»I dag ville man nok have kaldt det et arrangeret ægteskab. Vi kendte ikke hinanden. Men vi så hinanden spille og fyldte efterhånden pladserne ud, så det blev os fire, der var grundstammen i det første TV-2«, siger Steffen Brandt om, hvordan det gik til, at dansk rocks mest stabile konstellation blev en realitet.

»Ud fra præmissen, at det kunne være fedt at spille med dén trommeslager, fordi han spillede helt anderledes end de andre. Fordi guitaristen havde sit bestemte touch på guitaren, som han ikke fraveg en tøddel. Hvilket er fint, når nu orkestret rummer andre flyvske naturer«, tilføjer Brandt lunt.

LÆS OGSÅSteffen Brandt: Fuck den kærlighed!

»På den måde har vi haft en spredning i feltet. Var vi gået i skole sammen, var vi nok aldrig blevet venner. Så havde vi fundet nogen, der hver især mindede mere om os selv. At vi temperamentsmæssigt og socialt har været så forskellige, har gjort, at ingen på noget tidspunkt har følt sig truet. Ens rolle er ikke i fare«.

Musikken som et frirum
Men hvordan holder man hinanden ud uden at kede sig?

»Vi har de sidste mange år udvidet os selv ved at invitere gæster med på scenen, om bord i bandbussen og i studiet. Men det er lidt ligesom at være et fodboldhold bestående af fire drenge. Man spiller ikke bare med andre uden at fortælle det til drengene«.

»Vi er sluppet for de store overvældende intriger, for der er ikke rigtig nogen, der har kunnet rotte sig sammen imod de andre. Vi har bare levet hver vores liv og spillet vores musik og haft musikken som et frirum. Det gælder om ikke at svigte fællesskabet og ikke være bange for at sige, hvad man har lyst til«.

Tilbage til udgangspunktet
I nogle ægteskaber bruger man erotisk legetøj for at undgå tam rutine. I har hele tiden brugt nye producere?

»Haha. Ja, så oplever man noget nyt, og man er nødt til at oppe sig«.

LÆS OGSÅ TV-2 »Vi kommer ikke levende fra scenen uden 'Bag duggede ruder'«

Til marts skal I på turné, men allerede i aften fejrer I 30 år med gallakoncert i Operaen. Er der fyrværkeri og 1.000 gæster og horn og ballade?

»Nej, vi har valgt at gå tilbage til starten. Det er som udgangspunkt bare os fire. Så må vi se, hvor godt det lyder. Når man træffer sådan et valg, så følger der et ansvar med. Man kan ikke gemme sig bag noget som helst. Man er nødt til at være fremme på beatet hele tiden«, siger gruppeformand Brandt, der ellers i mange år har haft The Århus Horns og ting og sager med på turné.

Arbejdsmoral
Kan det ligefrem give lidt lampefeber?

»Det tror jeg nok. Men vi ved, vi kan fungere som kvartet, og vi ved, man så ikke lige kan få sig en ’morfar’ indimellem. Ikke at vi gør det!«, skynder han sig at tilføje.

LÆS OGSÅ Kan man hænge litterære medaljer på rockpoeter?

»Vi har en god gammeldags arbejdsmoral. Engang havde H.E. (Lerchenfeld, red.) fået maveforgiftning. Så fik han stillet en spand op i udkanten af scenen, som han en gang imellem kunne kaste op i uden at holde op med at spille.

Heldigvis var det ikke midt i en solo! Jeg ved ikke, på hvor mange arbejdspladser man gør den slags. Men på en eller anden måde har det nok kendetegnet det her projekt, at vi kommer fra nogle forskellige miljøer med det til fælles, at man er vant til at gøre sig umage og passe sit job. I det her orkester møder man til tiden«.