Skal man tro den velkendte kliche, kan alt ske i fodbold. I hvert fald så længe bolden er rund. Og der er to hold til at sparke til den. Men hvad nu, hvis der pludselig er tre hold på banen? Som slet ikke er rektangulær, men sekskantet? Og har hele tre mål at skyde efter? »For det første vil man hurtigt opdage, at der er umuligt at kontrollere, hvem der skyder målet af de to fjender, der angriber. Det bliver nødvendigt at vende reglerne om, (...) så det er det hold, der har forsvaret sig bedst, og hvor der er gået færrest mål ind, der er sejrherren. Sejren er blevet defensiv og ikke offensiv ... Det vil overhovedet ikke blive noget spændende spil«. LÆS OGSÅAsger Jorn-malerier solgt for millioner Skrev maleren Asger Jorn i sin bog ’Naturens orden’ i 1961. I bogen præsenterede Danmarks måske mest internationalt berømmede maler sin idé om spil med tre hold på en fodboldbane, triolektisk fodbold. For Asger Jorn var det dog ikke meningen at skabe en ny sportsgren. Triolektisk fodbold var snarere en filosofisk idé til afsøgning af dialektikkens virkning i samfundet og i krig. Ikke desto mindre bliver den triolektiske tanke et løft ud på virkelige baner i september, når den spanske storklub, Athletic Bilbao, som i sidste sæson lå i laget lige efter giganterne Barcelona og Real Madrid med en flot sjetteplads i den øverste spanske liga, arrangerer verdens første turnering med tre hold i hver kamp. Nye dimensioner »Det vil få fodbolden ud af sin daglige ramme for både spillerne og tilskuerne. Det bliver pludselig et spørgsmål om filosofi, om kunst, om forholdet til det øvrige samfund og livsanskuelse. Så det bliver virkelig spændende«, siger Galder Reguera, direktør for Athletic Bilbaos eventafdeling.
Ved at følge Jorns tanker inddrages helt anderledes, store dimensioner i verdens mest kendte og elskede sport. Det er derfor, Athletic Bilbao om et par måneder vil arrangere en turnering med tre hold i hver kamp på en sekskantet bane. I første omgang er meningen, at 82 hold fra den baskiske region, som Bilbao tilhører, skal deltage. Men til foråret vil også store spanske klubber fra La Liga deltage i en ny turnering i Bilbao.





























