Plan. For fire år siden rejste Naja Marie Aidt til Brooklyn i New York for at bo der i et år. I dag er lejligheden i København solgt, og hun har  ingen idé om, hvornår hun kommer tilbage til Danmark.
Foto: Miriam Dalsgaard

Plan. For fire år siden rejste Naja Marie Aidt til Brooklyn i New York for at bo der i et år. I dag er lejligheden i København solgt, og hun har ingen idé om, hvornår hun kommer tilbage til Danmark.

Interview

Mændene fik det hårdt i Aidts skriveprocess

I Naja Marie Aidts første roman undersøger hun, hvordan det er at være mand i en moderne verden.

Interview

Det hele begynder med en brødrister, og med at forfatteren er sur.

På litteraturen. På sig selv.

»Nej, ikke om jeg gider at sidde her og skrive om en brødrister. Det er jo åndssvagt«.

Vi er cirka to år tilbage i tiden, og Naja Marie Aidt sidder hjemme i New York-bydelen Brooklyn og tænker over det, hun skriver.

Brødrister?!
Forfatteren er blevet sat i gang af en historie, hun har fået fortalt flere år forinden.

Den handler om en mand, der har en småkriminel far på 74, som er havnet i fængsel. Sønnen og resten af familien tror ikke, han nogensinde kommer hjem igen, og eftersom de synes, han er et fjols, der har spildt sit liv, begynder de at rydde hans lejlighed.

De smider alt ud, lige indtil de når til brødristeren, for der er noget mærkeligt med den. Da de åbner den, finder de uventede ting.

Det er den gamle historie, der i 2010 pludselig er dukket op i hovedet på Naja Marie Aidt igen. Hun begynder at skrive den ned og gøre den til sin egen.

»Der er jo også noget fascinerede ved en brødrister, som bliver skæbnesvanger for en masse mennesker«, siger hun.

I forfatterens første roman med titlen ’Sten saks papir’, som udkommer i næste uge, findes der også en kriminel far, og der er ingen chance for, at han kommer hjem fra fængslet, for han er død. Til gengæld efterlader han sig stort set ikke andet end gæld og en brødrister, som ikke virker.

Brødristerens hemmelighed
Hvad brødristerens hemmelighed er, må man læse Naja Marie Aidts roman for at få svaret på, og når man læser beskrivelsen af, hvordan sønnen skruer brødristeren fra hinanden og finder dens overraskende indhold, kan man jo spekulere over, hvordan man selv ville have fortsat historien fra det udgangspunkt, for det var præcis der, forfatteren selv befandt sig for to år siden.

Hun vidste stort set intet om, hvad der skulle ske i den historie, som siden er kommet til at fylde 400 sider.

»Fra starten vidste jeg kun, at bogen skulle handle om social opstigning, om et søskendepar og ikke så meget andet. Jeg vidste også, at faderen var i fængsel, og når historien begyndte, var han død. Jeg vidste ikke, hvor historien skulle føre hen, så jeg skrev bare løs, som jeg gør med mine noveller. På den måde bliver det også spændende for mig selv, for jeg aner ikke, hvad der skal ske«.

Mine fire sønner har en helt anden balance mellem deres feminine og mandlige sider.



Det skulle imidlertid hurtigt vise sig, at ’Sten saks papir’ ikke blev den afgrænsede historie om et søskendepar med en kriminel far, som forfatteren selv havde forventet.

Handlingen kom i stedet til at kredse om sønnen, Thomas Lindström, som efter at have skruet den famøse brødrister fra hinanden tager nogle beslutninger, der får hans liv til at gå langsomt, men sikkert op i limningen.

»Ja, det er faktisk en undergangshistorie«, fortæller Naja Marie Aidt.

Gal på genren
Siden 1991 har hun udgivet ti bøger med digte og tre novellesamlinger.

Den seneste, ’Bavian’, indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris.

LÆS ANMELDELSE Hun har i mange år drømt om at skrive en roman, og hun har også flere gange gjort forsøget, men hver gang er projektet strandet. »Da jeg først kom i gang med romanen og var 60-70 sider inde, begyndte jeg at nyde det, men i begyndelsen havde jeg virkelig mange frustrationer«. Forfatteren kan ikke lade være med at sukke, da hun fortæller om processen. »Jeg var gal på genren, og det var jo efter min mening en gammeldags og stivnet form, og jeg kunne også se, at det, jeg skrev, ikke engang var eksperimenterende. Det blev i stedet på en måde til en klassisk historie fra A til B, så det blev jeg også sur over«. Måtte have en slutningNaja Marie Aidt syntes faktisk, det var direkte åndssvagt, at hun sad der og mimede virkeligheden i en realistisk roman, når hun nu mente, at hun enten måtte give genren et solidt los i røven eller vende alt på hovedet. »Men det kunne jeg ikke. Denne historie måtte skrives i en tæt fortalt tid, hvor man følger hovedpersonen næsten minut for minut, selv om det næsten bliver klaustrofobisk«, siger hun. Nej, forfatterens forestilling om, hvordan hun skulle skrive sin første roman, holdt på ingen måde stik. Da hun var midtvejs i handlingen, måtte hun også revidere sit syn på, hvorvidt romanslutninger er noget, man skal skrive frem eller planlægge. »Jeg blev nødt til at vide, hvordan bogen skulle slutte, for ellers ville jeg ikke kunne skrive resten. Når jeg tidligere har hørt romanforfattere fortælle om det, har jeg altid syntes, det lød meget kalkuleret og kedeligt, men jeg var faktisk nødt til at have en endestation«, fortæller Naja Marie Aidt. Mellem maskulint og feminintHun var ret langt inde i romanen, før det for alvor gik op for hende, at et af bogens temaer er en undersøgelse af det maskuline, og hvordan det er muligt at være mand i en moderne verden.

Selv om der optræder adskillige kvinder i ’Sten saks papir’, er det mændenes verden, der er i fokus.

»Jeg var i gang med at undersøge det maskuline allerede i ’Bavian’. I romanen her ville jeg gerne skrive om, hvordan mænd er bundet af alle de forventninger og roller, der er knyttet til deres køn. Jeg tror f.eks., at det på nogle måder har været nemmere at være kvinde end mand i min generation«, siger den 48-årige forfatter.

»Som piger blev vi opdraget til at mestre alle de såkaldte mandlige dyder. Vi fik uddannelse, forsørgerpligt og styrke. Heldigvis kan jeg se, at det har ændret sig, og at mine fire sønner har en helt anden balance mellem deres feminine og mandlige sider, og at de ingen skam har ved det«.

Tilskuer til sit eget liv
I ’Sten saks papir’ bor Thomas Lindström sammen med kvinden Patricia, som gerne vil have et barn.

Det vil Thomas ikke. Han vil bare have sin forretning med kunstnerartikler sammen med partneren Maloney. Han er træt af sin tykke søster, sin kriminelle fars pinlige fortid, sin kærestes evig krav, sin nieces dovne og måske kriminelle ven, ja, alt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv står han bare udenfor og er tilskuer, imens han bærer hele sin smerte indvendig. Også da det viser sig, at hans egen far, som han aldrig selv kom tæt på, evnede at have et nært og givende forhold til andre.

»Thomas har følelsen af at være isoleret og uden for fællesskabet, og han har svært ved at trænge ind i virkeligheden. Jeg kan ikke lade være med at føle ømhed for ham, for han har været min siamesiske tvilling i to år, og jeg blev jo næsten til ham, til en mand, i processen«, siger Naja Marie Aidt.

Mindre krimi end ventet
Hun ser Thomas Lindström som det typiske eksempel på en mand, det går helt galt for, fordi han ikke tør se sig selv i øjnene og er for stolt til at se, at han faktisk har et alvorligt problem.

Han søger ikke hjælp eller støtte hos andre.

Et af hans problemer kommer til at involvere et uafsluttet regnskab med byens underverden, og det betyder, at Naja Marie Aidt trækker på elementer fra krimi- og spændingslitteraturen i romanen, men ingen skal dog forvente en rendyrket kriminalhistorie, hvor alle gåder bliver løst og svarene serveret med fine sløjfer om.

»Jeg troede faktisk, det ville blive en mere kriminalistisk historie, end tilfældet blev. I stedet blev det mere en gyser, hvor der kører en mørk understrøm, og hvor forfatteren måske ikke engang selv ved, om uskyldige personer dør undervejs«, siger hun.

Base i Brooklyn
Måske bliver vi som læsere senere klogere på, hvordan livet former sig for Thomas Lindström og hans nærmeste omgivelser efter bogens slutning, for Naja Marie Aidt har en vag plan om, hvordan hun kan fortsætte fortællingen i en ny roman med en anden hovedperson.

Hun er ret overbevist om, at hun vil forsøge sig med flere romaner, og lige der får det ingen betydning, hvad anmelderne måtte mene.



»Jeg er spændt på de læsninger, der kommer af bogen, og jeg kan godt tåle at få dårlige anmeldelser, tror jeg. Det skal jeg kunne tåle. Man kan være skuffet over eller uenig i deres læsninger, hvis de ikke er kvikke nok eller grundige nok, men man kan ikke bestemme, hvad andre skal synes om det, man laver«.

I september går turen tilbage til Brooklyn, hvor Aidt og familien har haft base de seneste fire år.

Når man læser ’Sten saks papir’, tror man også først, at historien foregår i New York og omegn, men det gør den faktisk ikke, forsikrer forfatteren. ’Byen’ i romanen er opstået i hendes egen fantasi. Til gengæld indrømmer hun gerne, at hvis hun havde skrevet historien i København, ville hun aldrig have placeret den andre steder end her.

»For mig er det også anderledes at sidde og skrive min roman på et hemmeligt sprog i en by som New York, hvor ingen forstår en brik af det, man skriver. Man kommer på en måde tættere på sit eget sprog. Det bliver ekstremt dyrebart«.

Forfatter uden plan
Forfatteren rejste til New York, netop da hun havde modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for ’Bavian’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Planen var at blive i den amerikanske millionby et år og derefter vende hjem til andelslejligheden i Gothersgade. I dag er lejligheden solgt, og der er ingen plan.

»Jeg har altid sagt, at hvis det begyndte at gå ud over mit sprog, ville jeg tage hjem, men nu kan jeg mærke, at det er begyndt at blive spændende, hvad der sker, når man har to sprog«, siger hun.

Som barn voksede hun også op med to sprog. Indtil hun var otte år gammel, boede hun i Grønland og mestrede dengang både dansk og grønlandsk, men det grønlandske forsvandt igen.

Fuldstændig dobbeltsproget

I dag kan hun godt drømme om at kunne mestre engelsk lige så godt som dansk, men hun har erkendt, at det aldrig kommer til at ske. »Det er vildt irriterende. Hvis jeg havde været 20 år gammel, havde jeg nok forsøgt med at skrive på engelsk, men siden 1991 har jeg skrevet alle mine bøger på dansk, og hvis jeg skulle skrive på engelsk, ville jeg være perfekt på engelsk, og det bliver jeg jo ikke«. Det bliver familiens yngste på 10 imidlertid. Han oplever præcis det, som hans mor oplevede som barn. Han er kommet til USA på et tidspunkt i sit liv, hvor der kun går få måneder, før et nyt sprog sidder fast. »Han er fuldstændig dobbeltsproget og taler uden accent. Han har fået kongepositionen som den, vi alle sammen spørger til råds: Hvad er det nu, det hedder?«. Til gengæld er den 10-årige foreløbig også den eneste i familien, som taler om, hvornår turen igen skal gå hjem til Danmark. »Jeg er dansker«, siger han. Hans mor kan imidlertid ikke give ham et klart svar. Hun ved det ikke. Men hun er ret sikker på, at de to mellemste drenge, der er i starten af 20’erne og opslugt af filmmiljøet i New York, allerede er vokset totalt sammen med livet i den amerikanske storby. »De kommer nok aldrig hjem igen«, siger hun. Men det ser nu ikke ud til at bekymre hende. Måske er det også bare sådan, at de deler den rastløshed og trang til at opsøge nye steder, som de har kunnet iagttage hos deres mor.















Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce