Naja Marie Aidt har beriget den danske litteratur med sprogligt højenergiske digte og noveller. De seneste år har hendes forfatterskab formet sig som en systematisk litterær undersøgelse af filosofisk-eksistentielle spørgsmål.

Novellesamlingen 'Bavian', som indbragte forfatterinden Nordisk Råds Litteraturpris, var en undersøgelse af kroppen som et både velsignet og forbandet menneskeligt grundvilkår.

'Poesibog' var en lyrisk undersøgelse af tiden, både som historiens, naturens og livsforløbets tid, og i 'Alting blinker' kredsede digtene om stedet: om det gamle og det nye sted, om eksil og kolonisering, om at føle sig hjemme eller fremmed.

En undersøgelse af livet
Nu har Aidt skrevet sin første roman - titlen er 'Sten, saks, papir' - og hvad er det så, der står til undersøgelse i den? Livet selv, fristes man til at sige.

Hvad det vil sige at være levende og dermed dødelig, at have en krop og en bevidsthed, at være indskrevet i slægternes gang, at have et sind som en skiftende himmel af følelser.

LÆS OGSÅ Mændene fik det hårdt i Aidts skriveprocess

I en sanselig, præcis og vital prosa, der mest består af hovedsætninger, følger vi en mandlig bevidsthed i en udefineret storby; det kunne være Europa, det kunne være New York.

Personnavnene er europæiske klassikere (bortset fra detektiven Kagoshima, hvis navn er med til at give romanen en aura af 'Blade Runner').

Manden hedder Thomas, hans far er lige død i sin fængselscelle, hans søster Jenny er fuld af følelser, hans unge niece Alice er piercet og ultrakorthåret og fuld af liv, hans kæreste, Patricia, vil have et barn, han driver en succesfuld papirvareforretning med sin gode ven Maloney, som drikker og horer og spiser lidt for meget.

Den menneskelige bevidsthed
Vi følger konsekvent Thomas' bevidsthed, hvilket også gør romanen til et studie i, hvordan vi hver især er lukket inde i vores eget perspektiv på tingene.

Den mand, som for Thomas har været en brutal og svigtende far, har tilsyneladende været en god faderfigur for den unge Luc, som dukker op til begravelsen. Når Thomas oplever sin kæreste som på vej væk, ser hans ven Maloney noget ganske andet: »Så kærlig som hun er over for dig«.

Når han trænger ind i hende i en rus af dunkende liv, oplever hun det som en voldtægt. Perspektivrelativeringen gør ikke Thomas upålidelig, men tematiserer og gennemspiller den begrænsede bevidsthed som et menneskeligt grundvilkår.

Et strejf af thriller
Plotmæssigt har romanen et strejf af thriller; der er sorte penge på spil efter den kriminelle fars død, og nogen er tilsyneladende ude efter Thomas: Hans forretning hærges, hans kæreste overfaldes, mystiske soltegn ridses på hans disk og hans dør.

I plothenseende bliver det begrænsede perspektiv yderst effektfuldt, idet det er med til at suspendere en mulig opklaring.

LÆS OGSÅ Naja Marie Aidt modtager stor litteraturpris

Bogens sidste sætning er smågenial, fordi den med et enkelt greb lader et afgørende spørgsmål stå radikalt åbent, på en måde, som kun kan lade sig gøre, fordi romanen er fortalt gennem hovedpersonens perspektiv i tredje person nutid. Så røber jeg heller ikke mere.

Destruktion og fortvivlelse
Det er sorte tider for Thomas O'Mally Lindström, men romanen lader konsekvent destruktion og fortvivlelse veksle med myriader af myldrende liv. Det kan veksle så hurtigt mellem vitale og destruktive kræfter, at grænserne bliver udflydende.

Er det destruktivt, når Thomas efter depressive dage er så fuld af pulserende liv, at han må trænge ind i sin uforberedte kæreste på hendes kontor? Er det voldtægt? Og var det så ikke også voldtægt, da hun fremtvang en erektion i hans depressive krop? Og hvad, hvis en voldtægt er begyndelsen til nyt liv?

Ofte er det en æstetisk oplevelse, der bringer livet tilbage i romanen. Det kan være en duft af simremad, en udsigt fra en bjergtop, flodens kurve gennem byen, et smukt lys i et forfaldent lokale. Det kan være poesi.

Kunstig situation
Centralt i romanen står en storfamilieweekend hos Thomas' livfulde mostre på landet, hvor der pludselig er poesiquiz; de tilstedeværende skiftes til at deklamere Frank O'Hara, Walt Whitman, Rilke, Lyn Hejinian, Paul Celan, Enzensberger - og de andre skal gætte poetens navn.

Det er det eneste sted, jeg ikke synes, romanen fungerer.

LÆS OGSÅ Forfatteren: »Jeg sagde nej til at skrive med«

Pointen er formentlig, at poesien kan bringe heling og forsoning, men situationen fremstår kunstig og påklistret.

Poetisk tegnsætning
Til gengæld er der poesi i hver af romanens enkle sætninger. Malerisk poesi i de stemningsfulde billeder og portrætter, de giver os, poetisk rytme i tegnsætningen, som snart sætter punktum mellem hver hovedsætning, snart lader sætninger eller sætningsled akkumuleres med opremsningens kommatering.

»Gliv« er ifølge min ældste søn en af de største komplimenter, man kan give for tiden, hvis man er street. Det betyder: Det (eller han eller hun) giver liv. Og det er det, Aidts prosa gør. Så herfra til Aidt skal lyde et taknemmeligt, respektfuldt og fuldtonet: Gliv!