Det var meningen, at Natalie Prass skulle have været opvarmning til Ryan Adams.

Desværre var der opstået forbitrede forviklinger ved SAS-skranken i Irland, så Prass kunne ikke nå frem til aftenens koncert i København. Ved et skæbnens lykketræf lykkedes det imidlertid at opstøve en ung kvinde, som imponerende nok kunne alle Prass’ sange udenad. Natalie Sass, kaldte hun sig.

Lyset blev slukket og hvem andre end Ryan Adams stod på scenen med strithår og kjole? Solo og akustisk sang og spillede han sig vej igennem et lille sæt af Prass’ sange, så jeg for en gangs skyld må konstatere, at opvarmningen overstrålede hovednavnet. 'Natalie Adams'’ ømme vokal og følsomme guitarspil var det pure guld.

»Vi laver dårlige situationer om til gode situationer«, erklærede Ryan Adams til almindelig jubel. Noget af et slogan for en fordums hærværksmand.

Jeg havde ellers haft mine bange anelser. Der har længe været pænt stille om den i perioder hyperaktive sangskriver. Han har været gift med kollegaen Mandy Moore, haft problemer med helbredet og taget en længere pladepause. Men for nogle måneder siden kom det fokuserede og musikalsk robuste nye album ’Ryan Adams’ med næsten lutter sortnistrede sange om bøvlet, pinefuld eller kuldsejlet kærlighed, og i januar fulgte så meddelelsen om, at Adams og Moore var gået fra hinanden.

Var det nu, vi skulle opleve Ryan Adams skælde ud, slingre og være intens på den der tikkende bombe-måde, hvor man aldrig ved til hvilken side nervenålen slår ud?

Vi har vort motto

Nix. Vort motto er »vi laver dårlige situationer om til gode situationer«. Det var nærmest som om julemanden var kommet på besøg i Falconer og uddelte milde gaver ledsaget af selvironisk småsludren og godmodig småbrok over, hvad den danske luftfugtighed gjorde ved hans hår.

Der var engang, Ryan Adams gik fuldstændig amok, hvis man råbte på Bryan Adams. Nu åbnede han sættet med den nye ’Gimme Something Good’, som måske er det tætteste på en Bryan Adams-sang, han nogensinde er kommet. Af de nye sange stod især ’Kim’ distancen, mens ’Trouble’ og ’I Just Might’ bekræftede, at det nye helstøbte album hverken hører til hans bedste eller værste.

Det blev en generøs og karriereomfavnende koncert, hvor Adams i løbet af godt en snes sange kom rundt på 8-9 af sine album-udgivelser. ’I See Monsters’ og ’This House Is Not For Sale’ fra ’Love Is Hell’ løftede sammen med ’Come Pick Me Up’, ’Dirty Rain’ og klassikeren ’Oh My Sweet Carolina’ taget et par centimeter.

Den brede favn

Ryan Adams favnede bredt. At han også gjorde det i de enkelte sange gik i længden ud over intensiteten. For mange numre skulle hele vejen rundt om blid akustisk opstart til rock og rul ruskende crescendo. Et af de tilfælde hvor den lange rejse faktisk kastede noget blændende af sig var på ’Magnolia Mountain’ fra The Cardinals-albummet ’Cold Roses’. Men Adams’ nye band The Shining er ikke The Cardinals. Som band virker det ikke stilistisk fintunet, men skal kunne lidt af hvert hele tiden. Den evige armlægning mellem country og ruskerock fortsætter i Ryan Adams. Helt forhandlet på plads bliver det næppe nogensinde. Det er en del af dynamikken, men den har det med at overdøve en af musikscenens ømmeste vokalister.

Ryan Adams er en mere instinktiv end skudsikker sangskriver. Når han er bedst, synger englene om kap med hjertets enkle sandheder. Når han er blot en smule mindre skarp lurer ensformighed og klicheer. Sangene var plukket til at udgøre en fin buket, men det skarpe snit i iscenesættelsen var erstattet af en rundhåndet largesse. Noget publikum med god grund kunne sætte pris på, men som resulterede i en Ryan Adams-koncert, der ikke vil gå over i annalerne for andet end sin musikalske rundhåndethed, sin påskønnelsesværdige vilje til at lave dårlige situationer om til gode og så selvfølgelig opvarmningsnavnet Natalie Sass. Hvor sang hun dog smukt!

fortsæt med at læse

Sonár lignede en fiasko for halvtomme sale - indtil der kom gang i festen