Bogens første sætning

»It was the happiest moment of my life, though I didn't know it«.

Romaner er ikke romaner, når de er oppe i størrelse XXX-large. De er tilstande. Man læser dag ud og dag ind, man læser videre og bliver ved, det bliver en livsform, et hus at bo i eller, som titlen siger på denne her: et museum at vandre rundt i.

Orhan Pamuks første roman siden nobelprisen hedder i engelsk oversættelse (den danske er kun på vej) ’The Museum of Innocence’, ’Uskyldighedens museum’, og dens 83 kapitler er et katalog over en uskyld, som bliver taget (bagfra) i allerførste linje: It was the happiest moment of my life – yes, det var det lykkeligste øjeblik hans liv, og herfra kunne det dårligt gå andet end nedad.

Sprækker i sjælen
Han hedder Kemal Basmaci og er en fyr omkring de tredive tilhørende Istanbuls overklasse.

Hun hedder Füsun og er hans 18-årige kusine fra en gren af familien, som ikke har penge. Desuden er der Sibel, overklassepigen, som Basmaci skal giftes med. Alt mens han, altså, udlever sit livs lykke med Füsun.

Trekantens retvinklede urscene er sat, og reglerne er så klassiske som hos Pythagoras. Summen af katedernes kvadrat er lig med kvadratet på hypotenusen. Og selv om Kemal møder sin Füsun i 1975, og alt ånder Istanbul, så er vi kun 50 sider fremme i affæren, før han mærker noget, som milliarder af mænd og millioner af romaner har mærket og afmærket alle mulige andre steder og til alle mulige andre tider:

»Det var i løbet af disse dage, at jeg først begyndte at mærke sprækker åbne sig i min sjæl, sår af den slags, som sænker visse mænd ned i en dyb, mørk ensomhed, som der ikke findes nogen kur imod«.

Løgnens løn er ensomhed. Mand, hvor er det sikkert. Og kvinde?

Savn
Mærkeligt med bøger, som er en ’hyldest til kvinden’. De bliver let meget mandlige.

’Uskyldighedens museum’ udstiller alle de genstande, der har med den skønne Füsun at gøre, alt fra hendes undertøj og ørenringe til et saltkar, hun har berørt, og noget nips, hun har stående på fjernsynet.

At samle dette museum er en motor i romanen, og på titelbladet ses et kort over Istanbul med museets placering.

Men siger museet egentlig noget om Füsun?

Måske, men det siger mest om hendes elsker, bogens fortæller: den først lykkelige, siden ulykkelige og til sidst musealt minderige Kemal. Som læser sidder man og savner denne kvinde, man hele tiden hører om.

Savner at høre hende indefra, ikke udefra. Få hendes kvindelige hemmeligheder og ikke bare få hende som en mands hemmelighed.

Familiens sorte får
Men skøn er hun.

Det hele begynder med, at Kemal er på indkøb i Istanbul med sin kommende kone, nævnte Sibel. Hun forelsker sig i en taske af dyrt mærke i et udstillingsvindue.

Dagen efter vender Kemal tilbage for at købe tasken og glæde sin Sibel. Men tasken bliver solgt af en ekspeditrice, som viser sig at være hans fjerne kusine, som han sidst så for ti år siden, da hun var en kejtet teenager.

Der dukker minder op samt en vag erindring om Füsuns lidt skandaløse rolle i familiemytologien, hun har nemlig stillet op i en vulgær skønhedskonkurrence og vundet.

Intet under at hun vandt, ganske vist, sådan som hun ser ud. Men i et muslimsk miljø, som kæmper med det moderne, har hun brudt grænser. Og nu kender Kemals forelskelse ingen grænser.

Historien om det moderne Tyrkiet
De elsker og elsker i trekantens ene vinkel, alt mens der forberedes den fineste forlovelsesfest i trekantens anden vinkel.

Orhan Pamuk hæver sin roman, som driver af sex og sensualitet, til også at være en historie om det moderne Tyrkiet, der dengang i 1975 ikke var nær så moderne.

Istanbul analyseres med hele Pamuks enorme viden om alt, hvad der foregår i farvandet omkring Det gyldne horn, det være sig religiøst, socialt, politisk.

Kapitel 13 hedder f.eks. ’Kærlighed, mod, modernitet’, og her ligger de elskende på sengen og taler om sex før ægteskabet.

Kemal kan fortælle sin Füsun, at hans tilkommende overklassepige har været villig, men først da hun var stensikker på, at det blev til ægteskab:

»Hun har studeret i Europa, men hun er ikke så moderne og modig, som du er …«

Tabt kærlighed
Så bliver der en meget lang tavshed dér på sengen.

Og elskeren taler senere, langt senere, ud af sin ensomme trekant:

»Efter at have tilbragt år med at grunde over betydningen af denne tavshed, kan jeg nu opsummere den på en afbalanceret måde. Det, jeg lige havde sagt til Füsun, havde en underforstået betydning. Jeg havde antydet, at hvad Sibel havde gjort før ægteskabet ud af kærlighed og tillid, det havde Füsun gjort på grund af sit mod og moderne udsyn«.

Såret efter sådan en sårende, sådan én sårende bemærkning, det heles aldrig. Den meget moderne mand, som fortæller romanen, han mister både sin Sibel og sin Füsun – hun gifter sig nemlig helt anderledes umoderne og forsvinder ud af hans liv.

Men uden hende intet liv for ham, mere moderne er han nemlig ikke, og efter et års jagt rundt i Istanbuls labyrinter genfinder han hende en skønne dag i familiens skød med mand, mor og far foran fjernsynet i det folkelige kvarter.

Her må han så selv sætte sig i otte år, fire hundrede sider, og nok se, men ikke røre. Romanen står bumstille.

Metaroman
Men der er nu drive i stilstanden.

Få andre end Orhan Pamuk kunne slippe levende fra at slæbe sin læser gennem så meget ikke-fortælling. Man bliver klogere undervejs, klogere på Tyrkiet, muslimer, mænd, kvinder – klogere også på kedsomhed. Man mærker den krybe.

Og så, pludselig, træder en mand ved navn Orhan Pamuk ind i romanen.

Vi har mødt ham flygtigt ved en reception, men på side 516 overtager han simpelt hen fortællingen med et højttalerkald: »Hallo, dette er Orhan Pamuk!«

Nu bliver romanen så for alvor, hvad den hele tiden har lagt op til at være: en roman om romaner. Ikke bare, hvad den også hele tiden har været, en roman om livet som en roman.

Allerede på side 73 siger fortælleren, at »når vi når det punkt, hvor vores liv finder deres endelig form, ligesom i en roman, så kan vi udpege vores lykkeligste øjeblik, udpege det i tilbageblik, sådan som jeg gør nu«.

Fortæller og forfatter i dialog
Men fra og med side 516 går fortælleren direkte i dialog med Orhan Pamuk. Og Pamuk kan fortælle, at fortælleren har sagt sådan her til ham om ’Uskyldighedens museum’:

»Glem aldrig, Orhan Bey, at logikken i mit museum skal være, at ligegyldigt hvor i museet man står, skal det være muligt at se hele samlingen, alle montrer og alt andet«.

Og fortælleren forsætter: »Fordi alle objekter i mit museum – og med dem hele min historie – kan ses samtidig fra alle vinkler, vil de besøgende miste enhver fornemmelse af tid«.

Der er jo ikke så lidt Marcel Proust og ’På sporet af den tabte tid’ i sådan en romanopskrift, og det samme kan siges om talrige andre træk ved ’Uskyldighedens museum’, f.eks. den stadige glidning mellem jegfortællerens personlige historie og et ’vi’, som uddrager lovmæssighederne af historien, kærlighedens pythagoræiske sætninger.

Lidt ligesom en udstilling
Og når den store historie pludselig et sted bliver fortalt i ganske kort form som noget, der overgik fortællerens far, dengang han havde sit livs affære, ja, så er Proust virkelig på spil i Pamuk med alle historier indlejret i alle andre historier. Det hele er der hele tiden.

Tidsfornemmelsen mistede jeg dog desværre ikke helt undervejs. Tværtimod greb jeg mig selv i at se på uret. Der er godt nok meget, man skal have noget at vide om her på museet – lidt ligesom på udstillinger, hvor der er for meget tekst til billederne.

Men man tilgiver meget, når man pludselig står ved en passage, der er skøn som en nat med Füsun, og dem er der mange af.

Sådan set er der ikke noget, der ikke er meget af i ’Uskyldighedens museum’.