Katrine fylder 59 år, da hun sender invitationer ud til sin fødselsdag umiddelbart efter, at hun har fået diagnosticeret en kræftsvulst i hjernen. Hun underskriver invitationerne Mor, selv om hun ret beset kun er biologisk mor til to i familien. De andre er sted-, sviger- og børnebørn. Morrollen, er det så den sidste, der er tilbage, når man er dømt dødssyg kvinde? Næppe, den sidste hedder patient, og den rolle ligner et lille barns. Maja Lucas registrerer aspekter af et livs nedtælling i sin korte beretning ’Katrines hånd’.
Roman, kan man kalde den, men Maja Lucas sætter aldrig genrebetegnelser på sine udgivelser – det gælder også kortprosadebuten ’Jegfortællinger’ (2007) og de prosalyriske stykker ’Min far kan lide fugle’ (2008), den sidste centreret om et skilsmissebarns oplevelser. Nu tager hun igen fat i et stort eksistentielt drama, på sin egen lavmælte facon og i sin stramt tøjlede prosa, der aldrig udsiger for meget, men lader de få præcise ord stå og dirre på siderne.
