Da Bent Haller var knægt, gjaldt det om at komme væk i tide.

Luften sitrede af kindheste og øredaskere. Sinkadusen sad oven på skuldrene, og også dengang var utak verdens løn.

Så i en moden alder ser forfatteren tilbage på en barndom fuld af vold og trusler om vold.

Lun knækprosa
Det var ofte fortjent. Nu er det forbudt.

Men minderne er samlet i en lille bog, som ikke kunne hedde andet end ’13 opskrifter på tørre tæsk’.

Det er en lun omgang knækprosa, som Rasmus Bregnhøi har sat i billeder.

Havde Bent Haller haft lidt bedre tid til at grave i erindringen, kunne titlen sikkert mageligt være begyndt med 14 eller 25.

En på kassen
Ordet ’hvis’ er gennemgående i disse korte beretninger fra de ømme kinders land. Hvis man er så uheldig at gøre dit og dat, så falder afregningen kontant ved kasse ét med en på kassen.

For at gøre det mere udholdeligt, har folk gennem tiderne fundet på en række ord for disse handlinger.

Det hjælper helt sikkert på smertegrænsen, hvis man ved, at »sinkadusen« er afledt af det franske »cinque á doues«.

Hvad angår »en på bærret«, forklares også det grundigt i bogens noteapparat tillige med begrebet en »ørefigen«.

Forfatterens jævnaldrende vil nok savne enkelte gloser – især fra balleregionen – men det følger sikkert i et kommende bind.

En lystig bagatel
Tegneren Rasmus Bregnhøi (årgang 1965) har aldrig fået »høvl«, så han anbringer troskyldigt et rigtigt stykke værktøj i dette afsnit.

Han nærmer sig alle disse nye ord med nysgerrighed. Han tager dem for pålydende. Han er med på legen.

Men de kunne lige så godt have været på swahili. Det kaster et forsonende og forsorent skær over denne lille, lystige bagatel om sære ord og skumle gerninger.

En kindhest kommer sjældent alene, og en huskekage er uspiselig. Nu får man kun musearm.