Det er ikke, fordi Liza Marklund i sit hjemland har været udråbt til nogen stor litterat. »Funktionelt« er det pæneste, svenske anmeldere har kaldt hendes sprog.

Men som Dagens Nyheter skrev i 2006, så kan Marklund »feje gulv« med konkurrenterne, hvad angår skildringer af kvinders udsathed i »omorganisationernes Sverige«.

Hendes hovedperson i flere bøger, Annika Bengtzon, er blevet forbillede og ikon for selverhvervende kvinder, både midaldrende og helt unge. Mange af dem har og kan henrykt citere, hvad DN’s Ulrika Kärnborg kalder »en ninjafeministisk favoritepisode«.

I 2005 skrev Eva-Marie Liffner i Expressen i anledning af Marklunds ugenerte markedsføring: »Jeg tror, Liza Marklund ler ad os alle«.

For hun forsøger ikke engang at være en god stilist, men hun formår at gøre det velkendte til en provokation og en overdrivelse om umuligt kvindeliv, arbejde, mænd og en magtfuldkommen medieindustri. Og det fortjener hun respekt for«, skrev altså Expressen i 2005.

Populistisk sødsuppe
Med den netop udgivne ’Postkortmorderne’, som hun har skrevet sammen med det amerikanske bestsellerfænomen James Patterson (nr. 1 med de seneste 19 thrillere!), får Marklund kniven.

Måske mest substantielt i Dagens Nyheter af Lotta Olsson, som skriver, at ’Postcard Killers’(som den hedder i Sverige) »slår alle rekorder i idioti«. Den »er en udmærket bog, hvis man ikke vil have noget ud af at læse«, for eksempel hvis man er meget træt.

Lotta Olsson indrømmer, at hun ikke keder sig under læsningen, men hun bliver vred over Marklunds kulturforagt. Den udtrykkes af journalist og hovedperson Dessie Larsson og hendes amerikanske partner i ’Postkortmorderne’ og er et ekko af den populistiske sødsuppe (»snömos«) og foragt for »de fine«, som allerede før var blevet bemærket i forfatterskabet.

»En tolvårig med smag for blod«
»Frem for alt er der et tilbagevendende tema i Marklunds bøger: Alle andre er så dumme! Så himla jobbiga! De skulle straffes for ikke at give plads til nogen som Har Ret«, skriver Lotta Olsson.

»Det kan være tilfredsstillende, om end stenkorkat (dvs. indskrænket, tilproppet, red.) at læse den slags bøger«.

Sydsvenskan lægger heller ikke fingrene imellem: Per Svensson kalder ’Postkortmorderne’ en krimi »for tolvårige med smag for blod og dårlige sexskildringer«, en »kiosklitteraturens Sheratonlobby«.

McMurder
Marklund har »så vidt jeg ved både et stenhus og et godt renommé som krimiforfatter. Hvorfor vil hun sætte det på spil ved at slå sig sammen med en amerikansk bestsellermaskinist?«.

Og med perfekt timing falder hugget: »Det er ved at undre mig over det spørgsmål, jeg holder mig vågen, mens jeg læser ’Postkortmorderne’«.

Expressen sammenligner bogen med en burger (»hårdkogt amerikansk kødfars i et enkelt nordisk brød«) og læsningen med besøg i en McDonald’s. Oplevelsen (eller: »the mouthfeel«) er friktionsfri, skriver Niklas Ekdal. Men: »Det er minimalistisk, det er reelt, og det er professionelt«.

Amerikansk bornerthed
I Danmark tugter krimigenrens lokale profet, Politikens Bo Tao Michaëlis, veloplagt den, han elsker: »... denne krimi lever alt for meget op til den lødige læsers formastelige fordomme om genren«. Fordomme, som Michaëlis kæmper imod.

I metroXpress fremhæves klicheerne (blandt andet er den mandlige efterforsker naturligvis fordrukken), men plot, mordere og helte »fungerer«, om end ikke helt overbevisende.

Efter lidt trippen på stedet sættes hælen i den amerikanske bornerthed, der nok er skyld i, »at en rigtig mand skal kunne ’kurere’ en lesbisk kvinde«. Den udvikling i romanen finder anmelderen »lige tåkrummende nok«.

Ekstra Bladets Marie Louise Toksvig kalder fortællingen i ’Postkortmorderne’ »en temmelig fortænkt sag«. At bogens 308 sider er delt op i 112 kapitler finder hun snarere forstyrrende end temposkabende, og bogen efterlader en bismag af »en teknisk upåklagelig og effektivt konstrueret, men ikke desto mindre noget rutinepræget præstation, der synes skrevet med et fast blik på salgsprognoserne«.

LÆS ARTIKELPostkortmord er overfrankeret med klicheer

Berlingske Tidendes Mette Strømfeldt er – under overskriften ’Ma(r)kværk’ – nærmest hændervridende: »Alt det, som Marklund står for med krimierne om Annika Bengtzon, er der ikke plads til i Pattersons vridemaskine, hvor persontegningerne skal kunne være på et postkort. Spring bogen over, hvis du ikke vil være vidne til, hvordan Marklund sælger ud«.

Hun har nemlig »været igennem en slem omgang stryg og rens i mandens bestsellerfabrik«. Det er liiige før, det er synd for Marklund – noget af et kunststykke fra anmelderens side!

Bortset fra den ynkefeministiske ansats (som også blev prøvet, da Marklund og Camilla Läckberg var under beskydning forrige år fra misundelige ældre hvide heteromænd – eller hvordan det nu var) så er Strømfeldt på linje med Michaëlis: 1 stjerne.

Autopiloten slået til
Lars Ole Sauerberg, der tilhører ovennævnte socio-kategori, er i Jyllands-Posten også inde på forretningsmodellen og formoder, at Marklund har sikret sig en god luns af indtjeningen, selv om Patterson synes at være »den bærende kraft« i ’Postkortmorderne’.

»Det virker som om autopiloten er slået til. Der er heller ikke gjort meget for det stilistiske«, skriver Sauerberg og giver 2 stjerner.

I Børsen er Jonas H. Bentzen klædeligt åben over for at se bogens svensk-amerikanske kultursammenstød som en selvironisk duel mellem genrens feminine og maskuline varianter.

Det »enstrengede« plot reddes få steder af Marklunds rappe humor og friske dagligdags betragtninger, men ellers mener også Bentzen, at Patterson dominerer. Mangen sindig europæisk læser vil nok lede fortumlet efter sjælen, skriver Bentzen;

måske er det derfor, han trods sin åbenhed kun giver 2 stjerner og kalder ’Postkortmorderne’ »en krimi, der leverer alle ’poskortklicheerne’ og derudover er blottet for mening«.