På befrielsens morgen, 8. maj 1945, går en glad norsk jente op på tørreloftet. Hun har travlt med at få tøjet ned, for hun skal ud at fejre freden, livet og foråret. »Hun er varm og tænker ikke, hun er bare fyldt til randen af en stor og besynderlig glæde, der ikke ligner noget andet, hun har prøvet før. For nu er hun ny. Der har været krig i fem år, og hun bliver tyve til sommer, og det er nu, lige netop nu, at hendes liv begynder (...)«. I dette øjeblik bliver Vera grebet bagfra og voldtaget af en ildelugtende mand, som hun ikke ser andet end hænderne af: Han mangler en finger. Da hun ni måneder senere føder i en taxa på vej til hospitalet, tæller chaufføren tilbage til 8. maj og erklærer, at sådan et barn kun kan hedde Fred. Halvbroderen er kommet til verden. Først ved fødslen vender Vera langsomt tilbage fra den dybe psykose, som voldtægten har lukket hende inde i. Hun har gået i ni måneder uden at tale. Og hermed har romanen i sine første passager lanceret tre store temaer, som skal bearbejdes symfonisk på de næste 700 sider: navngivning, tavshed og den anden, som er en del af mig selv.
Barnum og hans bror
Lyt til artiklen
