Landsbyen Liebau ligger ikke langt fra den tyske universitetsby Freiburg nede i det bjergrige Baden, hvor Tyskland, Schweiz og Frankrig danner et fælles og dog forskelligartet grænseland.

Her dukker der pludselig en buddhistmunk op, som ikke kan et ord tysk, men til gengæld er kvæstet og forvirret. Det stedlige politi bliver adviseret.

Heriblandt den alkoholiserede 40-årige Louise Boni, datter af en fransk katolsk far og en tysk protestantisk mor, dog skilt fra hinanden.

Også Louise er separeret fra sin sjover af en schweizisk adelsmand, men har en bolleven, en 20 år yngre taxachauffør, til at udføre sæsonarbejde i sin seng.

Hendes liv hænger i laser, hun er på nippet til at ryge ud af korpset og har tilbagevendende mareridt om den aften, hun skød en bestialsk børnelokker.

Politiet forfølger den mystiske munk, som snart forsvinder sporløst, mens to betjente skydes brutalt ned. Vor drikfældige antiheltinde bliver taget af sagen, men snart tager hun selv entreprenant affære med farlige og fatale konsekvenser.

Mankell som forbillede
’Mord i zen’ fra 2004 er det første prisbelønnede bind i en planlagt serie om kommissær Bonis meritter i et hjørne af EU, hvor franskmænd og tyskere stadigvæk driller hinanden på tværs af grænsen, dog mere kærligt end krigerisk.

Oliver Bottini skriver skægt og seriøst med en særegen febrilsk energi og elan i stil og sprog. Hovedpersonen er karismatisk neurotisk og charmerende menneskelig i sin søgen efter sig selv og nogle forsvundne børn.

Tydeligt nok er det Henning Mankell, som er forbilledet helt ud i detaljer; han ligger da også på Louises natbord.

Således er der mange problemer og meget panderynken i denne spændende og tænksomme krimi.

Grå teori
En smule for meget for min smag, tilsat de slidte sætstykker med den barske politichef og de bløde, søde kolleger i dur og mol.

Over for denne singlepige, som med hensyn til psykosomatiske bekymringer nærmest er et omvandrende katalog over den moderne kvindes kvaler og sygdomme.

Engang sagde man, at det at tale om gode tyske krimier var som at lede efter skinkesalat i Tel Aviv: I teorien må det vel findes. Al teori er grå, sagde gamle Goethe.

’Mord i zen’ er i hvert fald endnu et bevis på, at nu må den fordom være død og borte.