Pablo Llambías skriver om noget så mærkeligt som et kærlighedsforhold uden kærlighed.
Foto: Per Morten Abrahamsen

Pablo Llambías skriver om noget så mærkeligt som et kærlighedsforhold uden kærlighed.

Det er nærmest uudholdeligt at opholde sig i de emotionelle rum i Llambías’ nye roman

Både den psykiske og fysiske vold er massiv i Pablo Llambías’ 'Natteskær'.

Skønlitteratur

Den barske parforholdshistorie fortælles af en barnløs, midaldrende mand, der underviser i litteratur, men også selv skriver. Han er netop blevet skilt og bor i en lejlighed fuld af spor efter ekskærester, da han møder en 22-årig skønhed. Tre måneder efter mødet er de to gift, syv måneder efter står de ved afgrunden, og mønstret har været det samme igen og igen: Først klichefyldte deklamationer om evig kærlighed, så sex, ofte på SM-manér, så voldsomme skænderier – og vold med hende i rollen som den voldelige.

Jeg har aldrig før læst en kærlighedsroman uden nogen kærlighed overhovedet, og denne mangel på sjæl gør et stærkt indtryk. Det lykkes Llambías at fremskrive en uvirkelighed og udvendighed, som fascinerer, samtidig med at den frastøder. Den mandlige jeg-fortæller er det meste af tiden paralyseret af indre bekymringer og er både dybt refleksiv og underligt umoden. Han er klar over, at »vi er uvirkeligt lykkelige«, og at »det er som om vi er bedre på skrift end i virkeligheden«, men mangler en indre kerne af selvtillid, der kan få ham til at agere modent på situationen.

Selvhad og sortsyn

Det rædselsfulde forhold bliver ikke bedre af at foregå i de sociale mediers tid. Da romanen begynder, befinder manden sig i en moderne kommunikationssituation, der er kun ti meter mellem de to, men han vælger at sende hende en sms: »Beskeden som jeg sender, forestiller jeg mig rejse hen til en lokal sendestation, derfra ud til en regional samlestation, hvorfra hele byens samlede mængde beskeder sendes ud i rummet og tilbage igen. En af dem går til hende. Hun læser den inde på sit værelse«.

Når de har mailsex, skriver hun, at han skal gøre med hende, hvad han vil, når de mødes. Det gør han så med bindelege og det hele, men den ægte hengivelse og forløsning leder man forgæves efter. De to er som metalkugler i en pinball-maskine, der støder sammen i hurtige knald for derefter at bevæge sig væk fra hinanden med rasende fart. Det er nærmest uudholdeligt at opholde sig i ’Natteskær’s emotionelle rum. Og det har i høj grad at gøre med jegfortællerens selvhad og sortsyn, som i udpræget grad minder om det, som ytrer sig i de mere end tusind sonetter, som Llambías skrev i ’Monte Lema’, ’Sex Rouge’ og ’Hundstein’ med udgangspunkt i sit eget liv som rektor på Forfatterskolen og den evige kamp mod angst, usikkerhed og mindreværd.

Hovedpersonen i romanen er stadig et barn indeni og fortæller, at han nogle gange hellere vil lege under bordet end konversere voksent.

Sonetterne blev til ved, at Llambías redigerede sine dagbogsnotater, så de passede til sonettens højlitterære form. I denne omgang er jeget skabt af prosa, der, hvis den bestod af høvlspåner ville bestå af spåner, der var høvlet af træet fra samme side med stor kraft. Sproget høvles så at sige ikke til fra den modsatte side, og der udskæres kun få krummelurer og gesvejsninger. På et tidspunkt greb jeg mig selv i læse flere sider, som var de sonetter, der var limet sammen.

Kold og kuldslået roman

’Natteskær’ er også en kunstner- og universitetsroman drejet omkring en ubehagelig sag, som gør, at jegfortælleren må sige sin lektorstilling op med den forklaring udadtil, at han hellere vil skrive. Reelt er han blevet presset ud, fordi han har opført sig upassende over for en kvindelig studerende. »Hvad var grunden til at jeg sagde op? Svaret er at jeg havde svært ved at rumme det. Jeg var på anklagebænken. Jeg ville have den dårlige stemning til at gå væk. Hvis jeg gik, ville den måske gå væk. Det gjorde den ikke«, hedder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Beskrivelserne af nid og nag mellem kolleger, der også er konkurrenter, er diabolske og vokser til et skarpt portræt af, hvad de besparelser, som ruller hen over kulturuddannelserne i disse år, gør ved de ansatte, som i universitets kantine kan hilse på personale »der i øjeblikket er fra Østeuropa«.

I sin bryllupstale siger jegfortælleren til sin hele vejen igennem navnløse kone, som kun får lov at meddele sig gennem de sms’er hun sender til ham: »Det særlige jeg oplever, er en form for naivitet i følelserne«. Med sin kolde og kuldslåede roman peger Llambías på overfladiskhed eller naivitet i følelserne hos en kvinde og hendes mand, men også i selve tiden. De to har så meget brug for at blive lykkelige, men uploadede kærlighedsbilleder og euforiske sms’er hjælper ikke, hvis de kommer fra kærlighed, der kun er postuleret.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce