Et monstrum af en bog, men også en rigdom. Ikke Per Højholts mest vellykkede, men klart hans mest ambitiøse produkt, for læserne en gave og et besvær, fyldt med de teorier han har skrevet på - eller hævder han har skrevet på - i mere end et halvt århundrede. Plus noget helt enestående, som kun Per Højholt kan. Men lad os gemme det sidste lidt. Rygtet om denne roman er jo løbet forud. I årtier har man vidst, at guruen i Hørbylunde skrev på en roman, nej, romanen, der skulle toppe det hele. Enkelte udvalgte har fået lov at se et kapitel hist og her. Man har fået færten af, at det handlede om ører, om ikke for andet så fordi titlen er latin for 'små ører', disse mærkelige legemsdele, som man knap nok kan rokke med og i grunden ikke engang høre med, for de stritter jo bare uden på hovedet, men har alligevel måttet bære alverdens metaforer på deres skrøbelige brusk: man lægger øre til, man låner det sågar, man har en ræv bag øret, og den, som har ører at høre med, han høre, som allerede Jesus var inde på i Matthæus 11,15, hvormed han nok tænkte på noget helt andet end ører, nemlig at kun de indviede forstår. Således rustet af hele kulturhistorien spidser man ører og oplever nok, at de bliver røde, når man ikke rigtig forstår, hvad de skal gøre godt for, disse ører, der undfanges i et bestemt øjeblik i 1915, da der er stille over hele Europa, hvorpå de fra fødslen åbenbart får ben at gå på, for de strejfer om i Europa i horder, og hører man ikke så meget om, hvordan de færdes, så forsømmer de til gengæld ingen lejlighed til at kopulere og strinte i øst og vest med de af denne aktivitet afledte væsker, som dog mindre ligner sperm end vand ud af ørerne.