Vingummibamser. De spiller sjældent en særlig fremtrædende rolle i diskussioner om de danske monumenter. Men i tilfældet med det nyrestaurerede og nyindviede Søfartsmonument på Langelinie i København er sagen en anden: »Jamen, de danske søfolk er kommet til at ligne vingummibamser. De har mistet deres plasticitet, og efter genhugningen fremstår monumentet fladt. Det mangler den dybde, nærvær og bevægelse, som det oprindeligt havde«, siger professor Christoffer Harlang fra Den Kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole i København. Han har blandt andet specialiseret sig i kulturarv og restaurering. »Man har svækket hele monumentets evne til at gøre en forgangen historisk begivenhed levende for os«, siger han. »Det er dybt sørgeligt«. Søfartsmonumentet blev oprindelig skabt af billedhugger Svend Rathsack og arkitekt Ivar Bentsen og rejst i 1928 til minde om de 648 danske søfolk, der omkom under Første Verdenskrig. Monumentet betragtes som bevaringsværdig kulturarv, og stemningen var derfor høj, da Søfartsmonumentet i september blev genindviet.
Det var endnu ikke formelt afleveret til Københavns Kommune af FBN Stenhuggeri, der havde stået for arbejdet. Men en ti år lang proces, der havde kostet omkring otte millioner kroner, var snart ovre, og historien var tilsyneladende endt lykkeligt. Hård kritik Men kun tilsyneladende. For professor Christoffer Harlang er blot en af flere kritikere af restaureringsprojektet på Langelinie. Også arkitekt Mette Marciniak fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme forholder sig kritisk til Københavns Kommunes håndtering af restaureringsopgaven. Hun har ansvaret for lignende opgaver – dog i statslig regi – og hun siger:
