Det må have været i begyndelsen af 1962.

Og det var helt sikkert på Vingården – værtshuset ved Nikolaj Plads i centrum af København, som dengang var en af de bærende søjler under den danske jazzscene:

En flok musikere, blandt andre den unge John Tchicai, sad og lyttede til den nyeste lp med den amerikanske saxofonist John Coltrane. ’Live at The Village Vanguard’ hed den, og B-siden var ét langt nummer på lidt over 16 minutter.

Og i modsætning til traditionelle bebop-numre, hvor alle instrumenterne efter tur har deres solo, var der her kun én musiker, der spillede solo: John Coltrane. Fra begyndelsen til slutningen.

Nummeret hed ’Chasin’ the Trane’ – en dobbelttydig titel, som legede med den fonetiske lighed mellem det engelske ord for tog og Coltranes kælenavn, ’Trane’. Tchicai og hans kollegaer var himmelfaldne over Coltranes præstation. Og temmelig rystede.

16 minutters tour de force! Det var første gang, de hørte en jazzmusiker spille så lang en solo, og som så frit fabulerede løs hen over et nummers rytmiske og tonale fundament.

John Tchicai var solgt.

En ny genre var født
»Det slog så hårdt at høre det. Forstået på den måde, at det var enormt intenst, gribende og imponerende«, husker han oplevelsen et halvt århundrede efter.

»Vi havde en klar fornemmelse af, at nu skete der et skred. Nu kom der en helt ny form for musik«, siger han.

Avantgardejazz eller free jazz blev den nye genre døbt.

Kort tid efter at John Tchicai første gang havde hørt ’Chasin’ the Trane’, rejste han til USA, hvor han kom til at spille sammen med en række af den nye musiks frontfigurer, foruden Coltrane himself blandt andre Archie Shepp, Albert Ayler og Don Cherry.

I 1966 vendte han hjem til Danmark og dannede orkestret Cadentia Nova Danica, som blev den lokale legeplads for musikere med lyst til at improvisere og udfordre de gængse opfattelser af, hvordan musik kan lyde.

»John er hele livet gået sine egne veje«
Let tilgængeligt var det ikke. Og diskussionen om, hvorvidt avantgardejazz er larm eller musik, eksisterede dengang – og gør det stadig. Men John Tchicai var og er ligeglad.

»Jeg fulgte min egen næse og gik de steder hen, hvor jeg kunne få lov til at spille, som jeg syntes, det skulle lyde«, siger han.

Og tak for det, siger Tchicais yngre instrumentkollega Benjamin Koppel:

»John er hele livet gået sine egne veje. Hvis han til en koncert har haft lyst til at synge i stedet for at spille saxofon, så har han gjort det, uanset hvad publikum har forventet. Han er måske ikke en stor musiker i teknisk forstand, men det er heller ikke det, der tæller. Det vigtige for ham har været at skabe et kunstnerisk udtryk, som har været hans eget. Og det har han virkelig formået«.

LÆS OGSÅDampbarnet i dansk jazz er et musikalsk supertalent

Selv om man er mere til mainstream end avantgarde, er det vigtigt med personligheder som John Tchicai, mener Benjamin Koppel:

»Jeg synes jo, at det er fedt, at der findes musik, man ikke umiddelbart kan forstå. Vi har alle sammen brug for nogle poler ude på fløjene, vi kan tage pejling efter – hvad enten vi kan lide musikken eller ej«.

Ud af beboppens spændetrøje
John Tchicai, hvis far var congoleser og mor dansk, blev født i København, men voksede op i Aarhus.

Han begyndte at spille saxofon som 16-årig og blev uddannet på musikkonservatoriet i hjembyen.

Hans store forbillede som helt ung var Charlie ’Bird’ Parker, altsaxofonisten, som sammen med trompetisten Dizzy Gillespie regnes for beboppens fædre.

De to havde op gennem 1940’erne og første halvdel af 1950’erne udviklet en musikstil, som i forhold til den swing- og bluesbaserede – og dansevenlige – jazz var langt mere kompliceret og intellektualiseret og langt mindre kropslig.

Hvor akkorderne skiftede med rasende hast, og hvor især Charlie Parker i sine soloer fyrede så mange toner af så hurtigt, at selv en ung Miles Davis knap kunne følge med.

Det kunne John Tchicai heller ikke. Hvor meget han end beundrede Parker, måtte han erkende, at hans teknik ganske enkelt ikke rakte til at spille som ’Bird’.

»Det var ikke, fordi jeg var doven. Men man skulle altså virkelig studere det og øve sig«, siger han.

Når man hører rigtig hardcore bebop fra 50’erne og 60’erne, kan man godt indimellem få den mistanke, at musikerne har konkurreret om, hvem der kunne spille flest mulige toner på kortest tid?

»Ja, det er rigtigt. Det er sådan set Charlie Parkers skyld«.

John Tchicai bryder ud i latter. Det gør den høje, ranke mand ofte.

Stram ballerne og gør dit bedste
»Det med at spille hurtigt stammer nok også fra den amerikanske spirit: Man skal være først, og man skal være bedst. Der er altid konkurrence i Amerika«.

Og det smittede af på beboppen?

»Det tror jeg bestemt, det gjorde. Måske ekstra meget på de farvede musikere. De havde racismens pres på sig, og det gjorde, at de virkelig strammede ballerne og forsøgte at gøre deres allerbedste«.

Da du første gang hørte Coltrane og de andre avantgardister fyre den af, tænkte du så slet ikke, at det lød mærkeligt?

»Næ. Jeg følte mig – uden at prale – frigjort. Jeg havde jo en idé om, at jeg gerne ville et sted hen, hvor der var mere frihed, mere åbent terræn«.

Væk fra den konkurrenceprægede og disciplinerede bebop?

»Ja, ud af de stramme tøjler. Det kan godt være, at det rent teknisk ville have været godt for mig, hvis jeg var blevet ved med at spille bebop. Men det kan også være, at jeg var blevet hængende i det, så jeg ikke havde kunnet udtrykke mig så frit, som jeg gør. Det er svært at sige«.

Rytmen i blodet
Og så er der alligevel også en grænse for, hvor langt John Tchicai vil jagte den musikalske frihed. Nogle avantgardemusikere lader alle strukturer gå i total opløsning. Men der stopper legen for John Tchicai: Musikken skal være rytmisk.

»Hvis ikke den er det, keder jeg mig. For mig er musikken en leg, og hvis legen skal være sjov, skal der sgu være noget rytme, noget god puls. Det er, som om der er gået mode i, at musikken skal lyde grimt«.

Hvad mener du med grimt?

»At det skurrer og ikke føles rart. At instrumenterne aldrig falder i sync med hinanden, at de altid er splittede, og at musikken er uden harmonisk følelse. Det kan jeg ikke lide«.

I dag udkommer et nyt album med den danske gruppe Elektro, hvor John Tchicai medvirker.

Elektro blander akustisk improviseret jazz med electronica, og med sine nu 75 år kunne Tchicai mageligt være bedstefar til gruppens yngste medlem, den 25-årige guitarist Tobias Winberg, der også arbejder som hiphopproducer.

Tchicai beskriver musikken som »moderne«, men »tonalitetsmæssigt i virkeligheden ikke særlig avantgardistisk«.

»Guitar, bas og trommer lægger en fast bund i musikken, som er meget rytmisk. Og at musikken swinger og har et groove, er en slags ’stepping stone’ til et bredere publikum«.

Den europæiske arv
Ud over at være pioner på avantgardejazzens område har John Tchicai spillet en meget aktiv rolle på den scene, vi i mangel af bedre udtryk kalder verdensmusik.

Måske er dit behov for rytme i virkeligheden en arv fra din congolesiske far?

»Det tror jeg. Kroppen skal med i musikken, det er ikke nok, at det kun er intellektet, der kører på fuld damp. Jeg har netop lavet en workshop på Skurups Folkhögskola i Sverige, der var fyldt med unge talentfulde musikere. Jeg gav dem nogle få regler og bad dem vælge et kort tema, de skulle improvisere over. Bagefter spurgte jeg dem, der lyttede til musikken, om improvisationerne var udpræget melodiske eller udprægede rytmiske. Og de faldt alle sammen ud til det melodiske. Heroppe nordpå er improvisationer næsten altid melodiske mere end rytmiske«.

Hvad skyldes det?

»Den europæiske arv i musikken, den europæiske sangskat, er udpræget melodisk. Det rytmiske kommer først for alvor med Stravinsky, som siger, at nu skal vi sgu have noget kul på. Og med Bartok, som låner fra den nordafrikanske musik«.

Den danske sang- og salmetradition ...

»... er udpræget melodisk. Vi skal helt op til Færøerne, før vi støder på det tranceagtigt rytmiske – ringdansene, hvor man bliver ved og ved, indtil man kommer i ekstase«.

Og det har du i blodet?

»Det tror jeg. Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg er jo blevet ved med at insistere på, at det rytmiske skal være med«.

Har du spillet med Armstrong?
I 1991 bosatte John Tchicai sig i Californien, USA. Men da George W. Bush kom til magten, begyndte racismen ifølge Tchicai at stikke sit grimme fjæs frem, og i 2002 flyttede han med sin hollandske kone – der også er musiker – og deres dengang spæde søn til Sydfrankrig, i nærheden af Perpignan.

Siden er parret blevet skilt, men de bor stadig i nærheden af hinanden, og John Tchicai er som regel sammen med sin nu 12-årige søn i weekenderne – hvis manden da ikke befinder sig et eller andet sted i udlandet.

Hvad han ofte gør.

»Jeg har jobtilbud hele tiden. Hvilket selvfølgelig er godt. Men min søn brokker sig over, at jeg så tit er væk, så jeg prøver også at begrænse rejserne«.

Til sommer optræder Tchicai i Danmark først på Roskilde Festival – med Elektro – og derefter på Copenhagen Jazz Festival.

Og i løbet af maj skal han spille ved en festival i Chicago og senere på den prestigefyldte Vision Festival for avantgardekunst i New York.

I det hele taget er der tit bud efter Tchicai fra USA, og selv om det snart er ti år siden, han flyttede fra landet, har han kunnet bevaret sin amerikanske arbejdstilladelse, det såkaldte green card. Så længe det varer.

For det sker oftere og oftere, at han ved indrejsen bliver hevet til side og forhørt om, hvorfor han opholder sig så meget i Frankrig.

»Senest i Boston, hvor jeg blev udspurgt af en yngre mand. Men så var der en ældre mand, der sad ved siden af, som sagde: »Den her fyr er berømt«. Og henvendt til mig: »Har du spillet med Armstrong?«. Nej, svarede jeg, men med Coltrane. »Har du det?«, sagde han, »så er du jo berømt«. Og så fik jeg mit stempel i passet«.

John Tchicai ler sin hæse latter.

»Opløftende, at der sad nogen der, som vidste, hvem Coltrane var. Så kan verden da ikke være helt af lave, vel«.