Et stigende udbud af boliger kan på sigt føre til en mere afdæmpet prisudvikling, vurderer boligøkonom.

Yderpolerne i både efterspørgsel og udbud har ramt boligmarkedet i København

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

I april sidste år skulle man i gennemsnit betale 4,8 millioner kroner for en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i København. Et år senere lyder prisen på seks millioner kroner. En stigning på 100.000 kroner om måneden.

Det viser en opgørelse fra Boligsiden, der er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Udviklingen viser tydeligt, hvor meget fart der er på priserne på det københavnske boligmarked. Det konkluderer Birgit Daetz, der er boligøkonom hos Boligsiden.

»Det er en prisudvikling, der er skabt af en kraftigt stigende efterspørgsel på et marked, hvor udbuddet samtidig har været meget lavt«.

»Vi har så at sige ramt yderpolerne i både efterspørgsel og udbud, hvilket har givet ekstra brændstof til prisudviklingen«, siger hun.

Alene fra marts til april er salgspriserne i hovedstaden vokset med 1,9 procent, på trods af at udbuddet er begyndt at stige.

De kraftigt stigende priser gør sig i høj grad også gældende i Aarhus, dog i mindre skala.

I Aarhus Kommune er prisen på en ejerlejlighed steget 18,8 procent i april, når man sammenholder salgspriserne med samme måned sidste år.

Dermed koster en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter nu 3,7 millioner kroner. Det er en stigning på 600.000 kroner på et år.

Særligt i løbet af de seneste måneder er priserne i Aarhus steget kraftigt. Også her hænger det ifølge Birgit Daetz sammen med et lavt udbud.

I det hele taget er der tale om et varmt boligmarked. Priserne er nemlig også steget pænt på tværs af boligtyper.

Det seneste år er priserne på villaer og rækkehuse steget 8,6 procent på landsplan, mens stigningen for sommerhuse hedder 9,1 procent.

Bare fra marts til april er salgspriserne for sommerhuse steget 2,8 procent.

»Foråret er traditionelt en tid med prisstigninger på boligmarkedet. Det er her, mange vælger at sætte boligen til salg, køberne er aktive, og den øgede interesse giver også priserne et skub«, siger boligøkonomen.

»Det ser vi igen i år, særligt for sommerhusene, som der er stor interesse for i øjeblikket«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her