Selv en uovertruffen Yvonne kan ikke redde rodet Olsen Banden-film

Brandert. Benny har en festlig fulderik af en bror, Dynamit Harry, som belejligt er ejer af en ubåd, der kan bruges i Olsen-bandens jagt på skurken.
Brandert. Benny har en festlig fulderik af en bror, Dynamit Harry, som belejligt er ejer af en ubåd, der kan bruges i Olsen-bandens jagt på skurken.
Lyt til artiklen

Olsen Banden ses bl.a. som et gemytligt dansk svar på ’God-father’-filmene.

Men modsat Coppolas genistreg og alverdens bloddryppende filmforsøg på at få os til at elske kriminalitet udstillede Henning Bahs og Erik Balling vel navnlig deres uheldige heltetrios forsøg på at skyde genvej til en småborgerlig drøm om lidt luksus – og så samfundsspidsernes anderledes strømlinede berigelse på andres bekostning.

Således også i den ny og stadig ikke helt vellykkede ombæring af Olsen Banden som animationsfilm.

3D-teknig sparet væk
Op til efterårsferiens rådvilde tidsfordriv i al landsens børnefamilier står Egon, Benny, Kjeld og Yvonne atter parat, ligesom i de 14 oprindelige film fra 1968 til 1998, dengang forældrene selv var børn.

Efter musicalen i 2008 kom 3D-animationen ’Olsen Banden på de bonede gulve’ i 2010. Med 350.000 solgte billetter blev den en publikumssucces til ekstremt lav produktionspris.

Men alligevel er selv 3D-teknikken denne gang sparet væk. Flere af den ny films ’luftture’ tyder ellers på, det oprindelig var med i planen.

Olsen-banden i 3D er overraskende vellykket

Værre er det dog – når nu hele ideen er at lægge sig så tæt på originalen – at der stadig ikke er rettet op på, at især Yvonnes og Bennys ansigtstræk og mimik slet og ret ligger for langt fra live- action-skuespillernes.

Hvor de gamle film netop kunne underbygge handlingens usandsynlighed med realfilmens ’troværdighed’, må tegnefilmene hente jordforbindelsen andetsteds – f.eks. i et plot tættere på virkeligheden.

Eller i det mindste ved en strammere klipning, ikke mindst af åbningsscenens kup på Karlsbergbryggeriet med ølgæroversvømmelse og kriminalassistent Jensens ankomst. En langtrukken åbning med meget spinkel forbindelse til resten af det gevaldigt kringlede plot.

Skarpe stemmer

Sammen med en mafiøs amerikansk tvillingbror, Bang Bang Johnson, vil Bang Johansen som chef i det Mærsk-lignende selskab Hæderkrone A/S sælge en nyudviklet ’olieoptimator’ under bordet til araberne, russerne eller nordmændene.

Så det meste foregår til søs, først på Johnsons lystyacht med indlagte krokodiller styret af DDR-valkyrien Ilze – ingen af delene nær så sjove, som de er tænkt. Desuden i et vrag af en yellow submarine og på en olieboreplatform, der lægger rig til et festfyrværkeriklimaks.

Ubåden styres nemlig af Bennys eksplosive brandert af en bror, Dynamit-Harry, med Lars Ranthes upåklagelige imitation af Preben Kaas i det våde element.

LÆS OGSÅ Anmelderne om Olsen-Banden: Klamphuggeri eller »Skidegodt, Egon«

Også de øvrige stemmer er pletskud: Martin Buch, Nikolaj Kopernikus, Kurt Ravn plus Annette Heick som en uovertruffen Yvonne, Henrik Lykkegaard er Strøbyes strømer, og Søren Sætter Lassens Watt-Boolsen-diktion er kampklar til en oberst Hachel-rolle i en (uundgåelig?) filmversion af farcen om Danmarks forsvarsledelse.

Gid, samme præcision og overskud havde præget resten af denne vandimitationsudgave af den danske kulturarvs pletsølv.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her