De amerikanske anmeldere og kommentatorer er enige: Denis Villeneuves ambitiøse science fiction-film ligner ikke bare en stærk kandidat ved næste års Oscar-fest. ’Arrival’ er også blevet årets vigtigste film i et land, der forsøger at finde sig selv i kølvandet på Donald Trumps valgsejr.
Amy Adams spiller lingvisten dr. Louise Banks, som rekrutteres af hæren for at afkode eventuelle krigserklæringer fra de aliens, der har taget opstilling i deres rumskibe på tolv udvalgte steder på kloden.


























