'Hallogallo’ er tysk slang for at feste vildt. Det er også titlen på et tysk instrumentalnummer med gruppen Neu!. Blot en eneste guitarakkord og et stramt, hektisk beat sætter det høje tempo og den besættende stemning fra begyndelsen af det cirka 10 minutter lange nummer.
Det er ikke nødvendigt at høre meget af det nummer for at forstå, at det i al sin motoriske enkelhed og livlige mekanik må have været en vild udfordring i 1972. Eller for at få en fornemmelse af, at lyden af ’Hallogallo’ satte sig inspirerende spor i både samtidens og eftertidens rockmusikere – fra Joy Division til Sonic Youth, Stereolab, Beck, Tortoise og mange andre.
’Hallogallo’ er et af de Neu!-numre, som publikum kan opleve i en ny version i Tivolis Koncertsal på torsdag, når Neu!s medstifter Michael Rother er blandt de optrædende ved en aften i krautrockens tegn. Også Tangerine Dream og Dieter Moebius fra Cluster går på scenen.
Tangerine Dream har simpelt hen lagt deres verdenspremiere på liveopførelse af musikken til William Friedkins film ’Sorcerer’ fra 1977 i Tivoli på torsdag. Det er første gang, det band spiller i Danmark, og det er også første gang, guitaristen og komponisten Michael Rother spiller her.
LÆS OGSÅ Gysets mester kommer til København
Den 63-årige musiker både glæder sig og er ret nervøs, siger han i telefonen en dag, hvor han er kørt fra sin lejlighed i Hamburg til sit 1600-tals hus på landet ved en flod i Forst nær Hamburg. Han skal hente noget grej i sit studie i huset, som har lagt tunge stenvægge til mange indspilninger af krautrockplader, siden han flyttede dertil i 1973 for at grundlægge musikprojektet Harmonia sammen med blandt andet den altså også snart danmarksaktuelle Dieter Mobius:
Få indtryk i systemet
»Jeg har næsten altid tilbragt vintermånederne i byen, hvor man kan blive inspireret af koncerter og film. Resten af året er jeg her. En stor del af min sjæl hører til her, hvor man nemmere kan undgå at få alt for mange indtryk ind i sit system. Jeg kan ikke lide, hvis der foregår for meget på en gang«, siger Michael Rother og giver på en måde en delbeskrivelse af sin musikalske integritet.
Neu! og Harmonium og det tidlige Kraftwerk, som Michael Rother også var en del af, er på samme tid overskuelig og voldsomt inciterende. Musikken er et tilvalg af og en leg med få elementer, som kan være vokal, bas, guitar og gammeldags synthesizere. Den er et fravalg af dele af den amerikanske og britiske musiks idé om, at skal noget være følsomt, bør det tildels være akustisk og hele vejen igennem menneskeskabt.
Kemisk solskin forandrede 90'ernes musiklandskabMichael Rother vil ikke selv beskrive sin musik. Han siger, man »får en bedre fornemmelse af den ved at lytte til den i fem minutter« end ved høre ham tale om den i fem timer:
»Min nervøsitet skyldes, at det er vigtigt for mig, at jeg ikke ser for meget tilbage, når jeg spiller gamle numre. Jeg må blive ved med at være i udvikling, så jeg kan ikke bare spille på rygmarven. Det bliver ikke et nostalgisk trip i Tivoli. Det bliver fuld fart frem mod en ny horisont«.
Industrielle flippere
Krautrocken har et væld af forskellige udtryk, men maskinfjendsk er den ikke. Mens amerikanerne i slutningen af 1960’erne havde deres hippierock, begyndte nogle tyske musikere at flippe industrielt ud i deres hjemland, der var formet af arret efter Anden Verdenskrig, af motorveje, fabrikker, avantgardejazz, eksperimenterende nyklassisk musik og også blandt meget andet af en vild og enorm natur som den i Rothers Forst.
Nogen hæderskronet tradition for tysk rock i Tyskland var der ikke, da de amerikanske hippier festede i slutningen af 1960’erne. Det ændrede sig langsomt, efter at Kraftwerk blev dannet i Düsseldorf af Ralf Hütter og Florian Schneider i 1970. Året efter var Michael Rother med Kraftwerk på liveturné, og det år udkom gruppens debutalbum, ’Kraftwerk 1’.
Kraftwerk forsker i maskinelle mennesketonerI de efterfølgende års søgen efter en særegen tysk musikidentitet opstod en lang række grupper, der lød helt anderledes end den amerikanske og den britiske rockmusik. »Mange tyske bands mangler fuldstændig trommeslagere«, konstaterede journalisten Ian MacDonald i en artikel i det engelske musikblad NME i 1972. Hvorefter han tilføjede, at nogle af kunstnerne var begyndt at drage den banebrydende, men egentlig logiske konklusion, at en trommelyd udmærket kunne erstattes af en maskine.
I britiske musikjournalisters ører var den tyske musik mærkelig, fra Neu!s droner til Kraftwerks synthesizere og til Cans improvisationer. For demonstrativt at stadfæste, hvor besynderligt tyskerne spillede, begyndte britisk presse at bruge det nedsættende udtryk krautrock – kålrock – om dem alle sammen.
Blandt musikere som Brian Eno og David Bowie, der begge en overgang boede i Berlin, var holdningen anderledes positiv. Eno samarbejdede på et tidspunkt med Michael Rother, og David Bowie var tydeligt inspireret af krautrocken på albummet ’Station to Station’ fra 1976.
Musikredaktør: Kraftwerk er en nærmest provokerende perfekt bookingÅret før havde Kraftwerks Florian Schneider i et interview med Triad Magazine meget klart formuleret, hvordan maskiner kan banke med lige så stor følsomhed som menneskehjerter:
»Teknologi er ingen fjende for os. Vi bruger teknologien. Vi kan også godt lide naturen, men man kan ikke sige, at teknologi er bedre eller værre end naturen«, sagde Schneider på et tidspunkt, hvor Kraftwerk var i fuld gang med musikalsk at udforske relationen mellem menneske og teknologi.
Imidlertid skulle det tage år, før den opfattelse af teknologien blev alment gældende blandt mange andre end de musikere, der brugte den.
Krautrock = kvalitetsterm
Efterhånden ændrede det sig dog. Krautrocken havde tiden med sig. Kraftwerk, Tangerine Dream, Can og Neu! fik status som legendariske, efter at deres mest inspirerende epoke i 1970’erne var ovre. Nogle af grupperne fortsatte med at spille i andre musikalske konstellationer. Ligesom Cans vilde avantgardemusiker Holger Czukay kom Michael Rother til at få betydning også som solist både i 1970’erne og bagefter.
I begyndelsen af 1980’erne kunne krautrockens indflydelse høres i både postpunken og hiphoppen. Ti år senere var det et væld af rock- og popnavne fra Radiohead og Red Hot Chili Peppers til Stereolab og Beck, der hvilede på elementer af krautrock. Begrebet var nu ikke længere en hån mod tysk musik. Det var blevet en hyldest.
LÆS OGSÅ Postrock-pionerer har problemer med udtrykket
Det stod bøjet på et bogomslag, da den britiske musiker Julian Cope fra The Teardrop Explodes i 1995 udgav det nørdede fanværk ’KrautRockSampler: One Head’s Guide to the Great Kosmische Musik 1968 – Onwards’.
Det mærkes frem til i dag på efterspørgslen, når nogle af krautrocknavnene turnerer. Ikke blot Tysklands største navn, Kraftwerk, er der bud efter. I de senere år har Michael Rother været inviteret til at spille i både Sydamerika og Australien. Så selv om han ikke er meget for det, vil han efterhånden godt indrømme, at termen krautrock kan have en vis værdi:
»Jeg plejede at sige til alle og enhver, at jeg hadede det udtryk. Og det gjorde jeg ikke kun, fordi det tydeligvis ikke var særlig venligt ment, da det kom frem. Det var også, fordi det ikke er præcist. Det dækker over en masse forskellige kunstnere. Nogle af dem har indlysende nok intet med min musik at gøre. Men mens jeg har rejst internationalt i de seneste år, har jeg fundet ud af, at mange folk er enige om at bruge krautrock som en term for kvalitet. Så jeg er holdt op med at kæmpe imod det«.
Koncerten med Tangerine Dream, Michael Rother og Dieter Moebius finder sted i Tivolis Koncertsal på torsdag 3. april kl. 19.
fortsæt med at læse
