Alle hånde myter og religiøse retninger har de sidste årtier notorisk generobret de territorier, de retteligen burde have mistet i vore sekulariserede samfund.

Nu udgiver Tiderne Skifter hollandske Michel Fabers bidrag til en international ’myteserie’, et storstilet udgivelsesprojekt, der i 35 lande sigter efter at lade prominente forfattere genskrive verdens rige forråd af myter.

LÆS OGSÅÖstergren fortolker oldnordisk mytestof

I denne ombæring har Faber kastet sig over Prometheus-myten, i et skæringsfelt mellem religion og satirisk sædeskildring. Prometheus bragte menneskene ildens gave.

Det femte evangelium
I ’Ildens evangelium’ møder vi den overvægtige nørd Theo Griepenkerl, der udsendt af sit canadiske universitet til Bagdad ved et ubegribeligt lykketræf snubler over det femte evangelium – en hidtil ukendt kristen ved navn Malchus beskriver, på første hånd, Jesus’ sidste dage.

Manuskriptet er på aramæisk, Griepenkerl er lykkeligvis ekspert i samme sprog, smugler teksten tilbage til Canada og oversætter og får udgivet sin version af Malchus’ sprængfarlige tekst.

Hvorfor sprængfarlig?

Fordi den på et antal afgørende punkter bryder med de etablerede fortællinger om Jesus, og fordi Malchus bidrager med uhumske detaljer, såsom beskrivelsen af den afføring, der strømmer ned ad Jesus’ forpinte krop på korset.

Gæk med Dan Brown
Romanen er nu komponeret som en alternerende serie af kapitler, der dels kortlægger den forbløffende, triste og komiske historie om Griepenkerls livsfarlige berømmelse, dels bringer længere uddrag af selve Malchus’ tekst.

Faber driver på den ene side gæk med poppede og elendigt skrevne bestsellere som Dan Browns ’Da Vinci Mysteriet’, og på den anden side tager han afsæt i de mere alvorlige skæbner, der er knyttet til navne som Salman Rushdie og Theo van Gogh, kunstnere, der er blevet forsøgt myrdet eller blev myrdet som følge af hadske og fanatiske religiøse personers ondsindede anslag.

LÆS OGSÅRushdie er stadig dødsdømt og fuld af energi

Underteksten er den, at ilden jo ganske vist renser og oplyser – men at den som bekendt også destruerer og slår ihjel.

Banalt ragnarok
I satirisk tonart følger vi først og fremmest Griepenkerls eksplosive bevægelse fra vraget elsker og lavtrangerende universitetsnørd til hans nye status som celeber og velhavende kendis, og heraf også som en logisk følge opkomsten af smukke kvinder, der vil have vor mand.

Det hele kammer naturligvis over i et banalt ragnarok, men udgangen på romanen er mærkeligt stille og smuk, i en hengivelse og overgivelse til kærlighedens medmenneskelige kraft.