Det var i 1960’erne, Leonard Bernstein blev begejstret for Carl Nielsen.

Han dirigerede hans musik med New York Filharmonikerne og gav symfonierne en fremtrædende plads på orkestrets repertoire. Bernstein blev kendt for at give Gustav Mahler-renæssancen i begyndelsen af 1960’erne det afgørende skub.

LÆS OGSÅStiv taktstok og håret tilbage: New York-dirigents Carl Nielsen blæser én omkuld

Han fik indspillet et udvalg af Nielsens symfonier samt de to solokoncerter for fløjte og klarinet med New York Filharmonikerne.

Men det amerikanske Nielsen-boom i samme årti førte ikke til, at Nielsen slog rod i det internationale repertoire som Mahler.

Herbert von Karajan forsøgte en indspilning af 4. Symfoni, som hører til blandt hans mindre gode, og da New York Times’ kritiker Anthony Tommasini i sommer skulle anmelde New York Filharmonikerne og deres nuværende chefdirigent Alan Gilberts opførelse af Nielsens tredje, kunne han konstatere, at orkestret ikke havde haft noderne fremme, siden Bernstein dirigerede dem i 1965.

LÆS OGSÅVerdensberømt dirigent vil bruge fire år på Carl Nielsen

Seks udgivelser planlagt
Ældre danskere vil huske maj 1965 for netop Carl Nielsens 3. Symfoni og Bernstein.

Amerikaneren modtog Léonie Sonnings Musikpris i København og dirigerede ’Espansiva’ med Carl Nielsens gamle orkester, Det Kongelige Kapel, i Odd Fellow Palæet.

LÆS OGSÅCarl Nielsen-forsker tygger sig igennem 6.000 breve

Det var Det Kongelige Kapel, der i sin tid uropførte 3. Symfoni. Men Carl Nielsens musik har altid haft det lidt svært i udlandet, og Bernsteins Nielsen-indsats bar ikke varig frugt.

Spørgsmålet er, om Alan Gilberts nu igangsatte udgivelse af samtlige seks symfonier og koncerterne over de kommende år er i stand til at gøre, hvad Bernstein med sin karisma og energi trods alt ikke formåede.