Ikke for nogen lykkedes det. Ikke rigtigt i alle fald. Godt nok forhindrede de gode de onde i at gennemføre deres væmmelige planer. Og det var selvfølgelig fint. Men så alligevel ikke. For helten fik ikke i symbolsk betydning heltinden og kunne end ikke ride ud mod solnedgangen, syngende at han blot er en stakkels ensom cowboy langt hjemmefra. Han blev ført bort i håndjern, forrådt at en person, som ganske kort tid forinden havde fortalt ham, at hun nå havde forstået og analyseret sig frem til, hvorfor han var hendes eneste ven.
Alle forhold var i opløsning
Derfor så hun på med mismod i blikket, mens regnen fik hendes lange lyse hår til at klæbe sorgfuldt til det næsten perfekte, smukke ansigt. Til tonerne af Choir of Young Believers smukke, melankolske signatursang ’Hollow Talk’ – tom snak, ligegyldig tale. Uhyre passende i en situation, hvor retfærdigheden måske nok er sket fyldest, men på bekostning af stort set alle meningsfulde interpersonelle relationer i seriens gråmelerede univers. Alle forhold i deprimerende opløsning: Saga Noren og hendes forelskede kæreste. Martin Rohde og hans ellers milde viv Mette. Politichefen Hans Pettersson og sin hustru. Det hver for sig skurkagtige par Getrud og Oliver. Ingen forsoning i noget omfang.
Til gengæld bød anden sæson af det svensk-danske samarbejde på fremragende spænding lige frem til det sidste. Og med interessante twists i plottet faktisk hele vejen igennem. Sine steder måske lovlig James Bondsk med megalomane og undergangsfikserede superskurke i pumps og powersuit, men også diabolsk nok i sin selvforståelse til netop ikke at give seerne den forløsning, seriens karakterer heller ikke fik.
