Man løber let sur i Salman Rushdies tykke romaner.

Han har det med at lægge den ene fortælling inden i den anden og så lade de underordnede fortællinger frembringe sideskud i et virvar.

Den mand kan ikke løfte hænderne til tasterne for at sætte gang i en figur, uden at der vælter ti andre ud af ærmet på ham.

Det irriterer visse læsere, der er indstillet på den Vestlige Verdens Roman, hvor der normalt er et rum omkring hovedpersonerne, en by eller et landskab ladet med betydning.

Bombays banegård
Sådan er det ikke hos Rushdie.

Her er der sjældent natur eller gader eller interiører.

Omkring Rushdies personer er der – personer. I et syndigt mylder.

Man føler sig hensat til Bombays banegård, hvor det heller ikke er til at se mennesket for lutter mennesker. Rushdie ynder også at give hver figur en række forskellige navne, hvad der ikke gør det lettere at finde hovedpersonen og følge tråden.

Fantasiens magt
Men har man først indstillet sig på denne orientalske stil, vanker der belønninger.

Man opdager, at de mange bifigurer udfylder samme rolle som træer og huse i en vestlig roman. De giver klangbund og bibetydning til den historie, der bliver fortalt.

Som i ’Fortryllersken fra Firenze’ er en smuk og rimelig simpel og urimelig rigt nuanceret beretning om, hvor forskellige og dog ens øst og vest er, og hvor stor en magt fantasien har over virkeligheden begge steder.

Samt kvinder over mænd.

Historien er henlagt til den sene renæssance. I England sidder dronning Elisabeth og sender et tilbud til Indien om at yde imperial beskyttelse.

Gennem diverse forhindringer når det frem til den indiske stormogul, dog først efter at have skiftet hænder, så det bliver overrakt af en italiener fra Firenze, som er mindre interesseret i at være gesandt for magten end for kærligheden, som da også interesserer den indiske hersker mere.

Og så er spillet kørende.

Fortryllersken
Blandt sine hustruer foretrækker stormogulen en, han selv har skabt med sin fantasi.

Det er lige noget for vores florentiner, der kan byde på noget endnu bedre end en fantasikvinde: en fjern fantasikvinde, titlens dårende dejlige fortryllerske, som han hævder har nedlagt alle mænd på sin vej.

Om hende drømmer nu den indiske stormogul.

Han indretter hele sit liv efter hende, usikker til det sidste på, om hun findes eller bare er en frugt af fortællingen, som vor budbringer bliver ved at udbygge og brodere på for at holde sig i live – i Orienten fortæller man jo ikke for sjov, men for at redde livet.

Og sådan går det ifølge fortællerens eget resumé rask af sted med »konflikter, ægteskaber, forsoninger, afkald, sejre, nederlag, rænker, diplomati, køb og salg af tjenester, skatteopkrævninger, intriger, kompromiser, og djævlen må vide, hvad mere«.

Ligeretsbudskabet
Hvad der er inden i løjerne?

En underfundig demonstration af den påstand, at forskellen mellem øst og vest er til at overse, når det kommer til stykket. Religiøse fanatikere er grundlæggende af samme art begge steder.

I Indien deler de sig i vin- og vanddyrkere, men ved nærmere eftersyn svarer de nogenlunde til grundtvigianere og Indre Missions-folk, bare i en globaliseret udgave.

Trangen til sex ligger også lige dybt i østlige og vestlige mennesker, for ikke at tale om mænds trang til at undertrykke kvinder.

Ligeretsbudskabet er lige så indgroet i ’Fortryllersken fra Firenze’, som det var i ’De sataniske vers’, der jo netop fik prædikatet sataniske af imamerne, fordi de gav kvinder ligeret.

Nu som før er Rushdie en af de mænd, der hader mænd, der hader kvinder.

Fortællingernes kraft
Et lige så dybtliggende tema i bogen er, at uenighed, ulydighed, billedstorm kan være kilden til noget godt.

Men dybest er den forestilling, der driver fortællingen, at det drømte er virkeligere end det virkelige.

Det myldrer med mennesker som på en overfyldt perron. Men virkeligere end de mange mennesker er de fantasier, der driver dem, og de fortællinger, der sætter fantasierne i scene.

Thomas Harder har igen ydet en pragtpræstation med sin oversættelse af det rushdieske mylder.