Først en voldsom åbning af mørkt rumlende stemning. En akkord, der som et lille stenskred citerede fra tressergenerationshymnen ’Like a Rolling Stone’. Dernæst stilhed.
Og ud af denne voksede så skrøbeligt som glas melodien ’Ring Them Bells’, der for en del Dylan-lyttere (undertegnede inklusive) står som en af hans smukkeste. Nikolaj Hess fik sangen til at åbne sig som en rose, foldede dens akkorder og melodiske struktur ud med finesse og fokus på den mindste klanglige detalje. Hvilken start! Stuvende fuldt Og selv om det ikke lykkedes for Hess at holde dette dirrende kvalitetsniveau hele vejen under sin timelange solokoncert på Statens Museum for Kunst, så blev det alt i alt en både givende og generøs begivenhed, der også falder positivt tilbage på arrangørerne, museet og Copenhagen Jazz Festival, der har afholdt i alt fire velbesøgte solokoncerter med danske jazzpianister her i efteråret – henholdsvis Carsten Dahl, Jacob Anderskov, August Rosenbaum og altså Nikolaj Hess.
