskabs portræt.

Latinamerikas ansigt
Billederne i ’Voyage pittoresque dans le Brésil’ havde allerede gjort Rugendas berømt, da han i 1830’erne vendte tilbage til Latinamerika og ’episoden’.

Med sine 3.353 tegninger og værker i olie og akvarel var Rugendas bogstavelig talt med til at tegne datidens billede af Latinamerika.

Under et voldsomt torden uvejr blev Rugendas kastet af sin hest. Foden sad fast i stigbøjlen, da hesten stak af, og Rugendas endte med at få sit hoved maltrakteret på det mest malabariske. De biografiske oplysninger taler om kraniebrud, vansiring og neurologiske forstyrrelser, men César Aira udmaler det mere detaljeret. Rugendas fik skrabet hele sit ansigt af.

Den nu næseløse tyske landskabsmaler havde omarrangeret det sydamerikanske landskab efter forgodtbefindende. Nu gav landskabet igen med samme mønt og ommøblerede Rugendas’ spejlbillede.

Rugendas tomhed
På sølle 92 slanke sider får den 63-årige argentinske forfatter spundet en fascinerende ende.

Stoffets slægtskab med Daniel Kehlmanns bestseller ’Opmålingen af verden’ fra 2005 er oplagt, men Aira skrev allerede ’Un episodio en la vida del pintor viajero’ i 2001.

En anden beslægtet fortælling er Henrik Stangerups ’Vejen til Lagoa Santa’, men hvor Stangerup havde Kierkegaard i bagagen, er argentineren Airas naturlige litterære rejsefælle landsmanden Borges. Airas ’rejsebeskrivelse’ er mere mytisk og kunstfilosofisk end faktuel og dyrker som Borges gerne paradokset. Aira lader Rugendas være særlig fascineret af den argentinske pampas.

»Kun i denne tomhed, tænkte han, kunne han finde bagsiden af sin kunst... Denne farlige illusion drev ham fremad hele hans liv«. Rugendas vovede sig ud i tomheden på sletterne »ind mod sine drømmes centrum og havde i virkeligheden betrådt det nogle få øjeblikke, men den pris, han måtte betale herfor, var svimlende«.

På kunstens bagside
Også i sin insisteren på kortformen minder Aira om Borges.

Han kunne have skrevet en stor roman om Rugendas, men fokuserer snævert på tiden omkring episoden, hvor Rugendas i selskab med sin lige så omgængelige som middelmådige unge malerkollega Krause krydsede tinderne for at finde tomhedens motiv på klodens fladeste pandekage, hvor indianere i rollen som kvægtyve okser rundt i motivets periferi.

Det nævnes en passant, at Rugendas tilbragte tre år i Mexico fra 1831 til 1834. At han var involveret i et kupforsøg og både blev smidt i fængsel og udvist, er som mange andre sikkert vældig spændende detaljer fra den tyske rejsemalers liv udeladt.

En pointe er, at man kun kan komme så og så langt med research. Summen af flere informationer bringer ikke nødvendigvis tættere på en sandhed, som er mere interessant end den selektive. Som i al portrætkunst. »Rugendas’ brevskat afslører et liv uden hemmeligheder og dog så mystisk«, som Aira konstaterer.

Så det hele handler om episoden.

Rugendas var 5 år om at komme så nogenlunde til hægterne, at han kunne genoptage sine rejseaktiviteter for alvor. Helt kom han sig aldrig. Mødet med tomheden på »kunstens bagside« var den fatale opfyldelse af en kunstnerdrøm.

Rugendas nåede frem til, at det mest værdifulde, mennesket har udført, er værd at gentage. »Og det mest centrale redskab var stilen. Ifølge denne teori var kunsten nyttigere end ræsonnementet«.

Fuentes argentinske favorit
Kunstfilosofisk, makabert og uventet humoristisk beskrives det, hvordan Rugendas vandt nyt kunstnerisk land med sine malerier af »morfinlandskaber«, så snart han kunne stavre rundt igen.

Formummet bag en mantillas sorte kniplinger gik han til modangreb på landskabet med febril energi og et nyt blik i det fraværende ansigt.

»Hans stakkels forstyrrede hoved og hans nedbrudte nervesystem led under det direkte sollys, hans pupiller, der var som nålespidser, kunne ikke trække sig mere sammen, morfinen ødelagde øjnenes elasticitet, og lyset blev ubærligt. Det var, som havde han taget endnu et skridt ind mod maleriernes indre verden«.

Rugendas var bogstavelig talt smeltet sammen med landskabet, der så brutalt havde slubret hans spejlbillede i sig.

LÆS ANMELDELSESpøgelsesroman er en litterær lækkerbidsken

’En episode i en landskabsmalers liv’ er en sprogligt udsøgt og intellektuelt adræt lille bog, der føles som alt andet end lille.

Hvis den er udtryk for standarden i César Airas omfattende forfatterskab (kun ’Spøgelser’ er tidligere oversat til dansk), er det til at forstå, hvorfor den nyligt afdøde mexicanske mesterforfatter Carlos Fuentes forestillede sig César Aira som den første argentinske nobelprisvinder.